De uskyldige

Les innocentes

På et kloster skjuler en gruppe nonner i 1945 deres gravide maver og forsøger at overleve et krigstraume. Filmen er baseret på virkelige begivenheder. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2016
Varighed: 115 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Anne Fontaine,
Medvirkende: Agata Kulesza, Lou de Laâge, Agata Buzek,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen - 17.01.2017

EN KAMP FOR AT RESTAURERE USKYLDEN

Kvinders syn på krigslig fortræd
Nonner er åbenbart det nye sort i disse år. Blandt andet har vi set den polske Ida, som i 2015 vandt en Oscar, og vi har set Philomena fra 2013, hvor nonner også var i fokus. "De uskyldige" kunne faktisk godt minde om en hybrid mellem disse to film, da den har æstetikken, fortælletempoet og tre skuespillere på rollelisten til fælles med "Ida", mens tematikkerne graviditet og bortadoption samt det faktum, at filmen bygger på sande begivenheder, er fælles med "Philomena".

"De uskyldige" er en film af kvinder om kvinder – kvindelig instruktør, to kvindelige forfattere og nonnernes historie over for en ung fransk kvindelig læge, hvis erindringer filmen er baseret på. Filmen afsøger et krigstraume, som ramte sagesløse nonner i et polsk kloster under anden verdenskrig.

Murren bag klostrets mure
I december 1945 opsøger en ung nonne en fransk læge, som er udstationeret for Røde Kors i Polen for at afhjælpe de smertelige efterdønninger ved den netop afsluttede verdenskrig. Lægen følger med tilbage til klosteret, hvor hun til sin forbløffelse finder en højgravid nonne i fødselsveer. Abbedissen har holdt det skjult for det omkringliggende samfund for at skærme for skammen. Snart går det op for lægen, at nonnerne har været ofre for massevoldtægter udført af sovjetiske soldater op til krigens afslutning, og at faktisk hele syv nonner er højgravide. I respekt for abbedissens ønske indvier lægen ikke andre i sin viden, og hen over de kommende måneder opsøger hun i hemmelighed klosteret for at hjælpe med fødslerne og det efterfølgende tilsyn.

Ikke alt er enten sort eller hvidt
Filmen er meget smuk og dvæler ved de smukke kolde sneklædte omgivelser og den lige så kølige atmosfære inde i klosteret. Filmen er i farver, men portrætterer hele tiden det sorte og hvide. Snart sneen, uskylden og nonnernes engleblide korsatser, og snart skammen, traumet, mørke tanker om tvivl og selvmord og de sorte nonnedragter. Selv om filmen på flere måder er sort og hvid, er den ikke unuanceret og fordomsfuld over for portrætteringen af nonnernes tro. Godt nok leder abbedissen klosteret med en fast og kølig hånd, men nonnernes liv og tanker udfordres af voldtægtens gru og af den udefrakommende ateistiske læge. Filmen er meget ærlig og menneskelig uden at blive fordømmende. I begyndelsen af filmen er nonnerne ikke til at skelne fra hinanden i deres ens dragter og unisone sang, men efterhånden udfoldes de som individer, der reagerer meget forskelligt på den fortræd, de nu må se i øjnene.

Tempoet er sommetider adstadigt, og skuespillet er behersket. Det grufulde udpensles ikke med stor patos, men det iboende rædsomme, som er overgået nonnerne, får lov at tale for sig selv, hvilket virker stærkt. Handlingen er et bevægende studium af tro, pligt, medfølelse og accept. Kontrasterne i filmen mellem de troende nonner og den ateistiske læge, der er bundet af kolliderende løfter og opfattelser af tilværelsen, viser efterkrigstiden fra en sjælden set kvindelig og religiøs vinkel. På et metaforisk plan er den omsluttende vinter med til at formidle stemningen, men ligesom vinteren på et tidspunkt overmandes af sommeren, sådan bevæger filmens karakterer sig også ind i en genoprettelse af deres natur - uden at sige for meget, så ender filmen i sommer.

---