Miral

Den israelske instruktør Julian Schnabel har lavet en film, der fortæller om den israelsk-palæstinensiske konflikt set fra den palæstinensiske side. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2010
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Julian Schnabel,
Medvirkende: Hiam Abbass, Freida Pinto, Vanessa Redgrave, Willem Dafoe,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 17.01.2011

PALÆSTINENSISKE KVINDER I FORTVIVLELSE OG HÅB
"To selvstændige stater, hvor vores nærmeste allierede ikke er de arabiske stater, men Israel." Sådan udtrykker en af palæstinenserne i "Miral" sit håb. Og det er også filmens underliggende budskab. Instruktøren er jøde, men fortællingen er set fra en palæstinensers synspunkt. Filmens forlæg er en selvbiografisk roman, som er skrevet af den palæstinensiske, kvindelige journalist Rula Jebreal, der nu arbejder i Italien. Skelettet i filmen er fire kvinder, der skildres efter hinanden, men med en del overlapning.

Hind Husseini (Hiam Abbass, Citronlunden, The Visitor) er en omsorgsfuld og handlekraftig kvinde, der i 1948 tager en flok børn til sig og opbygger en institution for 2000 palæstinensiske piger. Hun brænder for palæstinensernes rettigheder, men afskyr vold. Hendes mål er at opbygge det palæstinensiske folk gennem undervisning. Hind døde i 1994, og institutionen, Dar El Tifl, findes stadig.

Fatima (Ruba Blal), der er en sygeplejerske på et hospital i 1967 efter seksdages-krigen, hjælper nogle palæstinensiske krigere til at flygte fra hospitalet, så de undgår at blive krigsfanger. Hun går ind i terrorisme, bliver fanget og får tre gange livstid.

Nadja (Yasmine Elmasri), der udnyttes seksuelt af sin plejefar, flygter, får arbejde i underholdningsbranchen og får et halvt års fængsel for at give en jødisk kvinde et slag i ansigtet. Nadja og Fatima bliver sat i samme celle, og Fatima får sin familie til at tage sig af Nadja, da hun bliver løsladt.

Miral (Freida Pinto, Slumdog Millionaire) er den sidste og hende, der binder historien sammen. Vi undlader at fortælle, hvordan de fire kvinders liv er knyttet sammen, for det vil afsløre for meget af handlingen. Miral fortæller senere historien i den bog, der er filmens forlæg. Det betyder, at hele filmen skal ses som en skildring af, hvordan hun har hørt og oplevet det hele. Selv om filmen bygger på virkelige begivenheder og personer, skal den ikke ses som en objektiv skildring af historien. Den viser, hvordan en palæstinensisk kvinde subjektivt har oplevet det. Husker man det udgangspunkt, er "Miral" et væsentligt bidrag til fredsarbejdet. For skal der blive fred og forståelse, bliver man nødt til at møde både israelere og palæstinensere, hvor de er. Og selv de mest fredselskende palæstinensere kender hovedsageligt de israelske myndigheder fra den negative side.

En meget stor del af handlingen foregår i Jerusalem omkring 1990, hvor Miral er 17 år og skal finde sine ben i spændingen mellem de palæstinensere, som ønsker fred med Israel, og de palæstinensere, som bekæmper Israel med alle midler. Skildringen af den spænding er filmens absolutte styrke. Vi ser israelske soldaters brutalitet og nedværdigende behandling af palæstinensere, og vi ser nogle af de værste udslag af de israelske myndigheders håndtering af krisen. Der er ingen formildende træk i filmens billede af israelerne, men dem har Miral måske heller ikke mødt i virkeligheden.

"Miral" er en stærk og rørende film. Skuespillerne er dygtige og viser troværdige skildringer af spændinger mellem personerne. Instruktøren formår mange steder at bruge antydningens kunst. Hans baggrund som billedkunstner slår igennem med flotte scener, som er fulde af symbolik. Enkelte er nærmest geniale. Men et bestemt forhold trækker voldsomt ned, og burde måske have kostet den ene stjerne. Alt for ofte ligner fotograferingen noget, der er præsteret af en plørefuld kameramand, som ikke kunne finde sit stativ og har glemt, hvordan man stiller skarpt. Det er så ærgerligt. Hvis ikke man tidligt i filmen nægter at lade sig distrahere af det, kan det nemt ødelægge hele oplevelsen.

"Hvis du ikke tager et skridt i den anden parts sko og indrømmer, at der er noget at tale om, kan der aldrig findes en løsning," siger Julian Schnabel i interview i Los Angeles Times og dedikerer filmen til dem fra begge parter, der stadig tror på fred.

---