Precious

Prisbelønnet drama om livet i det hårde miljø i Harlem, og de udfordringer og sociale belastninger folk derfra har dagligt. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2009
Varighed: 110 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Lee Daniels,
Medvirkende: Gabourey Sidibe, Mo'Nique, Mariah Carey,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 04.02.2010

Filmen "Precious" har fået en fantastisk fødsel. Som den første film nogensinde har den vundet publikumsprisen på både Sundance Film Festival og Toronto ditto. Den har alt i alt (indtil videre) vundet syv priser for bedste film, og den kan meget vel være en seriøs kandidat til den eftertragtede Oscar. Hvorfor? Fordi filmen leverer en gribende fortælling om den fede og trængte Precious, der kæmper sig vej ud af det tillukkede Harlem. En socialrealistisk skildring, som ikke bare trækker på alle drama-knapperne, men også har stærke skuespilpræstationer og et højt æstetisk niveau.

Vi følger gadepigen Clareece "Precious" Jones, som kæmper en hård kamp i skolen og derhjemme. I filmens start bliver hun kaldt ind på rektorens kontor, som fortæller, at hun er opmærksom på, at Precious er gravid for anden gang på bare ét år.  Hvad rektoren ikke ved er, at det er Precious' egen far, der for anden gang har gjort hende gravid, og at Precious kæmper en hård kamp med sin mor, som er jaloux på Precious, fordi faderen ikke gider gøre hende gravid.

Precious er god i skolen, i hvert fald hvis man kigger på hendes karakterer. For pludselig åbenbarer der sig en mulighed for, at hun kan komme på den alternative skole "Each one - teach one". Det kræver dog lige en læse/regne-test, og Precious har igennem mange år skjult sig på bagerste række, fordi hun hverken kan regne eller læse. Precious ender med at komme i en pigeklasse, som mildt sagt er noget alternativt sammensat, men som har den søde, rare, flinke og smukke lærer mrs. Weiss (Mariah Carey), som hjælper dem med deres problemer. Her har vi filmens måske største problem: at man har valgt en så kendt sanger som Carey til at spille mrs. Weiss, gør karakteren en anelse for karikeret, og det endda selvom Carey faktisk spiller meget godt. Men hun er en tand for pusse-nusset, og passer kun lidet ind i det barske Harlem-miljø.

Precious får dog hjælp til sine problemer - og måske endda for første gang venner! Mere skal der ikke røbes af handlingen, for der er faktisk flere spændende ting gemt i denne handlingsmættede film.

Rent kunstnerisk vinder filmen mange point hos mig. Lydsiden er næsten fabulerende, og jeg talte vel omkring en syv-otte genrer på filmens knap to timer. Imponerende. Det spænder simpelthen over alt fra R & B, rock ‘n’ roll, klassisk, swing, beat, gospel, pop til wave. Det er noget, som er med til at gøre filmen sprudlende, og det afspejler den etniske smeltedigel, som det moderne samfund repræsenterer.

Billederne er flot klippede, og der er mange gode visuals, med alt fra farvemætning, håndholdt kamera, close-ups til match-cup og face-zoom.

Filmen har et hårdt sprog, specielt mellem Precious og moderen. Det er dog en troværdig skildring af miljøet og noget, som faktisk giver det en troværdighed. Tøjstilen, som er lige dele bling-bling og genbrug, er også godt lavet, og specielt attituden hos Precious er godt spillet, da den viser både den håbende teenager og den hårdkogte Harlem-tøs. At mrs. Weiss så er lesbisk - og det bliver en anelse idylliseret - virker i mine øjne som en overflødig tilføjelse til en i forvejen agitatorisk film. Men ok, med Oprah Winfrey som co-producer forventer man sig vel også lidt socialpolitisk boblevand.

Filmen er en crowdpleaser, og der er mange, som vil komme til at græde og glædes med denne film. Det er en god film, som man bliver beriget af, og som sætter mange spørgsmål i gang hos betragteren.

Til refleksion
I hvor høj grad er myndigheder forpligtiget til at gribe ind over for belastede familier?

Hvordan aflaster man belastede børn både fysisk og psykisk?

Hvordan fører man overbevisningen "vi er alle værdifulde" over i det daglige liv?

---