Babel

Forvirring og mangel på forståelse er der masser af i fire sammenkædede historier om, at vi som mennesker dybest set ikke forstår hinanden. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2006
Varighed: 142 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Alejandro González Iñárritu,
Medvirkende: Brad Pitt, Cate Blanchett, Rinko Kikuchi, Adriana Barraza,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 07.11.2006

Ni små vers i Første Mosebogs 11. kapitel – længere er den ikke, fortællingen om Babelstårnet. Den ligger til grund for Alejandro González Iñarittu's seneste film.

Gud sagde til sig selv, da han så menneskets projekt: "Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Og forvirring og mangel på forståelse er der masser af i denne film. Eller rettere: Disse film. I virkeligheden består "Babel" af fire forskellige historier: En mexicansk barnepige, der tager de amerikanske børn, hun har ansvaret for, med til bryllupsfest i Mexico; en døvstum, japansk skolepige i ensomhed og dyb sorg; en marokkansk familie af hyrder; og et amerikansk ægtepar på ferie i Afrika i et forsøg på at slippe væk fra et tab, der plager dem. Disse fire historier kædes langsomt – det er vitterlig en film, der godt kunne bruge en let trimning - sammen til en fortælling om, at vi som mennesker dybest set ikke forstår hinanden.

Iñarittu's to forrige film ("Love is a Bitch" og den stærke, gode "21 gram") tog udgangspunkt i henholdsvis en trafikulykke og et pistolskud, og Iñarittu's verdensbillede forbliver tragisk i "Babel". Den ene ulykke efter den anden hagler ned over de stakkels hovedpersoner; den ene mere ulykkelige situation afløses af den anden. Det er oplagt, at en instruktør som Iñarittu har øje for den forvirring, der skabes der, hvor kommunikationen ikke er. Her har vi tilsyneladende at gøre med en instruktør, der ser menneskets gang på jord som én lang lidelsesfuld vandring, og stille rejser hans film sig som en anklagende knytnæve, der råber "hvorfor?" mod himmelen og Gud.

Det er en medrivende, men ikke kun vellykket film, der er kommet ud af anstrengelserne. Den ensomme japanske pige, fænomenalt spillet af Rinko Kikuchi, gør et stort indtryk, og historien omkring de dumdristige marokkanske gedehyrder er også uforglemmelig. Filmen knækker dog lidt på at ville knytte de fire historier sammen – det bliver en alt for voldsom understregning af Iñarittu's triste pointe: At vi dybest set ikke kan kommunikere og forstå hinanden.

Historien om Babelstårnet er mærkelig. Man kan spørge sig selv om, hvorfor en Gud, der hævder ikke at ville være forvirringens Gud, finder på at skabe så mange sprog og dermed vende menneskenes fællesskab på hovedet og skabe misforståelser. Det er en beretning, der undrer mig. Men måske var det nødvendigt – for at lægge låg på vores syndighed. Det kan umiddelbart se ud, som om verden ville være et bedre sted, hvis vi alle talte samme sprog – sådan ser det ud fra et begrænset menneskeligt synspunkt. Men ville det mon i virkeligheden ikke være værre, hvis vi i fællesskab byggede os et Babelstårn i dag? Sandt nok ofres der meget tid og mange penge på guldkalve og altre i denne verden. Men måske – og dét tør Iñarittu slet ikke at meditere over – måske er det en nåde, at denne forvirring blev skabt...

Men læs selv den bibelske fortælling og tænk over, hvad det er, Gud ønskede at sige og ønsker at sige midt ind i en verden, der ser ud som vores. Hvad siger det om Guds kommunikation med os, at han ikke lod det blive ved hændelsen ved Babelstårnet, men sendte Jesus Kristus til os for at være Ordet selv?

---