Coco før Chanel

I en ekstravagant tid fremstår den krukkede Coco som en ener i en mandsdomineret modeverden. Men kærlighedsseancer stjæler fuldstændig billedet for det, man gerne vil høre mere om. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2009
Varighed: 105 min.

Censur: 7 år
Instruktør: Anne Fontaine,
Medvirkende: Benoît Poelvoorde, Audrey Tautou, Alessandro Nivola,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 15.12.2009

Coco Chanel var en fransk modedesigner, der i begyndelsen af det 20. århundrede vendte hele bevidstheden omkring modemarkedet på hovedet i Frankrig. I et samfund hvor kvinderne blev "sat fri" fra arbejde, tog Coco kampen op. Hun ville realisere sig selv og tjene til dagen og vejen. Som den første kvinde skabte hun sit eget modehus, et hus der står den dag i dag, og hun er et ikon for den stilbevidste kvinde. Alt sammen meget fint og spændende, og det derfor også forståeligt, at der nu er lavet en film om hende.

Filmen er en kortere (naturligvis!) gennemgang af Cocos liv, der starter med anbringelse på et børnehjem, hvor det senere antydes, at Coco er blevet slået og tiet ned. Hun taler ikke om det, men vi aner i glimt, at hun er denne del af sin egen historie meget bevidst. Et fokuspunkt der slet ikke får lov at fylde nok.

Senere i livet danser og synger hun i et varieté-teater, hvor hun møder den flamboyante Ètienne Balsan. Han er en rigmandssøn og greve, der har arvet forældrenes slot og formue, og som nu bruger al sin tid på at feste og opdrætte heste. Coco lusker sig ind i Ètiennes liv og møder der den charmerende englænder Arthur "Boy" Capel, der viser sig at have en historie lig Cocos. Forelskelsens klør sætter sig i Coco, og et sprængfarligt trekantsdrama kan finde sted. Og "øv" for det. For hele denne kærlighedsseance stjæler fuldstændig billedet for det, man gerne vil høre mere om, nemlig hvordan Coco realiserer sin drøm om at blive skrædder. Det viser sig kun i glimt, og da det endelig sker, stopper filmen og lader infooplysninger efter filmen informere os om hendes karriere. Man sidder med en lunken fornemmelse, det er helt sikkert.

Okay, man er nødt til at vurdere det, man har set, ikke hvad man kunne have fået! Coco spilles faktisk glimrende af Audrey Tautou, der tidligere har begejstret denne anmelder som Den fabelagtige Amélie fra Montmartre. Hun har fået international stjernestatus som "Princess Sophie" i filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet. Hun er fintfølende og har de brændende øjne, som karakteren lægger op til. Hendes spidse bemærkninger bliver fint leveret, og hun er tilpas kantet til netop ikke at passe ind - og så alligevel at trække en del opmærksomhed.

Filmen er fint filmet, og de mange sløringer af bipersoner der "blot" vandrer forbi, er en spændende effekt der er med til at centralisere ens fokus på Coco. Mere spændende er dog kulisserne og interiøret, som er en overflod af flotte dragter, biler, huse, vaser, møbler, bøger, vægge osv. Man kniber sig selv i armen og gisper over, hvor smukt nogle ting så ud for 100 år siden. Her giver filmen sig selv en ekstra stjerne.

Noget, der til gengæld trækker voldsomt ned, er etikken i filmen. Flere gange lægges der op til utroskab som noget ærværdigt, ja som en selvfølgelighed. Arthur Capel hævder ligefrem, at ægteskabet "blot er en social konvention". Det skinner tydeligt igennem, at mange damer prostituerede sig for at skaffe sig en rig mand, da de nu alligevel ikke var værdige til at arbejde. Balsan påstår, at det er det ridderlige i franskmanden, som afholder kvinden fra den slags, men Coco er svært uenig.

Coco ønsker bestemt ingen ægtemand, men kaster sig flere gange gladeligt i armene på både Capel og Balsan, hvilket i min optik er meget upassende at romantisere på den måde.

Det værste i filmen er dog, at der ikke er noget, der driver filmen frem. Da det ikke er Cocos karriere, der spilles på, men snarere de implicitte kærlighedsromancer, fornemmer man filmen igennem, at Coco alligevel drives mod et ægteskab med Capel. Da det imidlertid bliver en umulighed, er det, at hendes karriere tager fart. Det vil sige, at det, filmen hele tiden lægger op til, krakelerer, og ud af det kommer filmens egentlige formål. Det er i mine øjne mildt sagt uheldigt. Den kærlighed som er ved at overvinde hende, bliver i dens fravær hendes drivkraft til at gøre det, hun ønsker. Der er noget eksistentielt på spil her, som jeg ikke helt kan følge.

Filmen er både sød og charmerende, og den er et fint forbillede på at være sig selv, at turde at stå ved den, man er skabt som, og ikke blot "sælge" sig selv for popularitet og rigdom. I de pompøse festers meningsløshed ligger der også et sarkastisk angreb mod de mange julefrokoster, hvor midaldrende mænd og damer fuldstændig sætter alle moralkodeks ud af spil. Det er måske kun mig, der ser det, men jeg smilede alligevel lidt.

Filmen er censureret for børn under 7 år. Jeg synes, den burde være højere. Men alt i alt er det en stille og jævnt kedelig film, som man ikke behøver at se.

Note: Til foråret kommer der endnu en film om Coco Chanel, nemlig "Coco Chanel og Igor Stravinsky" med vores egen Mads Mikkelsen i rollen som Stravinsky. Efter sigende en noget anderledes film om den franske modedesigner.

---