Inside Llewyn Davis

Coen-brødrene er tilbage med en film om en folkemusiker, der kæmper for at finde vej igennem livet. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2014
Varighed: 104 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Ethan Coen, Joel Coen,
Medvirkende: Oscar Isaac, Carey Mulligan, John Goodman, Justin Timberlake,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 10.03.2014

Skåret ind til benet findes der to slags nederlag for en kunstnerisk sjæl: Den første er, at man ikke formår at skabe noget ud fra de følelser eller stemninger, man har i kroppen. Den anden, at folk ikke anerkender det produkt, man leverer. Den første udgave vises eminent i Woody Allens film "Vicki Christina Barcelona", hvor Christina (Scarlett Johanson) netop siger, at hun er frustreret, fordi hun har så meget kunst i sig, som hun ikke har håndværksmæssige evner til at udføre. I "Inside Llewin Davis" er det andet tema i fokus; Llewyn Davis er folkemusiker, men folk anerkender ikke hans talent og hans musik, og det kaster ham hele tiden ud i problemer.

Llewyn Davis kæmper med at slå igennem som solist, efter at hans tidligere makker har begået selvmord. Han har små jobs på barer i New York, men han slår ikke rigtigt igennem. Men han er kunstner, og derfor må han forfølge kunsten. Det har den eksistentielle konsekvens, at han lever på venners sofaer og forsøger at nasse lidt på dem, uden at gøre dem alt for sure. Da hans søster, der lever et veletableret liv, spørger om han ikke burde droppe musikken, svarer Davis: "Skulle jeg så bare eksistere?" Den replik rummer hele Davis' tilgang til verden. For ham er livet musik, og uden musikken opretholdes livet bare uden mening eller indhold. Når hans musik ikke bliver modtaget, står han forvirret tilbage med den afmagt, det er at leve, mens ens drømme knuses.

Oscar Isaac spiller en fremragende karakter som Llewyn Davis. Men han er samtidig filmens store problem. Isaac er ganske enkelt for smuk, dygtig og indtagende til at repræsentere et troværdigt flop! Når Isaac spiller og synger i filmen, så bjergtages man af de stemningsfulde toner, og den melodiske folk-musik rummer følelser, der spænder bredt. Men netop derfor virker det utroværdigt, at han i mange forskellige kontekster bliver afvist som middelmådig. Jeg kan ikke se scenariet for mig. Det betyder, at selvom filmen visuelt og lydmæssigt er helt i top, så rummer historien en utroværdighed, som truer med at underminere hele filmen.

En anden problematisk ting er de overtydelige symboler. Davis er en omstrejfende hankat, og netop en hankat forfølger ham i mange spøjse situationer. Ligheden mellem de to er for tydelig. Særligt da det viser sig, at ejerne af katten kalder den for Ulysses, bliver det for fladt. Ligesom Ulysses er Davis også på en rejse hjem, og den går selvfølgelig ikke som ventet. Coen-brødrene har også tidligere arbejdet med Ulysses-temaet, så der er jo spændende intertekstuelle temaer, man kan undersøge, men i nærværende film åbner det ikke historien som tiltænkt, men lukker den om sine egne postulater.

Udover disse to opstød er filmen god. Coen-brødrene viser, at de kan skrue en indsigtsfuld historie sammen, og de er ikke bange for at dvæle ved de stærke scener, uden at skulle inddrage hurtig dramatik.

Set fra et teologisk perspektiv er Davis' livssyn en arketype på en moderne afgudsdyrkelse, hvor kunsten bliver det instrument, som Davis vil forløses igennem: Slår han igennem som musiker, så bliver alt godt. Men det afsløres igen og igen, at musikken ikke kan give ham det, han egentlig søger. Fra en kristen vinkel ved man jo godt, hvem der - som den eneste - egentlig bærer det potentiale. Og det er en trøst, når man flopper som kunstner - eller menneske.

---