Jernladyen

The Iron Lady

Margaret Thatchers liv i retrospekt, med fokus på hendes alderdom og politiske stædighed. Meryl Streep fortjener en Oscar for sin formidable præstation i filmen. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2011
Varighed: 105 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Phyllida Lloyd,
Medvirkende: Meryl Streep, Jim Broadbent, Olivia Colman, Alexandra Roach,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 24.02.2012

Skuespilleren Meryl Streep fortjener en Oscar for sin rolle i filmen. Hun spiller – nej, hun ér – Margaret Thatcher i en grad, så man glemmer, man ser en spillefilm og ikke en dokumentar. Ansigtstræk, mimik, sprog, holdning – man forbløffes og forbavses over, hvor dygtig en skuespiller Meryl Streep er.

Jeg var teenager, da Margaret Thatcher var premierminister i England, og jeg husker forskellige nyhedsklip fra dengang, hvor hun virkelig fremstod som det, russerne kaldte hende: Jernladyen. Det er kun naturligt, at der nu er lavet en film om hende, men det er en overvejelse værd, om man burde have ventet. Altså til efter hun engang er gået bort.

Manuskriptforfatter og instruktør har valgt at fortælle historien på en ganske bestemt måde: I retrospekt, dvs. det er den gamle Thatcher, midt i 80'erne, der ser tilbage på dele af sit liv. Som gammel fremstilles hun som senil, og hendes for længst afdøde mand, Denis, er med hende som et spøgelse og fører lange samtaler med hende.

Filmen begynder med Thatcher som gammel, ensom, enke – og den slutter også der. Og mange gange i løbet af filmen ser vi hende i hendes hjem, enten alene, i samtale med "spøgelset" eller i diskussion med sin husholderske og datter. Og midtimellem får vi så disse flashbacks til hendes ungdom, hendes gryende politiske karriere, valget til premierminister og endelig, da hun på grund af pres fra sit eget politiske parti, vælger at træde tilbage.

Det sætter naturligvis sit præg på filmen, at man har valgt at fortælle i retrospekt. Det gør noget ved filmen, at dette er den røde tråd. Anderledes ville det være blevet, hvis den kronologiske fortælling blot sluttede med Thatcher som gammel – men i stedet farves filmen af, at det er en gammel, senil, tidligere kendt politikers historie, der fortælles i klip. Jeg havde foretrukket den lineære kronologi, blandt andet fordi jeg gerne ville have haft flere scener – længere scener – fra hendes politiske liv.

Det ville være blevet en anden film, ja, men jeg er sikker på, den ville have været lige så fremragende. For det skal siges: Filmen er som sådan fremragende, og der drysses fint med scener, hvor Thatcher både kommer med guldkorn,  livsbetragtninger og scener, hvor man ser hende træde i karakter (på godt og ondt) og får mange imod sig.

Jeg synes filmen har en god balance mellem hendes sejre og nederlag. Men jeg tænker på, om det er en film, der vil opmuntre – særligt kvinder – til at kæmpe for en sag, socialt og politisk? Eller bliver Thatcher et skræmmebillede, også når man netop ser så meget til hende som gammel, slidt, senil, og stort set ingen husker hende for den, hun engang var?

Der er naturligvis masser af politik i filmen – og noget, der kan sammenlignes med og sammenholdes med vore tider, både i England og Danmark. Og så er der det vigtige tema, som jo netop var Thatchers udfordring: Valget mellem og skellet mellem kompromis og stædighed, mellem klare holdninger og beslutsomhed.

Hvad hovedrolleindehaveren, Meryl Streep, angår, håber jeg hun får den Oscar, hun i høj grad fortjener for denne film.

---