Kapernaum

Capharnaüm

Prisbelønnet film med et sugende indtryk af fattigdom og mismod – og de viljestærke håb, der trods alt skyder op midt i slummen i Beirut. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2018
Varighed: 120 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Nadine Labaki,
Medvirkende: Zain Al Rafeea, Yordanos Shiferaw, Boluwatife Treasure Bankole,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 11.02.2019

EN DRENGS KAMP FOR OVERLEVELSE 

Kampen i slummen
Zain (Zain Al Rafeea) er en 12-årig dreng, der kæmper for at overleve i det moderne Beirut i Libanon. Hans forældre er illegalt i landet, og Zain og alle hans mange søskende har derfor ikke mulighed for et få et ID og er dermed reelt uden mulighed for et liv i andet end det uigennemsigtige slum, hvori familien bor til leje i en alt for lille lejlighed. Faren ligger primært på sofaen og mander sig kun op, når nogen af børnene skal bankes på plads. Moren prøver at opretholde en form for facade, og alle børnene kæmper som gadehandlere og bybude og alle andre jobs nederst på ranglisten for overhovedet at overleve. Af en alle anden grund har Zain en selvrespekt og en retfærdighedssans og en omsorg for andre, der langt overstiger gennemsnittet i familien og omgivelserne. Han affinder sig ikke med, at noget er "Allahs vilje", men vil kæmpe for en bedre tilværelse for sig selv og sine kære. Da jeg ikke vil afsløre filmens plot, vil jeg ikke komme nærmere ind på disse konkrete kampe, men de er både meget autentiske (modsat mange konstruerede filmplots) og afslører en utrolig viljekraft i den lille udsultede dreng. En ung ethiopisk alenemor (spillet af Yordanos Shiferaw) og hendes lille tumling, Yonas (Boluwatife Treasure Bankole) spiller en stor rolle i Zains kamp og viser ham en mor, der virkelig elsker sit barn og vil gøre ALT for det.

Retssagen
Filmen er fiktion, men instruktøren Nadine Labaki har hentet hele miljøet og alle dets dilemmaer direkte ud af den barske virkelighed og har primært valgt autentiske folk til rollerne – selvom det giver mange førstegangs-skuespillere. Det eneste absolut ikke-autentiske, er filmens ramme: Zain ender med at få lov at komme i retten og anklage sine forældre. Det sker nok ikke i virkeligheden og slet ikke i en mellemøstlig kulturkreds. Men det gir Labaki mulighed for at lade Zains stemme lyde klart og tydeligt – og at fremføre de anklagedes svar. Zain anklager sine forældre for at have givet ham livet – underforstået, når de vidste, hvor elendigt, det ville blive. Hans egentlige anklage viser sig ret tydeligt i løbet af retssagen, og det er også det, de anklagede må svare på: "Hvorfor har I ikke gjort noget mere for at give os et bedre liv?" Forældrenes og de andre anklagedes svar kan virke underlige, hvis man intet kender til en mellemøstlig kulturkreds – men bag de kulturelle forskelle kan vi vesteuropæere nok godt selv udlede, hvad disse undskyldninger ville hedde i vores kulturkreds. Rent klipmæssigt er vi kun i retssalen i ganske korte glimt undervejs, mens hele den lange film ellers foregår i gadeniveau (typisk filmet fra en 12-årigs øjenhøjde) sammen med Zain og de mennesker, han møder på sin vej. Godt det samme: for på den ene side er retssagen genial til at vise tingene tydeligt, men på den anden side ville det hurtigt blive trivielt.

Stærk film
Triviel er filmen nemlig slet ikke. Uden de store action-brag er filmen så sugende intens en oplevelse, at jeg godt tør sige, at det er en af de film, der har gjort størst indtryk på mig (og jeg har dog set et betragteligt antal). Jeg var bestemt ikke den eneste tilskuer, der gik dybt berørt ud af biografen, kunne jeg høre på snakken rundt omkring mig. Og efter, hvad min kone fortalte, græd de om kap ude på dametoilettet – det gjorde vi dog ikke hos herrerne. Det dybe indtryk skyldes vel emnet og den dygtige produktion af filmen, samt de dygtige skuespillere. Men jeg tror også det skyldes, at det er nogle voldsomt dybe strenge i menneskelivet, der på en enkel, men absolut ikke overfladisk måde, slås an og finder genklang i os alle.

Kapernaum
Labaki har selv sagt, at navnet til filmen skyldes, at hele situationen er så ”Capharnaüm” – hvilket betyder "en totalt rodet samling ting". Vi skal nok ikke lede efter filmens titelbetydning i det faktum, at Jesus levede en del i byen Kapernaum, der kan betyde "Trøstens by", som nogle har gisnet om. Men man kan jo tænke, at det bestemt kun ville hjælpe, hvis Jesus og hans trøst og hjælp kom til denne totale bunke rod, som Zain lever i. Filmen tangerer sporadisk det religiøse. Dels fylder en muslimsk udgave af skæbnetro en rolle i de voksnes forsvar mod den 12-åriges anklage: "Det er jo dybest set Guds vilje, der sker, hvad kan vi stakkels mennesker gøre ...". Og dels præsenteres vi i fængslet for både kristen og muslimsk aktivitet – men begge beskrives egentlig bare som de er, uden at de tillægges nogen betydende rolle i filmen. Så skal vi spørge Nadine Labaki, hvilke kræfter, der skal til, for at forbedre tilstandene for alle børnene i Beiruts slum, så er vel svaret viljen til at kæmpe for retfærdigheden og den aktive kærlighed til andre. 

---