Om det uendelige

Om det uändliga

Et kunstværk eller en kunstig film? Meningerne vil nok være delte. I hvert fald er det en ganske ualmindelig film, der bør sætte dybere tanker i gang. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2019
Varighed: 78 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Roy Andersson,
Medvirkende: Bengt Bergius, Jan-Eje Ferling, Martin Serner,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 21.01.2022

LIVETS STORE OG SMÅ UALMINDELIGE ALMINDELIGHEDER 

Filmen består af en række tableauer, undertiden adskilt af helt sorte klip. Nogle er kommenteret af en varm, men lidt lakonisk kvindelig fortællerstemme: F.eks. "Her er en ung mand, der ikke har lært kærligheden at kende." Nogle tableauer er almindelige klip med få replikker – andre igen har en person, der taler direkte ind i kameraet. Nogle personer går igen i flere tableauer, andre optræder kun én gang.

Det meste foregår i et ikke særlig farverigt nutidigt svensk bymiljø – andre er i Tyskland og Rusland i slutningen af anden verdenskrig. Ud over sidstnævnte er der en strøm af almindelige mennesker, som man ikke ville vende sig om efter, hvis man mødte dem. Vi får et glimt af deres liv – enten bare lige, hvordan de har det her og nu, eller vi aner måske konturerne af hele deres liv. Konturer, der sjældent er særlig bemærkelsesværdige, men snarere lidt for almindelige og uden de store glæder – fx manden på trappen (Jan-Eje Ferling), der har købt ind til en lækker middag sammen med konen, men irriteres over en anden mand, han lige har mødt.

Komedie eller tragedie
Som Roy Anderssons andre prisbelønnede film, er denne svær at få helt styr på.  Der er passager, der kalder på smilebåndet. Men ofte sidder man med den kendte følelse: "Skal jeg grine eller græde?" – og filmens generelle stemning lægger efter min mening helt klart mest op til at græde. Samtidig er der nogle skønne detaljer, man måske får som belønning for sin tålmodighed i de tableauer, der bestemt ikke overtræder nogen fartgrænse. Måske ser man tiggeren gennem en af ruderne i den bus, hvor en mand sidder og græder – hvilket afføder mange forskellige reaktioner fra de andre passagerer. Måske opdager man, hvor den enerverende lyd i førerbunkeren kommer fra. Måske … nej, nu skal jeg ikke ødelægge din egen opdagelsesrejse efter de skønne små detaljer – der også findes i underlægningsmusikken, i de fugle, der flyver forbi osv.

Præsten uden tro
Den mest gennemgående figur er en midaldrende præst (Martin Serner), der har mistet sin tro på Gud. Han har mareridt om at måtte slæbe sit kors gennem gaden, mens almindelige svenskere torturerer og håner ham. Ved en gudstjeneste sidder han i sit arbejdsværelse og græder: "Min Gud, hvorfor har du forladt mig?" –præcis de ord, Jesus bad, da han hang på korset. Præsten ser dog på ingen måde sig selv som en frelser-skikkelse, men som en dybt plaget mand, der har mistet alt håb og mening. Han opsøger en læge (Bengt Bergius) for at få hjælp. "Hvis Gud ikke findes, hvad skal man så tro på!?" klager han til lægen, der roligt fortæller ham, at han i hvert fald klarer sig fint med bare at prøve at nyde livet uden Gud. Se selv, om det lykkes lægen at hjælpe den stakkels præst.

Meningen
Umiddelbart præsenterer filmen os ikke for nogen løsninger eller en samlet mening med livet. Den viser os et bundt løse ender. Måske aner man en pointe i den unge studerendes oplæsning for sin kæreste af teorien om, at alt er uforgængelig energi – den skifter bare form hele tiden. Så vi mennesker er altså bare et øjebliks form af de uendelige energier … Om det er filmens budskab, er nok meget svært at sige. Men i hvert fald vises menneskelivet fra dets lidt triste og til tider fuldkommen ulykkelige side. Der er ikke megen optimisme og fremtidshåb. Man kunne se præsten uden tro som en beskrivelse af kristendommens fallit – men man kan også se det som en antydning af, at uden tro er livet både uden mening og glæde. Eller man kan se det som noget helt tredje. Filmen virker i hvert fald her som genuin kunst: den giver mange impulser til at tænke og føle og engagere sig eksistentielt – men absolut ingen tydelig guidning til, hvor tanker og følelser bør gå hen. Så læn dig tilbage, se filmen og følg dine egne veje. Personligt førte mine veje mig til at takke lidt for, at jeg – trods kampe med tvivl ind imellem – ikke har det som præsten, men tværtimod kan tro på Gud og dermed tro på en dybere mening med det hele og erfare glæde og tilfredshed over livet – trods alt.

Filmen er kmmet på dvd.

---