To Rome with Love

Fire romantiske historier i Rom. En arkitekt er en slags samvittighed for en ung studerende, der flirter med sin kærestes veninde. En nygift ved, at det er utroskab at have sex med en fremmed, men kan man ikke bare angre det? Komedie, Romance, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2012
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Woody Allen,
Medvirkende: Woody Allen, Jesse Eisenberg, Ellen Page, Alec Baldwin,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 31.07.2013

Efter at have set Midnight in Paris, havde vi gode forventninger til "To Rome with Love". Først i filmen fortæller en politibetjent, der regulerer trafikken, at Rom er fuld af historier. Men mens han er optaget af at henvende sig til kameraet, sker der et sammenstød i det kryds, han skulle passe. Han har ikke styr på det. Vi får brudstykker af fire historier, som alle handler om parforhold. Heller ikke dér, er der styr på noget. Hvis du synes, det efterfølgende er forvirret, skal du vide, at det er helt i Woody Allens ånd.

En amerikansk turist Hayley spørger en tilfældig romer, arkitekten Michelangelo, om vej til Trevi-fontænen. Han følger hende hen til fontænen - og så er de et par. Hayleys far (Woody Allen), der er pensioneret operainstruktør, og mor, der er psykiater, skal besøge Michelangelos forældre. Michelangelos far er bedemand, og så er han god til at synge opera - i hvert fald i badet, så Hayleys far vil hjælpe ham til berømmelse.

Et nygift par, Antonio og Milly, kommer til Rom, hvor Antonio skal have arbejde i slægtens firma. Milly vil lige have ordnet hår, før de skal møde firmaets ledelse. Hun farer vild i Rom og ender et ret uheldigt sted. Anna (Penélope Cruz) - en prostitueret - banker fejlagtigt på Antonios dør og siger, at hun har fået betaling for at gøre alt for ham. Pludselig står slægten i døren, og Antonio må lade som om, Anna er hans hustru. I byen ender Milly med at stå i et valg: Vil hun have sex med en fremmed? Hun ved, det er utroskab, men kan hun ikke bare angre det bagefter?

En moden arkitekt, John (Alec Baldwin), genoplever sin ungdom i Rom ved at møde den arkitektstuderende Jack (Jesse Eisenberg). John er en slags bagklog samvittighed for Jack. Jack og hans kæreste Sally får Sallys veninde Monica (Ellen Page) på besøg. Monica er meget åbenmundet om sine seksuelle erfaringer, hvor hun også sætter homoseksuel praksis i et positivt lys. Jack viser Monica rundt i Rom, selvom både Sally og han erkender, der er en fare for, at han derved bliver forelsket i Monica.

Og så er der en ganske almindelig mand med en ganske almindelig familie - lige indtil en sværm af journalister gør manden berømt. Han bliver spurgt om alt muligt, fx hvad han spiser til morgenmad, og om han tror, at Gud findes. Han afskyr medieinteressen, men savner den alligevel, da journalisterne falder over et nyt offer. En kostelig ironisk kommentar om berømtheder, der kun er interessante, fordi de er berømte.

På den ene side har filmen et afslappet forhold til sex, og mange episoder antydes, men vises ikke. På den anden side siges det tydeligt, at sidespring er utroskab. Der er en fascination af det løsslupne og samtidig en dragning mod noget solidt og sundt. Nogle steder får man indtryk af, at det rigtige vil være ikke at give efter for fristelsen. Andre steder fornemmer vi, at et sidespring vil være en berigelse af parforholdet. Denne vaklen mellem det løsslupne og det pæne og korrekte gør det til en typisk Woody Allen-film.

Denne dobbelthed ses også i begyndelsen af filmen, hvor Woody Allens alter ego, operainstruktøren, sidder under indflyvning til Rom. Der bliver en del turbulens, og han sidder voldsomt anspændt. "Jeg kan ikke lade være med at være anspændt. Jeg er jo ateist," siger han til konen. Bag denne scene (og hele filmen) ligger måske Woody Allens fascination af folk, der har styr på tingene - både deres liv og deres tro - samtidig med, at han selv er dømt til at være ateist og leve et rodet liv, når det gælder ægteskaber.

Det er en forvirret og springende film med mange løse ender, men kan man overhovedet acceptere Woody Allens skæve og ironiske facon, er den både underholdende og tankevækkende.

Woody Allen: A Documentary - Manhattan, Movies & Me giver en udmærket introduktion til Woody Allens univers.

---