Breaking the Waves

Sammen med "Dogville" er denne film von Triers stærkeste film, men også klart den mest rå og problematiske. En gudfrygtig piges kæreste bliver lam. Han beder hende om at elske med andre mænd og fortælle ham, hvordan det er. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 1996
Varighed: 153 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Lars von Trier,
Medvirkende: Emily Watson, Stellan Skarsgård, Katrin Cartlidge, Adrian Rawlins,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 03.10.2008

Advarsel: Hvis du endnu ikke har set "Breaking the Waves" kan følgende anmeldelse nok røbe lidt mere af handlingen end du vil bryde dem om. Så ved du det!

"Breaking the Waves" fortæller historien om Bess McNeill, en gudfrygtig skotsk pige, som møder og forelsker sig i Jan, der arbejder på olieplatformen. Hun elsker ham meget. Da Jan efter en ulykke på boreplatformen bliver lam, byder han Bess at elske med andre mænd og fortælle ham, hvordan det er – så han ikke glemmer, hvordan kærligheden mellem de to i sin fysiske udfoldelse føltes. For Jan er kærligheden nemlig først og fremmest seksualakten, hvor den for Bess er mere omsorgsfuld og tjenstvillig. De to taler ganske enkelt ikke samme kærlighedssprog! Bess vil først ikke, men da Jan får det bedre proportionelt med de seksuelle eventyr, hun begiver sig på, bliver hun mere og mere promiskuøs. Filmen skildrer både de ægteskabelige samvær såvel som hendes prostitution med vanlig dansk frimodighed. Til sidst får Bess's lydighed et fatalt udkomme for hende.

Bess tilhører en streng kirke, der aldrig får navn. Her er hverken orgel eller de kirkeklokker, Bess drømmer om at høre, og strengheden har indflydelse på Bess' gudsbillede. Hendes tro er stor. Når hun beder til Gud svarer han hende med hendes egen stemme. Gud er vred og besvarer nok bønner, såvel som han giver sine børn gaver, men ikke uden at sætte dem på prøve først eller gør det klart for dem, at de selv må svare for følgerne. Gud driller.

Til vielsen taler præsten om Kristus, der gav sig hen til kirken – og hvordan dette må være et forbillede for parret. Bess, som er en tossegod, godhjertet og gavmild kvinde, er "villig til at give alt til alle", som hendes svigerinde Dodo siger i sin tale til parret.

Men Bess har en brist. Hun "er ikke rigtig oven i hovedet", og hendes naivitet og manglende dømmekraft er både en styrke og en svaghed for hende. Da Jan fortæller hende, at, hvis han dør, er det, fordi kærligheden ikke kan holde ham i live, hvilket hun tager dybt alvorligt. Hun tager også bønnesvarene alvorligt og viser sig virkelig villig til at give alt til alle - uden at tænke sig om. Udstødt, en forargelse for alle og tilsyneladende forladt af Gud har hun blot sin tro tilbage til allersidst, og von Trier lader med rammende symbolik Gud velsigne Bess's offer.

Gudsbilledet i filmen er besynderligt. På den ene side tegner von Trier et billede af en ondskabsfuld Gud, der kan læses som en ondsindet kritik af al ufrom kirkelighed og bogstavtro religion – og på den anden side vil von Trier med filmen bekræfte eksistensen af en Gud, der ser i nåde til de af sine børn, der tør gå imod konventioner og traditioner. Denne dobbelthed er tematisk set frugtbar, men denne frugtbarhed er strengt akademisk.

Emily Watson giver som Bess ganske enkelt en af filmhistoriens stærkeste kvindeportrætter. Hun er en tragisk heltinde og fremstår overbevisende, både i sin figurs sørgmodighed såvel som i skildringen af den smukke og hudløst ærlige naivitet, der ligger i hendes kærlighed til Jan, såvel som Gud. Hendes Bess er viljestærk, men følelsesmæssig svag, og historien engagerer dybt - fordi hun gør det. Det var således mere end fortjent, at Watson for sin rolle i "Breaking the Waves" blev indstillet til en Oscar. Men problemet med filmens indhold har også at gøre med Watsons fremragende optræden. Sympatien for hendes Bess drager seeren dybt ind i et melodrama, hvor von Triers perverterede eller i bedste fald misforståede kærlighedsbegreb gør hende til et sandhedsvidne om den største kærlighed af alle. Hun skal forestille at være en Kristusfigur, men Kristus selv prostituerede sig aldrig for kirken. Kristus var ikke et selvudslettende redskab for en underlig lunefuld Gud, hvis usle tricks og prøvelser afspejler en art sadisme. Han var Guds søn som i ord forkyndte Guds rige og i kærlighed lod sig straffe, for at andre ikke skulle dø. Bess dør nok for sin kærlighed, men hun har ingen opstandelseskraft og vælger ikke selv døden; døden vælger hende, fordi hun i misforstået omsorg lader sin omtågede mand styre hende.

"Breaking the Waves" er i denne anmelders øjne (sammen med Dogville) von Triers stærkeste film, men også klart den mest problematiske. Den filmtekniske enkelhed spejler Bess's forvirrede og simple natur. Den rå setting i Skotland er billede på historiens ubarmhjertige gru, og i midten af det hele banker Watson som filmens blodrøde hjerte. Det håndholdte kamera maler 1970'erne op med overraskende tekstur, og kameraet hviler aldrig, men skaber uroligt vuggende billeder, som afslører, at der bag hvert hjørne kan vente ubehag. Og Per Kirkebys maleriske landskabsbilleder imellem filmens kapitler understreger filmens dybde og tilføjer den skønhed, der kunne have været.

Som film betragtet er "Breaking the Waves" bemærkelsesværdig og bliver ikke mindre kunst af at rumme et forkvaklet kærligheds-, kvinde- og gudsbegreb, som man skal være særdeles vågen overfor. Netop de elementer vil sikkert afskrække en del seere, mens andre vil lade sig provokere positivt til at give von Triers tematisk rige film det svar på tiltale, den indbyder til.

---