The Wife

Joe Castleman modtager nobelprisen i litteratur, men det viser sig, at det er hustruen, der er succesen bag forfatterskabet. Et intenst drama uden kedelig-korrekt feminisme. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2017
Varighed: 100 min.

Censur: 7 år
Instruktør: Björn Runge,
Medvirkende: Glenn Close, Jonathan Pryce, Christian Slater,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 30.03.2019

NÅR MANDEN LØBER MED ÆREN

En ældre forfatter, Joe Castleman (spillet af Jonathan Pryce) forsøger at lægge sig til at sove ved siden af hustruen, Joan. Han kan ikke sove af bare spænding. Han venter på en opringning. Han forsøger at afhjælpe søvnløsheden med at flirte sig til lidt sex under dynen med hustruen (spillet af smukke Glenn Close). Telefonen ringer. Den spændt ventede meddelelse kommer – han har fået nobelprisen i litteratur. De to danser i sengen, indtil Joan afbryder. Nu må de gøre sig klar til de mange følgende dages ståhej. Scenen er sat, og derfra ruller et intenst drama. Ikke ydre drama, men et drama i relationerne og i historien bag det succesfulde forfatterskab.

Første antydning af drama i parrets relation får vi, da søn og datter kommer for at ønske tillykke. Vi forstår, at sønnen også forsøger sig som forfatter, men mangler farens anerkendelse. Joe Castleman er tydeligvis mere optaget af sin egen succes end sønnens muligheder. I det hele taget er han mest optaget af sig selv i alle dele. Hans forhold til hustruen er øjensynlig præget af oprigtig hengivenhed, men meget hurtigt aner vi små spændinger. Det er, som den succes, begge glæder sig over, åbner sluserne for gamle sår og spændinger. Og man fatter langsomt mere og mere hvorfor.

Forfatteren og redaktøren
Vi får undervejs flere flashbacks til den tid, hvor begge var unge. Joe var en ung professor i litteratur, Joan var en af hans lovende – og meget smukke – studerende. Joe er gift, men indleder et forhold til Joan. Han fortsætter med utroskabslivsstilen, da han er blevet gift med Joan, så allerede dér ligger en del hengemt spænding. Men langt mere fortrængt spænding sluses ud, da vi bid for bid bliver klar over, at det er Joan, som er succesen bag forfatterskabet. For at sige det helt præcist: Det er hende, der har skrevet alle hans bøger. Hun var forfatteren, han var redaktøren.

Joan Castleman valgte tidligt at opgive forfattertilværelsen, fordi hun fik en tydelig fornemmelse af, at kvindelige forfatteres vej til anerkendelse var brolagt med uendeligt meget mere arbejde end mænds. Lige akkurat den del af plottet sidder man og overvejer realismen i. Vi befinder os trods alt i 1950’erne, længe efter adskillige kvindelige forfatteres stjernestatus på den litterære himmel, men det er muligt, at det stadig på det tidspunkt var betydeligt lettere at slå igennem som mandlig forfatter.

Den ene knokler og den anden løber med æren
Det er sådan set også lidt underordnet, hvor virkelighedstro denne del af plottet er, for hele dramaet rører ved en anden form for virkelighedsnærhed. Nemlig den virkelighed, der forbinder plottet med noget, der stadig kan genkendes i utallige ægteskaber: Den spænding der ligger i, at kvinden uvilkårligt påtager sig langt mere af det arbejde, der ikke skaber succes og anerkendelse udadtil, men som opretholder muligheden for netop det for – manden. Det i lange tider udbredte mønster: Kvinden er herre i hjemmet, manden er det udenfor hjemmet.

Vigtige temaer - filmen anbefales
Mønsteret har i lang tid været i stærkt opbrud i den vestlige verden, men ikke desto mindre tror jeg, at det alligevel ofte lever sit skjulte liv. Uanset at kvinden har sin succesfulde karriere, så er der mange eksempler på, at det stadig er manden, der får mest opmærksomhed udadtil, mens karrierekvinden ligeledes stadig er den, der knokler mest på hjemmebanen. Helt politisk ukorrekt kunne jeg endda fristes til at spørge, om der mon simpelthen ligger noget naturgivet i den rollefordeling? Men om det så skulle være tilfældet, og om både manden og især kvinden ligefrem godtager mønsteret som det naturlige, så gør det ikke filmens tema mindre relevant. Tværtimod. I ethvert ægteskab, både det traditionsbestemte og det traditionsbrydende, kan den gamle sætning "der står en stærk kvinde bag enhver succesfuld mand" melde sig som et stærkt kriseskabende tema. Det kan medføre tung slitage i et forhold, som hen over mange år har været præget af mandens succes udadtil med en stærk kvinde hjemme som afgørende forudsætning for succesen.

Jeg anbefaler meget filmen "The Wife" som en fin gennemspilning af det tema, uden for meget kedelig-korrekt feminisme.

---