May God Save Us

Que Dios nos perdone

To umage politifolk skal finde en seriemorder, der voldtager og myrder ældre kvinder. En mørk film uden direkte reference til filmens titel. Thriller, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2016
Varighed: 127 min.


Instruktør: Rodrigo Sorogoyen,
Medvirkende: Antonio de la Torre, Roberto Álamo, Javier Pereira,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 31.07.2017

SERIEMORDER

Vi er i Madrid, hvor over en million pilgrimme venter på pavens besøg. En række ældre kvinder findes voldtaget og myrdet. En ubehagelig sag, som to politifolk, som de fleste af deres kolleger finder ubehagelige, får til opgave. Luis Velarde (Antonio de la Torre) er meget følsom og indlevende i sin efterforskning, mens Javier Alfaro (Roberto Álamo) bruger den direkte og voldelige fremgangsmåde. Velarde stammer desuden noget, hvilket ikke gør kommunikationen med andre nemmere. I en blanding af med- og modarbejde fra de andre kollegers side arbejder dette umage makkerpar med at få standset denne seriemorder.

Morderen
Ret tidligt i filmen afsløres for os tilskuere, hvem morderen er. Den unge Andrés Bosque (Javier Pereira) er enhver ældre svigermors drøm. Han er høflig og hjælpsom og passer sin gamle mor på forbilledlig vis. Filmens nerve er således ikke spørgsmålet om, hvem der er seriemorderen. Men ud over at følge spillet mellem politi og forbryder, stiller filmen mere og mere tydeligt spørgsmålet: "Vi ved, hvem seriemorderen er – men er der ikke også andre forbrydere?"

Filmen fører os ind under huden på de to politifolks privatliv. Begge har det svært i relationen til kvinder. Begge oplever, at de måske dybest set ikke adskiller sig så meget fra den voldtægtsmand og morder, de forfølger. Endvidere kan der stilles etiske spørgsmål til en politiledelse, der hemmeligholder morderne for ikke at skabe ballade under det fornemme besøg – vel vidende, at potentielle nye ofre ikke bliver advaret.

Tilgivelse
Filmens titel kan både oversættes ”Må Gud frelse os” og ”Må Gud tilgive os”. Det kan altså generelt gå på, at kun Gud dybest set kan redde os fra seriemordere. Det kan også – og det tænker jeg er ret tydeligt mest i tråd med filmens intention – gå på, at kun Gud vil være i stand til at tilgive os. Selve sætningen siges vist kun en enkelt gang sådan lidt i forbifarten i filmen. Det er ikke en prægnant replik i en afgørende scene. Men nok en prægnant overskrift over denne spanske film, der blotlægger noget i tre mænds liv, der i hvert fald kan forekomme ret så utilgiveligt, set med menneskelige øjne. Om Gud så ser på det med andre øjne, melder filmen til gengæld intet om. Som en del af efterforskningsarbejdet har de to kontakt til en kirke, men det er alene for at få informationer om en person. Kirkens eventuelle bud på en bøn om tilgivelse, må tilskueren selv finde ud af, efter at filmen er set.

Det indre
Som i så mange andre spanske film er fokus på de enkelte personer og deres sind og deres relationer til andre. Det er ikke de voldsomme begivenheder og et forrygende plot, der ender i et fyrværkeri, der fylder, men derimod de mange detaljer i den forunderlige verden, der hedder det menneskelige sind. Skuespillerne formår stort set at blive på dette niveau og ikke forfalde til teatralske stereotyper. Filmens tænksomme og lidt dystre skudvinkler og klip kombineret med den meget virkningsfulde musik går op i en højere enhed med de nuancerede personportrætter.

Søger man en film med klart plot og en tydelig afslutning, skal man se noget andet. Men vil man en tur ned under overfladen, er det en oplevelse, der også kan sætte dybe tanker i gang. Fx tanker om, hvorfor folk bliver til det, de er. Filmen leverer nogle bud på opvækstens betydning – men forfalder ikke helt til populærpsykologiens nemme forklaringsmodeller.

Det eneste lidt overmodne æble i filmens æstetiske frugtkurv er de mange scener, hvor man på gerningsstedet eller hos retsmedicineren ser de voldtagne og myrdede ældre kvinder. Det var ikke nødvendigt at lade os se så mange detaljer for at føle gruen over disse ugerninger.

---