Som i himlen

Så som i himmelen

Daniel, musiker og dirigent, vender tilbage til sin barndomsby for at få ro, men bliver hurtigt engageret i det lokale kirkekor. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2004
Varighed: 132 min.

Censur: 11 år
Instruktør: Kay Pollak,
Medvirkende: Michael Nyqvist, Frida Hallgren, Helen Sjöholm, Axelle Axell,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Maria og Svend Sørensen - 19.12.2006

Den handler om en stor musiker og hans livsdrøm.
Eller: den handler om et lille samfund i det nordlige Sverige og viser det nordsvenske landskab i al sin skønhed.
Eller: den handler om en præst, der er bange for livet.
Eller: den handler om mennesker og deres forsøg på at leve det liv, de hver især har fået, og om den måde, de prøver at være medmennesker for hinanden på. Forskellen på at støtte og at opbygge – og så at nedgøre og ødelægge.

Det er en underfundig film, som i et roligt tempo giver et kig indenfor hos en flok mennesker i Nordsverige. Stærke (?) og skrøbelige, glade og bedrøvede.

Daniel, som er verdenskendt musiker og dirigent, vender tilbage til sin hjemby for at få ro og helse. Han bliver involveret i det stedlige - lidt ubehjælpsomme - kirkekor og i de mennesker, som udgør koret. Og så ruller livet sig ud for os i billeder og i en tankevækkende, morsom og nærgående dialog.

Persongalleriet rummer os alle sammen: de forknytte, de bange, de stærke, de glade, de usynlige, de almindelige, de svage, de tykke, de misundelige osv. osv.

Hvad sker der så med os, når vi får hjælp til at komme ind bag facaden? Tør vi? Kan vi? Vil vi?

Filmen viser, at vi har brug for hinanden for at kunne leve livet, uanset hvilken facade, vi skjuler os bag. Den er ikke uden paralleller til evangeliet, men skal efter vores mening ses for sin egen skyld, ikke for forkyndelsen.

(Red: Tager vi de teologiske briller på, er filmen dog ikke uproblematisk. I sin artikel En bedre filmoplevelse gør Terje S. Skjerdal opmærksom på, at præstekonen Inger i en diskussion med sin mand, udbryder: "Der er ingen synd! Det er noget, som kirken har fundet på." Omtrent samme ordvalg brugte instruktør Kay Pollak ifølge Skjerdal, da han blev spurgt om sit syn på synd. Man kan derfor med rette spørge, om Kay Pollak ville mere end at lave en lidt skæv film om et kirkekor? Er han ikke snarere ude i et frontalt angreb på én af kirkens mest centrale dogmer om synd og nåde? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Pollak har placeret al sympatien og det livsbekræftende hos præstekonen Inger, mens hendes mand står for alt det mørke, dobbeltmoralske og livsfornægtende.)

Personerne står stærkt og spiller godt: Lena, som har SÅ meget kærlighed at give af, og som ikke tåler løgnen. Gabriella i sit voldsfyldte ægteskab. Stig med sin usikkerhed overfor sit præstekald og sit ægteskab. Arne, der uden tøven organiserer alt og alle. Inger, som vil livet og kærligheden og prøver at nå sin mand. Og den dejlige gamle Olga, som trods høreapparat og batteri er ivrig og meget nærværende i koret. Og hvordan Tore, som er psykisk udviklingshæmmet (formentlig kalder de det ikke sådan i den by!), kan spille så ægte, er en gåde. Og så fremdeles …

Korets udvikling og oplevelser skal ikke røbes, ej heller den overraskende slutning.

Nogle vil få brug for mange Kleenex til filmen. Sådan kan det virke, når mennesker giver sig i kast med livet og bruger de talenter, de har. Den er betagende.

---