Peterloo

Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2018
Varighed: 154 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Mike Leigh,
Medvirkende: Rory Kinnear, Maxine Peake, Neil Bell,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 12.06.2020

DEMONSTATION KNUSES 

Da jeg for efterhånden mange år siden så Mike Leighs film Hemmeligheder og løgne, var jeg solgt. En fuldstændig fremragende film. Og jeg tænkte, at jeg skulle se alt, hvad der sidenhen måtte komme fra ham. Det gjorde jeg så ikke af en eller anden grund. Desto mere glædede jeg mig til at se hans nyeste "Peterloo".

Jeg indrømmer, at den ikke begejstrede mig nær så meget som førnævnte. Men den er værd at se. De to nævnte film er også meget forskellige. ”Hemmeligheder og løgne" er et meget stærkt psykologisk menneskedrama. "Peterloo" er også et stærkt menneskedrama, men uden person-psykologi. Uden det menneskenære i dramaet. Det dramatiske og sådan set også bevægende ligger i selve den hændelse, filmen skildrer. På en måde lidt som Tolstojs digre værk Krig og fred, hvor "hovedpersonen" er krigen selv og egentlig ikke nogen af de utallige personer i persongalleriet. Det samme kan siges om denne film, hvor persongalleriet er meget bredt uden egentlige hovedperson(er).

De gode, onde og dumme
Filmen skildrer en historisk hændelse i 1819, hvor en stor folkeskare samledes i Manchester for at protestere mod regeringens politik og demonstrere for reformer. Det hele endte i et kaos, hvor myndighederne slog benhårdt ned på forsamlingen, som også bestod af mange kvinder og børn.

Filmen skildrer den politisk-sociale baggrund for demonstrationen. Vi føres ind i en række menneskeskæbner på begge sider af konflikten. Filmen giver en meget autentisk følelse af disse mennesker. Personlighederne stritter i alle mulige retninger. Og der er gode og onde, kloge og dumme på begge sider. Og der er den samme svulstigt højstemte tone i propagandaen på begge sider.

Mennesker bankes på plads
Toppen af samfundet, kongehuset skildres som gebrækkelig over-overklasse. Der er langt fra tale om noget, der ligner den franske revolutions voldsomhed og voldelighed. Vi er tydeligvis i en anden kultur, som dog også har fundet en vis inspiration fra den franske revolution. Og det foruroliger selvsagt myndighederne, som nødig vil udsættes for samme oprør og ødelæggelse, som skete for myndighederne og kongehuset i Frankrig 30 år forinden. Hvilket fører til den forfærdelige nedtrampning af folkedemonstrationen.

Som sagt savnede jeg medrivende menneskeskæbner. Filmen er længe om for alvor at rive med. Men til sidst, da folkeforsamlingen på 60.000 almindelige, dybest set fredsommelige mennesker bankes på plads, begyndte følelserne at komme i kog.

---