Only God forgives

Et særpræget filmdigt om ødelagte følelsesliv. Plottet er meget tyndt, vold er der ikke meget af, og mange af scenerne er underlige, mærkelige, kedelige. Drama, Krimi, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2013
Varighed: 90 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Nicolas Winding Refn,
Medvirkende: Ryan Gosling, Kristin Scott Thomas, Vithaya Pansringarm,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 17.06.2013

Et krav om hævn
Amerikaneren Julian (Ryan Gosling) lever i Bangkoks kriminelle underverden. Officielt som leder af en thaibokseklub, i virkeligheden som bagmand for omfattende narkohandel. Både Julian og hans bror har særprægede seksuelle vaner. Da hans storebror i jagten på opfyldelsen af sine vaner dræber en 16-årig prostitueret, antændes lunten. Den prostituerede hævnes af den pensionerede politichef Chang (rigtig cool spillet af Vithaya Pansringarm) ved, at denne dræber broren. De to brødres mor ankommer straks derefter fra USA for at få sin (efter hendes mening) ret uduelige søn til dog at foretage sig én mandig handling: hævne sin storebror! Da Julian prøver at anføre, at det måske ikke er så enkelt, fordi broren jo trods alt havde voldtaget og myrdet den stakkels pige, svarer moren blot mellem to hidsige hiv af sin cigaret: "Jeg er sikker på, at han havde sine grunde til det!" Julian begynder – lidt tøvende og vel aldrig helhjertet – på hævnaktionen på Chang, der dog er særdeles effektiv til at svare igen.

Film-lyrik
Advarsel: dette er en kult-film! Hvis man vil se den for at se en film med dejlig meget vold og action, ender man nok som ham, der sad ved siden af mig i biografen. Da han gik ud bagefter, sagde han til de to, han havde inviteret med: "Undskyld, at jeg spildte jeres aften." Bedømt ud fra almindelige kriterier for rå voldsfilm (og sådan går rygtet jo om denne film) er den en total taber: plottet er meget tyndt, vold er der godt nok ikke meget af, og mange af scenerne beskrives umiddelbart bedst med ord som: underlige, mærkelige, kedelige. Man skal være til filmdigte, hvor filmen ligner den type kunstinstallationer, hvor billeder, musik og lyrik smelter sammen, for at kunne nyde denne film. Men så får man til gengæld også noget for pengene. Hvis du har set "Valhalla Rising", ved du lige præcis, hvad jeg mener: lange scener, hvor man bare ser en stemning, fx en person, der står stille i et rum, eller en lang hotelgang med en spændende lyssætning i rødt og skygge, eller en scene med to personer, hvor det rum, de er i, pludselig transformeres om til en skov, eller …

Menneskets mørke indre
Den lille familie på to sønner og en mor bruges til at skildre, hvor galt det kan gå i menneskesindet, når omstændighederne er dårlige nok. Moren (formidabelt modbydeligt spillet af Kristin Scott Thomas) er helt uden positive menneskelige følelser og håner offentligt Julian for altid at have været sin bror underlegen – hvad enten det drejer sig om størrelsen af deres penis eller det drejer sig om mandsmod til at beskytte og adlyde deres mor. Storebroren ser vi ikke meget til, da han jo dør i begyndelsen af filmen. Men vi aner, at hans liv efterhånden er så afstumpet, at der skal mere end almindelig sex og narko til at give ham den mindste oplevelse af noget positivt. Julian virker som et træ, der er dødt indefra: udvendig fungerer han til dels endnu, men hans indre er næsten ædt op af meningsløsheden i et miljø, hvor kærlighed, menneskelig værdi og tilgivelse er fremmedord. Changs indre åbnes der heller ikke meget for – han fremstår som noget, der kun i det ydre er et menneske. Hans primære funktion er at håndhæve retfærdigheden med sit samuraisværd.

Det blodrøde
Filmen er meget rød. Primært gennem de mange scener med røde lamper, røde hotelgange osv. (her er det thailandske miljø jo meget taknemmeligt), men også gennem noget blod. Jeg synes ikke, der er ret meget vold i filmen. Dels fylder det ikke meget i antal minutter eller antal personer, der udsættes for det. Og dels er volden godt nok beskrevet meget tydeligt, men det er på en ret symbolsk måde. Vi er milevidt fra "motorsavsmassakren" og den slags. Volden bliver et sprog, som skuespillerne (og instruktøren) udtrykker sig igennem. Den længste voldsscene i filmen beskriver, hvordan en lejemorder skal presses til at fortælle, hvem der hyrede ham. I den forbindelse føjer Chang nogle ord til sine handlinger. Chang siger, at når morderen ikke vil fortælle, hvad han har set, kan Chang lige så godt skære hans øjne ud (det sker så), og når morderen åbenbart heller ikke vil bruge sin ører til noget fornuftigt, … (gæt selv).

Den tydeligste sætning, sagt med vold, er måske, da Julian finder sin mors lig. Han skærer et hul i hendes mave og stikker sin hånd ind i det. Symbolsprog for (tror jeg) at Julian fortvivlet prøver at genvinde en plads i hendes livmoder, at blive accepteret som søn.

Kun Gud tilgiver
"Gud" optræder i titlen – men ellers overhovedet ikke i filmen! I hvert fald nævnes han ikke eksplicit. Noget af det nærmeste, vi kommer et udtrykt "budskab" er måske i sangteksterne i de mange og lange passager, hvor Chang synger karaoke for sine politifolk på en restaurant. Efter sigende skulle denne thai-popsang udtrykke længsel og håbløshed. Refn lægger altid stor vægt på lydsiden i sine film (tænk bare på Drive), og her bruges det til at underbygge denne mærkelige, lidt verdensfjerne, melankolske stemning, der præger hele filmen. Man kunne måske se Chang som en buddhistisk dødsgud. Jeg oplevede, at titlen henledte min opmærksomhed på, at man i det skildrede miljø ikke regner med Guds nærvær. Man har derfor ikke mulighed for at trække på de ressourcer af tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed, som Gud har. Og derfor er der kun det sorte i menneskets sind tilbage. Og derfor bliver filmen så rød og sort. Det er nok at gå noget længere, end Nicolas Winding Refn selv vil være med på. Men ikke desto mindre synes jeg, at filmen gav mig den pointe at gå hjem på – så jeg var ikke så skuffet som min sidemand i biografen.

---