Superbror

Lillebror Anton på 10 år bliver mobbet i skolen, fordi hans storebror, Buller, er autist. I beskrivelsen af en "ramt" familie er filmen god. Adventure, Familiefilm, Filmstriben.dk, TEMA Familiefilm A/7 år, TEMA Danske film, 
Produktionsår: Produktionsår: 2009
Varighed: 90 min.

Censur: 7 år
Instruktør: Birger Larsen,
Medvirkende: Lucas Clorius, Viktor Kruse Palshøj, Anette Støvelbæk,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 10.08.2010

I 2010 fik "Superbror" den kirkelige filmpris, Gabriel, som uddeles af Landsforeningen af Menighedsråd og en række kirkelige organisationer. Den fik prisen for "årets bedste familiefilm", og der er ingen tvivl om, at det er en god film – og en god film for familien. Det sidste afhænger dog af, hvor gammel man er. Min yngste på 8 år kunne godt lide filmen, men syntes også, at den var meget "voksen" og behandlede nogle temaer, som han godt genkendte fra skolen, men som han ikke brød sig om at se i en film.

Filmen er usædvanlig, fordi den behandler temaer som autisme og normalitet på en overraskende måde. Den 10-årige Anton bliver mobbet i skolen. Han har også en storebror, Buller, som er autist. Han går i specialklasse og hentes hver dag efter skoletid af Anton. I frustration over, at han ikke kan leve et "ganske almindeligt liv" sammen med deres mor og Buller, sender Anton en bøn til stjernerne om hjælp. Svaret lander i form af en "pistol", en Super-Trip-Remote lavet af en mand fra en anden planet. Den forvandler Buller til en uovervindelig superbror.

Filmen er teknisk set rigtig flot. Den udnytter computerskabte billeder på en, for dansk børnefilms vedkommende, ny måde. For eksempel i introsekvensen, hvor vi bevæger os fra brødrenes rækkehus op over taget, hvor det afsløres, at huset ligger lige ved en landingsbane ved lufthavnen på Amager og så videre ud i rummet og ud til planeterne.

Første del af filmen, hvor drillerierne og udfordringen ved at leve med en autistisk bror præsenteres, er meget rammende. Men altså ikke for de mindste børn. Samtidig vil jeg sige, at skønt Buller skal spille autist, så virker det mere, som om han spiller retarderet.

I historien er rollerne - ligesom i så mange familier i dag - byttet rundt: Der er mor, storebror og lillebror. Der mangler en faderfigur, og lillebror er egentlig familiens storebror, for han er den eneste "normale" (moderen er på evig jagt efter en kæreste) og han passer hver dag sin storebror.

Netop i beskrivelsen af en "ramt" familie er filmen "Superbror" rigtig god.

En særlig "perle" i filmen er Andrea Reimar, som i filmen spiller lillebror Antons selvbestaltede kæreste. Hun spiller en pige lige på kanten til at være teenager, og det gør hun rigtig godt og rigtig morsomt. Til gengæld er der andre hverdagsscener i filmen, der rammer helt ved siden af: Her tænker jeg især på mobbescenerne, dvs. de scener i filmen, hvor Anton bliver mobbet. Den måde, de andre drenge taler til ham på, og den måde, de mobber ham på, er meget "Far til fire"-agtig. Alt for pænt.

Man kan sige, at "Superbror" på rigtig mange måder minder om Ole Lund Kirkegaards Gummitarzan. I Gummitarzan skal Ivan selv opdage, at han ér god til noget, og historien bruges på at finde ud af, hvad det er, han er god til.

I "Superbror" bruges den magiske pistol, som gør, at Buller bliver "normal" og kan flyve, til at finde frem til hans sande værdi som menneske. Og da han finder frem til den værdi og sammen med sin lillebror opdager rigdommen ved livet trods udfordringer og sygdom, så kan de sammen se bøllerne fra skolen i øjnene.

Filmen slutter med en, må jeg sige, helt befriende scene, hvor de to brødre tager imod en masse tæsk (eneste "rigtige" eller ikke-Far til fire-agtige mobbescene i filmen), men gør det på en måde, som vidner om, at selv om de stadig har problemer og fremover vil møde mobning, så har de fundet en værdi, et fundament, der holder dem oppe.

Her er vi inde ved nogle helt grundlæggende temaer, som kan overføres direkte til livet som kristen – og når jeg skriver, at slutscenen med de mange tæsk er "befriende", så mener jeg det i forhold til fx den specifikt kristne film Facing the Giants, hvor hovedpersonerne får stor succes og ingen problemer har mere, efter at de har fundet deres værdi i Gud.

Samtidig vil jeg sige, at var det ikke for specialeffekterne og flyvescenerne og den magiske pistol, så var det ikke blevet en familiefilm eller en børnevenlig film. Så var det – som det jo også er – blevet en meget "voksen" film om familieproblemer og autisme. Men fordi disse ting er kommet med i filmen, får den et lag, hvor selv mindre børn kan være med og også få noget ud af den.

---