Van Gogh - ved evighedens port

At Eternity's Gate

Flimrende og dogmeagtig film med underlige skæve vinkler som fint afspejler Van Goghs skrøbelige sind og særlige teknik. En flot og visuel oplevelse. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Filmstriben.dk, TEMA Biografiske film, 
Produktionsår: Produktionsår: 2018
Varighed: 111 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Julian Schnabel,
Medvirkende: Willem Dafoe, Rupert Friend, Oscar Isaac, Mads Mikkelsen,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Ketty Dahl - 07.03.2019

STOR KUNSTNER OG ET SKRØBELIGT MENNESKE 

"Van Gogh – ved evighedens port", er en kunstnerisk, visuel næsten eksperimentel film om en stor kunstner. Den er lige så særpræget, flimrende, rastløs som kunstneren selv. Dermed underbygges hele handlingen og den dogmeagtige måde at filme på med håndholdt, rystende filmkamera og underlige skæve vinkler Vincent Van Goghs skrøbelige sind og hektiske malemåde.

Vincent Van Gogh levede i stor fattigdom i hele sit liv og nåede aldrig helt at opleve sin egen berømmelse. Han bliver i starten af filmen bekendt med maleren Paul Gauguin, som i vrede mod den etablerede kunstverden, forlader Frankrig for at rejse til udlandet og male, som han har lyst til - uden om de etablerede impressionistiske kunstretninger og fremherskende malerskoler. Men Van Gogh bliver i Frankrig i den lille by Arles, hvor han slår sig ned i et lille hus, han lejer af madame Giroux. Han holder dog kontakt med Gauguin via hyppig brevveksling, og der opstår en form for fortrolighed og venskab mellem de to.

Billede og lyd
Man oplever Van Goghs sansning af naturen, når han vandrer omkring med lærred og malergrej på ryggen, når han lægger sig på jorden og hælder jord ned over ansigtet, når han står i meterhøj græs, og når han læner sig tilbage og lytter til vindens pisken gennem træerne. Der er rigtig meget lyd i filmen. Rigtig meget naturlyd i form af blæst og susen og rigtig meget klavermusik i melankolsk mol. Nogle gange næsten enerverende, irriterende klavertoner, der ensformigt, lidt dystert slår tonen an og akkompagnerer hans mørke sind. Klavermusikkens staccato fylder så meget, at det ind imellem overdøver billedsiden, men det er måske netop bevidst for at underbygge det tragiske faktum, at Vincents sindsyge er ved at tage over.

På et tidspunkt får han besøg af Paul Gauguin, og de tager ud i naturen og maler sammen. Van Gogh siger selv, at det er en nødvendighed for ham at male hurtigt med hurtige, nærmest vilde strøg, og at det er en genistreg, når en streg males i ét strøg. Hvortil Gauguin svarer: Men det er jo ikke sådan, du maler, Vincent, ja, du maler nok hurtigt, men du maler, og så maler du over igen. Du lægger lag på lag på lag, næsten som var det ler, der klaskes på en skulptur, - i virkeligheden er dine malerier mere skulpturer end malerier!

På en måde havde Gauguin ret. I hvert fald er det en hidtil uset måde at male på, hvor farver og former forstærkes langt ud over virkeligheden, som vi umiddelbart oplever den. En febrilsk eksplosion af farver. Ekspressionisme.

De indre dæmoner
Paul Gauguin er i mellemtiden blevet en anerkendt kunstner på dette tidspunkt og vil rejse til Paris og dermed forlade Van Gogh. Denne bliver fortvivlet over atter at skulle leve sit ensomme kunstnerliv i Arles, hvor meget få bryder sig om ham. Han drikker for meget og skejer ud med råben og underlige syner, antaster folk og i det hele taget opfører sig underligt. Der er heller ingen, der forstår hans kunst. I sin fortvivlelse over vennens bortrejse skærer han sit ene øre af og vil sende det til Gauguin i et vanvittigt forsøg på at få ham til at blive. Han erkender, at han har stemmer/onde ånder, der slider i ham og taler til ham, og det er også et forsøg på at få dem til at forstumme, at han skærer øret af.

Den næste tid ryger han ind og ud af forskellige sindsyge-anstalter. Tilbringer tid i spændetrøje og er ulykkelig. Hans bror Theo, som hele tiden har støttet ham økonomisk, må gang på gang hjælpe ham, når det hele ramler.

