Melancholia

Lars von Triers film om dommedag fik mig ikke til at frygte den dag, men derimod glæde mig over at være kristen - fyldt med håb om fremtiden... Drama, Science fiction, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2011
Varighed: 136 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Lars von Trier,
Medvirkende: Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland, Jesper Christensen,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 30.05.2011

I skrivende stund er det ikke mange dage siden, at Lars von Trier fik hele filmverdenen (og bredere endnu!) op af biografstolene og råbe vagt i gevær for denne psykopatiske nazist. Selvom de fleste, der har udtalt sig og skrevet om det famøse interview, slet ikke har hørt, hvad han siger, så var det helt sikkert både dumt, forkert og malplaceret. Nuvel, jeg vil holde denne anmeldelse til at handle om filmen. Trods alt.

Jeg skal måske også kort bekende, at jeg lider af Trier-o-mani. Jeg er simpelthen kæmpe fan. Derfor smerter det også, at flere på denne side har været så kritiske over for hans film (selvom jeg også må indrømme, at de har deres argumenter i orden!). Derfor kunne jeg jo godt fristes til at rose ham til skyerne for "Melancholia". Men skal jeg beholde min selvhævdede ære, så bliver det ikke denne gang. For jeg synes ganske enkelt ikke, at "Melancholia" er den gode film, jeg havde håbet på.

Filmen er delt i to. Først en beskrivelse af Justine (Kirsten Dunst) og Michaels (Alexander Skarsgård) bryllup, dernæst en portrættering af det sidste døgn op til dommedag. Faktisk bliver plottet afsløret allerede i begyndelsen. De sidste 10 minutter er simpelthen jordens undergang i super-slowmotion badet i Wagners romantiske strygermusik. På den måde minder de indledende minutter rigtig meget om Triers foregående film horrordramaet Antichrist. Triers påstand er så, at når vi nu ved, hvad der sker, så kan vi begynde at koncentrere os om andet end selve plottet - og dermed om billedsiden, karakterudviklingen etc. Jeg forsøgte …

... men skal det projekt lykkes, så må han altså skabe noget mere medrivende. For karaktererne udvikler sig minimalt. Filmen foregår over tre uger, og derfor ville det måske være mærkværdigt, hvis udviklingen var for markant. Alligevel stagnerer filmen på en gabende måde, og det er kritisk, når filmen er knapt 2½ time lang.

Lidt mere udpenslet: "Melancholia" er delt i to afsnit. Første afsnit fokuserer på den ene af to søstre, nemlig Justine (Kirsten Dunst). Vi følger hende til hendes bryllup og derefter hendes langsomme opløsning. Anden del handler om den anden søster Claire (Charalotte Gainsbourg), som er bange for planeten Melancholia, der styrer mod jorden. Rammer den, er alt håb ude. Deres interne spil og kommunikation forsøger at rumme alle de forskellige følelser og tanker, man kan have, når jorden måske er nær sin undergang. På den måde kan man se Justine og Claire som én karakter, der forsøger at få styr på egne følelser og tanker.

Filmen er klart et æstetisk mesterværk, og billedsiden er i den grad mættet. Filmens lydside med den stærke betoning af Wagners intense musik bliver dog for svulstig til mig; men det er trods alt en smagssag.

Der er også en masse kryptiske elementer i filmen. Fx bliver dele af indledningen aldrig forklaret, og det er faktisk svært at gennemskue, om de første 10 minutter er en drøm, som Justine har, eller den reelle undergang. For da undergangen kommer, er den så kort, at man ikke kan afgøre det.

Der er også et spil omkring tal. Claires mand, John (Kiefer Sutherland), har en golfbane, og han gør meget ud af, at det er en 18-hulsbane. Men i starten ser man Claire gå over greenen i super-slowmotion, med mudder til knæene ved hul 19! Hvad det betyder, har jeg endnu ikke afkodet.

Når jeg ser sådan en film, så glæder jeg mig over at være kristen. Det er virkelig dejligt at have håb og tro for fremtiden - både på denne jord og for livet efter. Ifølge Bibelen lever vi i en midlertidig verden. Men denne jords undergang er startskuddet til en meget bedre verden. Jesus siger: "Se jeg gør alting nyt!" - og dermed opfylder han alt det, vi alle sukker efter. Triers film forkynder ikke det, men på en bagvendt måde har han fået mig til at glæde mig over det budskab. Selvom hans film rent kunstnerisk ikke blev det mesterværk, jeg havde håbet så meget på.

---