Where do We go Now/Hvad gør vi nu?

Et maintenant, on va où?

I en libanesisk landsby lever kristne og muslimer side om side. Da mændene er på nippet til at ville gribe til våben, prøver kvinderne ved list at få mændene på andre tanker. Drama, Komedie, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2011
Varighed: 110 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Nadine Labaki,
Medvirkende: Claude Baz Moussawbaa, Leyla Hakim, Nadine Labaki, Yvonne Maalouf,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 11.06.2012

"Vi er ikke født til at gå i sort," lyder en replik fra en af filmens kvinder. På landsbyens begravelsesplads, som er delt i en kristen og en muslimsk halvdel, ligger der - på grund af tidligere voldelige konflikter - næsten kun mænd. I en fattig, libanesisk landsby lever kristne og muslimer side om side i nogenlunde fred, men spændingerne ligger lige under overfladen hos mændene, og kvinderne diskuterer livligt. Kvinderne prøver ved list at forhindre, at mediernes rygter om nye voldelige uroligheder andre steder i landet når frem til mændene. En af ideerne er at få fem ukrainske dansere på besøg for at aflede mændene. I filmtraileren fylder dette meget mere end i filmen.

Stilen er folkekomedie i ordets bedste betydning, og i en enkelt festlig scene endda med et indslag af musical. Vi blev godt underholdt hele vejen igennem. Men det lykkes samtidig Nadine Labaki, der er både manuskriptforfatter, instruktør og indehaver af en af de centrale roller, at flette en alvorlig tråd gennem det hele. Hvis ikke nogen gør noget for at dæmpe gemytterne, har konflikter en indbygget mekanisme, der fører til optrapning indtil den bitre ende. Netop i Libanon, hvor tusinder af hustruer og mødre har mistet mænd og sønner i opslidende borgerkrige, bliver det budskab meget nærværende. Men vi har alle en risiko for at blive involveret i konflikter, så ingen kan sige, at de ikke har brug for udfordringen til at dæmpe gemytterne.

For en overfladisk betragtning er der tale om en religionskrig mellem kristne (katolikker) og muslimer, hvor forskellige chikanerier straks tillægges "fjenden". Men der sendes et signal om, at konflikten egentlig ikke er religionernes skyld. Det ser vi ved, at præsten og imamen går sammen om at undgå en optrapning. Det kommer der flere gode situationer ud af, som da præsten i skriftestolen siger: "I skal tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør." Hvortil imamen tørt bemærker: "Det gør vi heller ikke!"

Overalt, hvor der er et "dem og os", lurer risikoen for konflikt. Man kan læne sig opgivende tilbage, men det kan også ske, at nogen siger "nok er nok" og gør noget ved det. I denne film er det mændene, der optrapper konflikten, og kvinderne, der kæmper imod. Filmen er ikke et angreb på religionerne, som behandles med respekt og lidt selvironi. Men det er en løftet pegefinger over for dem, der lader uoverensstemmelser vokse til voldelige konflikter.

Det er ikke en film, der prædiker, men der er flere stærke scener, som er tankevækkende. For eksempel da en hyrde siger til en dreng, at hans får døde i stedet for ham, eller en mor får sin voksne søn til at bede en anden om tilgivelse for en lille forseelse, eller da en sørgende mor går ind i kirken og skælder Jomfru Maria ud: "Du som selv er mor, hvordan kunne du svigte min søn?"

Lydsporet på en libanesisk film er en historie helt for sig. De taler naturligvis arabisk, og musikken er lokalt inspireret. Indledningsscenen og musikken dertil er fantastisk flot. Det er absolut en film, vi skal have fat i på dvd, for den tåler nok mere end ét gensyn. Og så kunne vi igen og igen more os over filmens sidste sætning, der afslører meningen med titlen!

---