Freud's Last Session

En fiktiv samtale i 1939 mellem Freud og C. S. Lewis gør det klart, at der er stor forskel på en verdensanskuelse med eller uden Gud. Vi får glimt af den opvækst og det voksenliv, som var med til at forme dem. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2023
Varighed: 110 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Matt Brown,
Medvirkende: Anthony Hopkins, Matthew Goode, Liv Lisa Fries,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 27.12.2024

TO INTELLEKTUELLE KÆMPER MØDES 

Hvordan ville en samtale mellem den verdensberømte gudsfornægter og grundlægger af psykoanalysen Sigmund Freud og den kristne tænker og forfatter C.S. Lewis udfolde sig? Det spørgsmål blev inspiration til et teaterstykke, som nu er blevet til filmen "Freud's Last Session". Vi ved, at Freud og Lewis kendte til hinandens skriftlige værker, men det er usikkert, om de nogensinde mødte hinanden. Freud var jøde og boede i Østrig. I 1938 havde han et skræmmende møde med nazisterne, som fik ham til at flygte fra Wien sammen med sin datter Anna. De endte i London, og en kilde siger, at Freud fik besøg af en akademiker fra Oxford. Om det var Lewis, ved vi ikke, men det er ikke utænkeligt.

Vidt forskellige ståsteder
Filmen er altså fiktiv, men den bygger på en grundig læsning af Freuds og Lewis' skrifter. Den 41-årige C.S. Lewis (Matthew Goode) opsøger den 83-årige Sigmund Freud (Anthony Hopkins) i hans hjem for at finde ud af, om Freud er blevet fornærmet over, at Lewis har taget ham med i sin bog En pilgrim vender hjem. Lewis forklarer:
"Jeg satiriserer over Dem med Sigmund-figuren. Svulstig, forfængelig, uvidende. Jeg bestrider Deres verdensanskuelse, fordi den negerer min egen."
"Som er?"
"At Gud findes, og at vi, der tror på ham, ikke er imbecile tvangsneurotikere."
"Særdeles interessant. Det er interessant, for jeg har aldrig læst Deres bog."

Lewis er også nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor Freud har kaldt John Bunyans kendte kristne bog Pilgrimsvandringen for genial. Mødet udvikler sig til en engageret og åbenhjertig samtale mellem de to, hvor de verbalt krydser klinger ud fra deres meget forskellige ståsteder. Lewis' fiktive besøg hos Freud fandt sted den 3. september 1939. Det var tre dage efter, at tyskerne gik ind i Polen, og anden verdenskrig begyndte. Gennem nyhedsglimt i Freuds radio kommer krigen til at stå som et diskret bagtæppe for samtalen.

Ingen vindere
Når to kandidater i en amerikansk præsidentvalgkamp møder hinanden i en tv-duel, forsøger medierne dagen efter at udnævne en vinder. Det er på en måde også fristende at gøre det i en anmeldelse af "Freud's Last Session". Er det Freud eller Lewis, der klarer sig bedst? Er de begge tegnet loyalt, eller har manuskriptforfatter og instruktør favoriseret den ene frem for den anden? Havde scenen for filmen været en tv-duel, eller en diskussion i auditoriet på et universitet, ville Freud nok blive udråbt til vinder. Men scenen er et privat hjem, hvor den lidt stive engelske gentleman C. S. Levis besøger den iltre, men dødssyge Freud, der lider af kræft i munden, og har store smerter. Samtalen får et par steder mere karakter af sjælesorg end af diskussion. Når Freud kommer med et stærkt følelsesmæssigt udfald mod Guds planer, som han har oplevet dem i sit eget liv, siger Lewis ikke ret meget. Det kunne han ellers godt have gjort, for på det tidspunkt havde han trods alt skrevet bogen Lidelsens problem. Men lige der finder han det bedre at tie. Jeg kunne godt ønske, at Lewis' argumentation nogle steder stod tydeligere. Han var trods alt verdensmester i at argumentere skarpt og enkelt for den kristne tro. Men filmens ramme gør, at det ikke er helt retfærdigt at forvente hele hans apologetiske kapacitet udfoldet. Det gør det også vanskeligt at udråbe en vinder, men det bliver deres samtale ikke mindre spændende af. De går så stærkt til hinanden, at man ikke kan undgå at blive involveret - uanset, om man er på Freuds hold eller på Lewis'.

Intelligent og humoristisk
Dialogen er rap, intelligent, nærgående og indimellem humoristisk, som man kan forvente det af to så markante mænd. Men filmen er meget mere end dialog. Der er undervejs tilbageblik i form af erindringsglimt, som giver os et billede af de to mænds baggrund. Drømmeagtige scener føjer elegant noget til, som er vanskelig at sige med ord. Med to fremragende skuespillere siger mimikken også rigtig meget. Og, som Freud gør opmærksom på, så er det vigtigste ikke altid det, der siges, men nogle gange det, der ikke siges. Mod filmens slutning kommer Anna (Liv Lisa Fries) mere ind i billedet. Lewis får en fornemmelse af, at forholdet mellem far og datter ikke er helt sundt. Det prøver han forsigtigt at gøre opmærksom på.

Lidt kendskab på forhånd til de to hovedpersoner hjælper til at forstå nogle af de mere indforståede bemærkninger. Men har man lidt interesse i kristendom eller psykoanalyse, kan man sagtens se "Freud's Last Session" uden forudsætninger.

Filmen er kommet på dvd.

Der findes samtaleguide til filmen.

---