Stockholm Bloodbath

Kong Christian II's skændselsdåd i Stockholm i 1520 rummer stof til en klassisk storfilm. Der er drama, spektakulære begivenheder, kærlighed og svigt. Det lykkes bare ikke i denne film. Action, Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2023
Varighed: 145 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Mikael Håfström,
Medvirkende: Claes Bang, Alba August, Mikkel Boe Følsgaard, Sophie Cookson,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Jørgen Hedager Nielsen - 23.01.2024

EN MISLYKKET STORFILM 

"Stockholm Blootbath" har alle ingredienserne til en nordisk storfilm, der kunne blive en klassiker. Den rummer en spektakulær begivenhed, som er en del af det, der kom til at bestemme forholdet mellem Danmark, Sverige og til dels Norge i flere hundrede år. Den foregår i en tid med så store politiske intriger - især i Sverige - at det nærmede sig borgerkrig. En af hovedpersonerne er den ærekære og magthungrende Kong Christian II (Claes Bang), der vil erobre Sverige tilbage og genoprette Kalmarunionen. En fiktiv tilføjelse handler om de to unge kvinder Anne (Sophie Cookson) og Freja (Alba August), der kom i klemme. Den landsby, de hørte hjemme i, blev raseret af fem voldsmænd under ledelse af den grusomme Didrik Slagheck (Mikkel Boe Følsgaard). Pigerne lavede en liste over de fem grusomme mænd. Filmen igennem likviderer de to efterhånden alle på listen. Hvis man til alt dette lægger et par håndfulde skuespillere fra den øverste hylde og en instruktør, der tidligere har lavet mindst én fremragende film (Ondskab, 2003), så burde succesen være hjemme.

Skønne spildte kræfter
Desværre er det lykkedes for producer, instruktør og komponist at spolere det meste med nogle dårlige valg. Alt var til rådighed for at lave en seriøs film, hvor vi kom ind bag facaden på personerne og mærkede konflikterne og spændingerne. Det er spoleret ved at forsøge at fortælle meget af det med sarkasme, ironi og parodi. Man kommer i visse scener til at tænke på Quentin Tarantino og for eksempel hans Inglourious Basterds. Tarantino mestrer at tage et seriøst emne op og fortælle det med sarkasme og parodi, så det hele hænger sammen. Det kræver en fingerspidsfornemmelse for at finde den vanskelige balance. Den findes ikke i "Stockholm Bloodbath". Enkelte scener kammer over i noget, der leder tanken hen på Monty Pyton. Lidt sjovt, men fuldstændig malplaceret i denne film.

Klipperen - eller hvem der nu har ansvaret - har helt umotiveret tilføjet splitscreen i nogle scener, og når en ny person dukker op, fryses billedet, og vedkommende præsenteres med tekst på lærredet. Der er anvendt en stor, fed, farvestrålende skrift, som slet ikke hører hjemme i en film, der foregår i 1520. Er der da slet ikke noget godt. Jo, scenografien, kostumerne og fotograferingen er i orden. Visse passager af fortællingen - især med Anne og Freja - fungerer fint nok. Der er mange blodige scener, hvor der ikke spares på splatter. Det gælder især den svenske adels henrettelse, som har lagt navn til filmen. Men noget splatter må man acceptere i en film, der har "blodbad" i titlen.

De fleste af skuespillerne er nordiske, men alligevel taler de engelsk, som filmens titel også antyder. Det er noget i retning af teaterengelsk, hvilket betyder, at replikkerne heldigvis er lette at høre. Manuskriptforfatterne har moret sig med at flette moderne floskler ind. Vi hører for eksempel: den bedste version af dig selv, dysfunktionel familie, tag kontrollen over fortællingen. Og så hører vi desværre også gentagne gange: fuck, fuck og motherfucker.

Kirken er med hele vejen
Kirken har en gennemgående central plads. Mange af personerne var højt placerede kirkefolk. Typer som for eksempel Gustav Trolle (Jakob Oftebro), der stod i spidsen for mange af intrigerne, var biskop. Men også Kong Christian II og mange andre giver udtryk for deres kristendom. Når kirken får politisk magt, bliver den korrumperet. Lidt indirekte viser filmen, hvilken magt Luther var oppe imod, og hvorfor reformationen var nødvendig. Her skal vi minde os selv om, at vi ikke må sætte lighedstegn mellem den katolske kirke i 1520 og den i dag. Det eneste lyspunkt, når det gælder kristen fromhed, er Freja. Hun læser flittigt i sin bibel (hvor mange svenske piger gik rundt med sin egen bibel i 1520?), men vi hører hende ikke aflægge et vidnesbyrd om sin tro. Hun er nemlig stum, indtil hun slutter filmen med at komme med et meget sigende udbrud, da hun ser genopbygningen af kirken i pigernes hjemlige landsby.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---