Påfuglen

Pfau - Bin ich echt?

Matthias bliver hyret til mange opgaver: at være musikkyndig ved selskab, at være forælder i skolen, at være partner osv. Hjemme kan han ikke finde ud af, hvem han er. En underholdende film om identitet og forstillelse. Drama, Komedie, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2024
Varighed: 102 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Bernhard Wenger,
Medvirkende: Albrecht Schuch, Anton Noori, Julia Franz Richter,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 26.11.2025

AT FINDE SIG SELV 

Sarkasme og sort humor, der hænger nogen ud, er ikke stikord, der plejer at få os til at se en film. "Påfuglen" er en undtagelse. Den bruger satire og sarkasme vældig elegant, og den sorte humor ligger som en tone under hele filmen, Den minder om, at vi har at gøre med et værk, hvor der gemmer sig mere, end vi ser ved første øjekast.

Kulturelt snobberi
Efter åbningsscenen, hvor en golfbil brænder, og et par heltemodigt slukker ilden, kommer en friluftskoncert, hvor et publikum fra overklassen - bedømt ud fra påklædningen - opmærksomt lytter til en cellist, der spiller et ret enerverende stykke musik. Efter koncerten samles man omkring små caféborde for at nyde en drink. Ved et bord står Matthias (Albrecht Schuch) og hans kvindelige partner. Samtalen om værket bevæger sig lidt famlende, indtil Matthias kommer med nogle begavede bud på, hvordan man skal forstå det, og hvad det minder om. Så slutter flere sig til, og samtalen kommer i gang. Et par gange må Matthias hjælpe den videre. Vi fornemmer, at vi ser på en gruppe kulturelle snobber.

En del af den virkelige verden
Vi finder ud af, at Matthias er medarbejder i firmaet "My Companion". De tilbyder ledsagere til alle mulige anledninger undtagen seksuelle. I løbet af filmen får Matthias et job, hvor han skal være far til en dreng, der har brug for en spændende far til klassens mød-min-far-arrangement. Ved en 60-års fødselsdag er han den taknemmelige søn, der holder hyldesttale for fødselaren. Vidt forskellige opgaver, der kræver grundig forberedelse. Kundernes tilbagemeldinger på firmaets hjemmeside er alle begejstrede over Matthias' præstationer. Matthias er ikke skuespiller. Han arbejder som en del af den virkelige verden, får vi at vide.

Avantgardistisk kunst spiddes
Mange af Matthias' jobs foregår, når det kulturelle borgerskab bruger kunsten - ofte i form af avantgarde. Det giver manuskriptforfatter og instruktør Bernhard Wenger anledning til at sætte fokus på moderne kulturbrugere. Det er her, sarkasmen kommer ind, eller måske skulle vi sige satiren, ironien, spydigheden. Vil man være noget i det fine selskab, skal man være kulturel på den avancerede måde. Man skal kunne deltage i samtaler om værkerne, også selvom man ikke har noget at sige. Det er kort sagt rent snobberi. Det siger instruktøren ikke rent ud, men han antyder det ganske raffineret.

Identitet
Filmens hovedtema er dog ikke kulturkritik. Det er identitet. Matthias bor i et hus, der tyder på, at der er gode penge i hans arbejde. Han er gift med Sophia (Julia Franz Richter), der klager over, at hun ikke mere kan finde den Matthias, hun giftede sig med. Det er ikke muligt at komme ind under huden på ham. Hun sætter ikke konkrete ord på det, men vi er vidne til en mand, der glider af på alt. Kun, når han er på arbejde, har han meninger og kan tage beslutninger. Da hun flytter fra ham, forstår han ikke årsagen. Efterhånden bliver han dog selv klar over, at hans job har udhulet ham, så han er tom indeni. Resten af filmen handler om hans kamp for at finde sig selv igen.

Balancen holdes
De to temaer flettes sammen undervejs, så de belyser hinanden. Det sker afbalanceret og effektivt. Og alt sammen er gennemsyret af humor. Både den stilfærdige underfundige humor og den, der udløser er godt grin. Det er fuldt berettiget, at filmen kaldes en komedie, og den kan ses som en underholdende film alene af den grund. Men de to temaer har dybere lag, som man ikke lige bliver færdig med. For kender vi ikke alle situationer, hvor vi gemmer os bag en facade? Og er der ikke mennesker, for hvem facaden bliver noget, der er en del af hele deres fremtræden - måske endda uden at de selv er klar over det? Temaet om tomt kulturelt eller socialt snobberi er kun sjovt, hvis man kan overføre det på andre. Men måske vil en forsigtig selvprøvelse efter filmen afsløre, at der nogle gange er mere forstillelse end substans i den måde, jeg agerer i mine sociale sammenhænge? Når filmen fungerer, er det fordi den er godt lavet. Det kunne sagtens være gået galt, men det gør det ikke.

Filmen er kommet på dvd og kan ses på filmstriben.dk

---