Spejlet

Zerkalo

Andrej Tarkovskijs vel nok mest gådefulde film om barndommen og erindringen. En film der snarere skal opleves end forklares. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 1975
Varighed: 108 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Andrej Tarkovskij,
Medvirkende: Margarita Terechova, Jurij Sventikov, Ignat Danilcev,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 16.03.2012

For nogle vil det nok mere være en advarsel end en anbefaling at vide, at danske Lars Von Trier i sit filmiske arbejde har følt sig meget inspireret af den russiske instruktør Andrej Tarkovskij. Jeg kan sagtens se en forskel på de to instruktørers arbejde – og den falder for det meste ud til Tarkovskijs fordel. Han laver – på godt og ondt – knapt så jordbundne film som Von Trier, der stort set altid forfalder til at beskrive kødets (af)magt for os. I stedet stiller Tarkovskij i sine film mennesket over for dybe, eksistentielle problematikker, uden at forfalde til barnagtige provokationer. Det er med til at gøre hans film vanskelige at forstå. Men tålmodigheden belønnes – i hvert fald ofte.

Af de Tarkovskij-film, jeg har set, er "Spejlet" så klart den mest vanskelige og uigennemtrængelige oplevelse. Det er meget bemærkelsesværdigt, hvordan det alligevel kan blive en stærk og uforglemmelig filmoplevelse. Måske er det der, man skal lægge vægten: At det er en film, der skal opleves snarere end forklares og forstås. Det lyder måske umiddelbart som om, det ikke giver frygtelig meget mening. Men nogle film er som kunstværker, der skal fornemmes med hele sanseapparatet, frem for at blive udkrystalliseret til en enkel morale eller historie. Det er netop noget af det, filmmediet kan, og som Tarkovskij udnytter til fulde.

Filmen kan ses som en erindringsmosaik fra Sovjetunionen omkring anden verdenskrig. Tarkovskij selv kaldte filmen for hans mest personlige. Måske er det derfor, den er bevidst besværlig at se for os, der ikke har været i Tarkovskijs sko. Med uforglemmelige billeder og stærke skuespilpræstationer lykkes det for Tarkovskij at beskrive fornemmelser, følelser og oplevelser fra barnets side.

Og dét gør Tarkovskij som en mester – beskriver barndommen og erindringen som noget, der er levende, som noget, der ikke er lineært, men som alligevel er med til at forme og skabe os som mennesker. Filmen er gådefuld, ja, men den er fantastisk til at være det.

---