Lægen fra Chaussy

Médecin de campagne

En dygtig læge, Jean Pierre, bliver syg og skal oplære en afløser, som ikke ved, at Jean Pierre er syg. En sympatisk film om livet og døden og om at give ansvaret fra sig. Drama, Komedie, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2016
Varighed: 102 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Thomas Lilti,
Medvirkende: François Cluzet, Marianne Denicourt, Christophe Odent,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Ketty Dahl - 05.05.2017

NÅR LÆGER ER BEDST

Lægen Jean Pierre Verner har i årevis arbejdet som landsbylæge i en lille lægepraksis i Chaussy. Jobbet er hele hans identitet, og alle er på fornavn med Jean Pierre. Han kender alle sine patienters historik og har et dybt personligt og venskabeligt forhold til dem. En dag bliver han diagnosticeret med en hjernetumor, og dermed falder alt for ham, for hvor længe kan han så udføre det job, som han elsker? Jean Pierre får (omend modvilligt) den kvindelige læge Natalie ind som afløser. Hun ved ikke, at han er syg, men skal oplæres af ham, og så begynder der et dejligt underspillet spil imellem dem. Hun ser symptomer, han ser det hele menneske.

Forskellen på "at se" og "at SE"
Hos de to læger støder det intellektuelle sammen med fornuft og praksis i mødet med mennesker i det lille samfund. Natalie lærer lige så stille om medmenneskelighed og at SE de mennesker, hun behandler, for der kan være stor forskel på at se og så virkelig at SE…, ligeledes finder hun ud af, at i sådant et lille samfund kan man ikke være sig selv nok, men må involvere sig for at blive accepteret.

Dygtige skuespillere
Det er en smuk og hyggelig film uden de store armbevægelser, det er de små detaljers film, - og den slags kræver faktisk dygtige skuespillere. Og de er også med i denne film. De to altdominerende roller som Jean Pierre og Natalie spilles af henholdsvis Francois Cluzet (den lamme mand i De urørlige) og Marianne Denicourt, og selv om jeg har et ambivalent forhold til franske film, så er det altid et kvalitetsmærke, når Francois Cluzet er med. Det kan næsten ikke gå galt! Og det gør det heller ikke her. Han ligner en mellemting mellem Michael Meyerheim og Dustin Hoffmann (ja, han kunne være Hoffmanns franske tvilling!) og dermed udstråler han noget trygt, jovialt og hyggeligt, - man er bare i godt selskab med ham. Stor charme.

Filmens to hovedkarakterer kan noget med at tale uden at sige noget i deres samspil. Deres kropssprog og blikke fortæller en historie i sig selv, og det kræver dygtigt skuespil. Selv om det er en film, der ikke gør så meget væsen af sig, formår den alligevel at tage emner som livet, døden og kærligheden på sig, og så kan man vel ikke forlange meget mere. Jean Pierre, nægter at acceptere sin nye situation og sit sygdomsbillede, men også han må undervejs tage ved lære. Lære at turde give slip og overlade ansvar til andre og at lege med lykkens boble, så længe livet er der. Alt i alt en sympatisk film, der lunter godmodigt afsted.

---