Ikke anerkendt mens han levede
På et tidspunkt har han en samtale på sygehuset for sindssyge med en præst (spillet af danske Mads Mikkelsen). Her siger han til præsten: Jeg tror, at evnen til at male er givet mig af Gud, men at det måske er en evne til at male billeder, der er beregnet på dem, der ikke er født endnu!

Senere siger han også, at han ikke bare maler, men han er sine malerier. Han maler virkeligheden større og mere virkelig end det, folk kan se. Og i en intens farveskala, som folk ikke har set i naturen før. Også det ser han som en guddommelig evne, han har fået skænket. Men lige som Jesus aldrig blev anerkendt i sin tid, er det også Vincents lod, at folk ikke forstår ham. Dette ikke sagt, som en blasfemisk udtalelse, hvor han sammenligner sig selv med Jesus, men mere som en konstatering af sit lod. Undervejs i sit liv siger han, at han beskæftiger sig mere med evigheden og det, som kommer, og tænker mere over det, end det liv, han er sat i lige nu.

Mistillid til kirken, men bevarede troen
Som præstesøn spiller kristendommen helt sikkert en rolle i hans liv uden at det udpensles. Man kunne ønske, at det var blevet uddybet mere, for filmen viser intet om det opgør, han havde med sin fars dogmatik, eller at han kæmpede med eksistentielle spørgsmål hele sit liv, men der ligger helt sikkert noget i titlen "Van Gogh - ved evighedens port", både mht. den udødeliggørelse af hans kunst, der kom efter hans død, men også på det personlige plan. For selv om han i sin ungdom mistede sin tro på kirken som institution, mistede han ikke sin tro på Gud, hvilket også anses i filmens slutning.

I 1882 skriver virkelighedens Vincent i et brev til broren Theo Van Gogh: Hvad er jeg i de fleste menneskers øjne? Et nul eller en særling eller uønsket person,- en der ikke hører til i samfundet og aldrig kommer til det, kort sagt lidt lavere end de laveste. Okay…, men så vil jeg gerne i mine værker vise, hvad der gemmer sig i hjertet på en særling og et nul som mig.

Willem Dafoe i sit livs rolle
Van Gogh er mesterligt spillet af Willem Dafoe, som ligner Vincent Van Gogh fuldstændig, og det uden at være sminket særligt meget. Hans dybtliggende øjne i øjenhulerne, hans stærkt markerede, fugede ansigt med de høje kindben og den dybe melankoli, mildhed, men også vanvid, der ligger i hans øjne. Ja, det er som at se Van Gogh.

Det er på mange måder en underlig, men også interessant film. Det er ikke en film, alle vil fænges af. Man skal have indblik i Van Goghs liv og interesse for hans kunst for at blive suget med ind i filmens univers.  Den er langsom. Den er flimrende og springende og af og til usammenhængende. Den er melankolsk, men der er også en særegen skønhed over at få et kik i et skrøbeligt sind i en genial kunstner.  Som han selv siger i filmen: der vil altid være noget galskab ind over stor kunst. Filmen er på den måde både intens og insisterende på trods af sit langsomme tempo. Ligesom både lyset i naturen og i hans farverige billeder, man ikke kan slippe, når man først har set dem, sådan sætter filmen sig alligevel i en. Det kan undre, at et menneske med så meget sortsyn og tristhed i sig, kan formidle så meget lys og farve. Det generede mig lidt, at der ikke var mere dvælende ved naturens skønhed, som han afbilleder på formidabel vis i sin værker, - men der vises ingen store solsikkemarker nogen steder. Derimod ser man ham gå igennem en visnet solsikkemark, hvor de lange stængler ligger på jorden. Men måske er det netop filmens kunstneriske indsigt i Vincents sind, at man vælger den tilgang. Hermed skildres den forfaldsproces, han er i i sit hærgede indre. Alligevel må jeg sige, at selv om der var mange filmtekniske ting, der irriterede mig i starten, var det måske netop denne flimrende tilgang, der får Vincent til at stå endnu tydeligere frem som menneske og som kunstner. Jo, absolut en god film og også en visuel interessant oplevelse. En kunstnerisk film om en stor kunstner.

Filmen er kommet på dvd.

---