Vi ses igen

Au revoir les enfants

Instruktørens egne oplevelser i en katolsk skole i det besatte Frankrig under anden verdenskrig. En rolig, men intens film om jødeforfølgelser. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 1987
Varighed: 104 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Louis Malle,
Medvirkende: Gaspard Manesse, Francine Rachette, Raphael Fejtö,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 01.03.2011

Den nu afdøde franske filminstruktør Louis Malle betegnede selv denne film som hans vigtigste. Filmen har også vundet en del priser, men måske er Malles kærlighed for denne film også udsprunget af, at det på mange måde er hans selvbiografi. Den bygger på hans egne oplevelser i en katolsk kostskole i det besatte Frankrig i slutningen af anden verdenskrig. Filmens mange små detaljerede beskrivelser af miljøet på skolen virker også meget ægte og indlevede.

Handlingen i korte træk
Julien (den dreng, der repræsenterer Louis Malle selv) er af sin rige familie anbragt på kostskolen og er en af de styrende i drengemiljøet. En dag ankommer en ny dreng, Jean. I løbet af filmen udvikler der sig et venskab mellem de to 11-12-årige drenge, der deler bøger med hinanden og har en fælles lidenskab for skønlitteratur.

En vigtig brik i miljøet udgøres af skolens køkkendreng, der har en sidebeskæftigelse med tuskhandlen med drengene. Da det opdages, bliver han fyret. Dette får ham til at gå til Gestapo og angive, at skolens leder skjuler tre jødiske drenge som elever på skolen. En af disse drenge er Jean. Filmen ender med, at skolens leder og de tre drenge føres bort af Gestapo, og her træder Julien ud af filmens rolle, idet man nu hører hans stemme som fortæller: "Mere end 40 år er gået, men jeg vil huske hvert sekund af denne januarformiddag, til jeg dør." Og derefter en besked om, at alle fire senere døde i tyske koncentrationslejre.

Skildringen af personer og grupperinger er nuanceret
Munkene, der driver skolen, skildres som en realistisk blanding af hjertevarme mennesker og dominerende opdragere med datidens katolske disciplin-mønster. Det kommer der mange små pudsige scener ud af – for drenge er jo drenge og derfor spiller de naturligvis mange små "spil" med deres lærere. Drengene på skolen er som drenge er flest: de slås, de konkurrerer, de mobber, de er venner, de bakser med puberteten osv.

De tyske soldater skildres som almindelige mennesker, der ikke altid er fjender. Fx smider de på et tidspunkt nogle franske medløbere ud fra en restaurant, hvor de er ved at genere Juliens familie (og Jean er med ved bordet). De franske medløbere er entydigt negativt beskrevet. Det samme gælder for Gestapo.

Jødeforfølgelsen
Jødeforfølgelsen er et hovedtema i filmen. Nogle af drengene er meget racistiske, andre er ikke. Julien opdager en nat at Jean (der af munkene angives til at være protestantisk) beder aftenbøn på et meget mærkeligt sprog – men det afskrækker ham ikke fra venskabet med Jean.

Munkene hjælper jøderne – og lederen må som sagt betale den højeste pris, hvilket afføder alle drengenes store respekt. Budskabet er vel, at jødedrenge er som alle andre drenge – Julien og Jean har ingen problemer med at være venner. Som sidetema har vi et træk, der ofte ses i kølvandet på besættelse: at personer, der føler sig forkastet af samfundet og har brug for hævn, slutter sig til besættelsesmagten for derved at få position og hævn.

Vi ses igen
Filmens danske titel er oversættelsen af den franske "au revoir", der oftest bare betyder "farvel" – men som strengt taget betyder "på gensyn", og derfra kan afledes "vi ses igen!", men jeg er ikke vild med den oversættelse.

Men "au revoir" er logisk som titel. I begyndelsen af filmen ser vi, at Juliens mor siger "au revoir" til ham, da han står på toget for at tage tilbage til skolen. I filmens sidste scene ser vi, at alle drengene siger "au revoir" til skolens leder, da han føres bort af Gestapo.

Pointen kan være, at i nogle tilfælde er et "farvel" det samme som et "på gensyn" – men ikke når racismens grusomme hånd bliver stærk nok.

Langsom og dyb
Det er en meget dyb film, der skrider frem i et meget roligt tempo. Nyder man ikke detaljerede skildringer og små nuancer, kan man nok godt miste tålmodigheden undervejs – det er ikke nogen action-film! Men der er samtidig hele tiden bevægelse og udfoldelse af relationerne mellem personerne. En tænke- og følefilm, hvis store styrke ligger i dens intense skildring af et miljø, vi ellers ikke kender så meget til.

---