Farvel Bafana

Goodbye Bafana

Fangevogteren James Gregory bliver så betaget af Mandela, at han med tiden får et helt andet syn på både Mandela og apartheid. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film, 
Produktionsår: Produktionsår: 2007
Varighed: 140 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Bille August,
Medvirkende: Joseph Fiennes, Dennis Haysbert, Diane Kruger,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 08.09.2007

Bille August må nok stadig trækkes med den efterhånden udbredte opfattelse, at han stadig har sine bedste film bag sig. Pelle Erobreren, Jerusalem, "Den gode vilje". Hans seneste film "Farvel Bafana" rokker ikke – heller ikke efter denne anmelders mening – ved den opfattelse. Men Bille August har altid været en ferm filmhåndværker, som aldrig flopper helt. Det gælder også "Farvel Bafana".

Filmen er historien om Nelson Mandelas fangevogter James Gregory. Forlægget er fangevogterens egne erindringer, som efter sigende har været kritiseret – af bl.a. Mandela selv - for visse unøjagtigheder og forskønnelser i forhold til den virkelige historie.

Det er altså ikke en film om Nelson Mandela. Hans person er kun en birolle i historien. Hovedpersonen er fangevogteren. Det synes også at være en af filmens problemer. Som tilskuer forstår man aldrig for alvor, hvorfor den absolut autoritetstro og apartheid-tænkende fangevogter, James Gregory, bliver så betaget af Mandela, at han med tiden får et helt andet syn på både Mandela og hele apartheid-problematikken. Nelson Mandela har knap vist sig på lærredet, før Gregory har foretaget det mentale hamskifte. Man mangler ganske enkelt at have set mere til Mandela og mærke hans gennemslag som person for at kunne tro på, at en så systemtro fangevogter omvender sig.

Som filmen skrider frem, og Mandela spiller en tilsvarende større rolle i historien, fornemmer man bedre og bedre mandens virkning på fangevogteren og mange andre, men da er det ligesom en postgang for sent for historiens troværdighed og medrivende kraft. Filmens psykologiske troværdighed hænger i nogen grad på vores forudviden om Mandelas enestående personlighed og betydning.

Når det er sagt skal det ikke underslås, at historien har sine kvaliteter. Filmen formår et godt stykke vej at tegne nogle enkle, klare konturer af en af de mest dramatiske konflikter i nyere historie gennem et personligt drama med ganske få aktører. Uden at bruge mange ord på den politiske og ideologiske grundkonflikt, begriber man gennem nogle få menneskers skæbne en del af konfliktens især menneskelige omfang. I en fin lille scene, hvor Gregory står angrende foran Mandela, får man antydningen af noget af det mest imponerende ved hele Mandelas indsats – den måde, hvorpå han efter ophævelsen af apartheid formåede at bringe forsoning ind som en grundtone i arbejdet på at komme videre med en nation, som i udgangspunktet må have været næsten håbløst splittet.

Man får også klare billeder af, hvor ubegribelig naivt almindelige hvide sydafrikanere må have tænkt og argumenteret for at have kunnet opretholde forestillingen om det retfærdige i hele apartheid-systemet. De sorte var "terrorister", "ondsindede kommunister", og desuden var det "Guds vilje", at racerne skulle holdes adskilt, "man parrer heller ikke høns med gæs eller køer med får".

Men alt i alt savner hele historien den troværdighed og foruroligende anfægtelse, der giver nerve og intensitet på alle niveauer. Ærgerligt nok. For historien skulle være til det, skulle man mene. Og ligeså instruktøren. Mon Bille August har sin bedste film til gode, eller har vi set den? 

---