Lucky

En 90-årig ateist slæber sig igennem hverdagen og forsøger at acceptere, at han skal dø. En plotløs og bittersød film til diskussion og eftertanke. Drama, Komedie, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2017
Varighed: 88 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: John Carroll Lynch,
Medvirkende: David Lynch, Harry Dean Stanton, Ron Livingston,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen - 11.09.2018

ET HYLDESTDIGT TIL EN GAMMEL ATEIST  

I 2017 mistede vi et koryfæ i filmbranchen. Mange er måske ikke på fornavn med ham, men Harry Dean Stanton var en mesterlig karakterskuespiller, som med vid, bid og naturlig skærm-presence legemliggjorde en masse mindeværdige biroller. Og hvorfor nævne dette til en start? Jo, fordi "Lucky" i allerhøjeste grad er Harry Deans film! Rollen er skræddersyet til ham, og han er blændende i måske sit livs bedste præstation. Rollen står som kronen på hans virke og et punktum for hans karriere.

Filmen er en universel historie om døden, som venter os alle, og spørgsmålet om det uvisse, der ligger efter det sidste åndedrag. Og hvad er meningen overhovedet med det hele, hvis vi alligevel alle sammen er født til at dø? Disse almenmenneskelige store spørgsmål undersøger filmen, og selv om den kan synes at give et ateistisk svar, så er det en tankevækkende og bittersød filmoplevelse, som kan vække til eftertanke og diskussion om livets mening.

Ateister skal også dø
Lucky er en kæderygende 90-årig gammel ateist og anden verdenskrig-veteran, som kæmper for at holde døden for døren. Han bor som eremit i en afsidesliggende, støvet udørk, hvor han har sin daglige rutine med yoga i posede underbukser, kaffe og smøger, inden han stavrer ned på dineren for at løse en krydsogtværs. Han er en beundret legende i den lille flække, og alle holder af ham, selv om han er brysk og utålmodig med sine venner. Han igangsætter mangt en diskussion med dem om filosofi, moral, religion og TV-udsendelser. Han er harsk i sin ateisme og ublu i sin foragt for dem, der måtte give udtryk for nogen form for religiøs tankegang. Men under den bastante og selvsikre facade lurer en ensom og bange mand, som prøver at slutte fred med tanken om sin egen dødelighed.

Som en lukket bog
"Lucky" lægger sig med hele sin arketypiske cowboy-æstetik og mentalitet ind i americana-genren, som man kender fra bl.a. film som "Stranger than Paradise" af Jim Jarmuch og Wim Wenders "Paris, Texas"; sidstnævnte havde også Stanton i sin mest ikoniske rolle. Tempoet er adstadigt, filmen næsten plotløs, og mange ting efterlades usagt. Det er tydeligt, at Lucky er bitter over valg, han aldrig traf, og veje, han aldrig tog, men de konkrete fortrydelser må man ofte nøjes med at gætte på ud fra diverse samtaler. Lucky er nemlig en knarvorn excentriker, som hellere vil kværulere og diskutere med folk end slet og ret at tale med dem. Mange taler åbent ud til ham i forsøget på at få ham til at åbne op og være sårbar, men han bider aldrig på. Det kan måske lyde mærkeligt, at Lucky skulle være en interessant karakter, når vi aldrig får noget at vide om hans indre tankeliv, men Harry Deans karisma og detaljerige skuespil gør, at man slet ikke kan få øjnene fra ham. Ligesom vennerne bliver man opslugt af nysgerrighed og leder koncentreret efter sprækker i hans rynkede ydre for at se, hvad der måtte gemme sig bagved.

Smil ad døden
En enkelt scene står især som en nøgle til måske at forstå Lucky, en scene som truer hans sikre facade og tvinger ham ud på usikkert territorium. På dineren møder han Fred, som også er anden verdenskrigs-veteran. Fred fortæller om en japansk pige, som har brændt sig ind på hans nethinde. Midt i krigskaosset, der smadrer hele hendes landsby, står hun bare og smiler. Ikke påtaget, men et smil med rødder i hendes allerinderste. Freds monolog afspejler Luckys eget dødelige dilemma, og det er en stærk og tankevækkende scene.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Punktum?
Hvad ender det ud med? Nej, Lucky bløder ikke op og bliver ven med en nuttet lille dreng eller kommer en tækkelig ung enke til undsætning og genforener sig med det samfund, han isolerer sig fra. "Lucky" efterlader os ikke med klare svar, og selv om karakteren Lucky kan være prædikende, så er filmen det ikke. Lucky kan for en ydre betragtning måske ses som vinder af alle sine diskussioner, men man efterlades med den tanke, at de andre karakterer bare føjer Lucky og giver ham det sidste ord ud af medynk med ham, fordi han er gammel og ensom. Lucky er måske nok en legende, og han er måske nok heldig, men han er stadig dødelig, og den sårbarhed får vi trods alt lov til at opleve i mange scener; oftest når han sidder alene derhjemme. Han virker bange og usikker på de sandheder, han krampagtigt klynger sig til. Om han selv dybest set tror på sit ateistiske evangelium og trøster sig derved, når filmen slutter, vil jeg lade det være op til den enkelte at fortolke, men jeg opfatter ikke filmen som en åbenbar ateistisk åbenbaring. Jeg kan have på fornemmelsen, at filmen vil have os til at slutte fred med vores ynkelige skæbne, at vi bare skal forsvinde og have det så godt, så længe vi lever, men filmen er mere kløgtig end at ville konstatere det utvetydigt for os.

Der er en hel del symbolik og kristne referencer til bl.a. Paradis og Helvede med i filmen, og hvor det ender? Tjah…

---