Åndeløs

A bout de souffle

En gammel klassiker af Jean-Luc Godard kan stadig betage, omend man trættes lidt af de mange indholdsløse dialoger. En smal film for særligt interesserede. Drama, Romance, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 1960
Varighed: 86 min.

Censur: 7 år
Instruktør: Jean-Luc Godard,
Medvirkende: Jean-Paul Belmondo, Jean Seberg,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 08.02.2011

Jean-Luc Godard var med til at sprænge rammerne for det filmiske medie, som en af hovedaktørerne i den franske ny bølge tilbage i 60'erne. Nærværende film var en af de første, og den har senere fået nærmest ikonisk status; specielt i de mere tjekkede undergrunds-filmmiljøer og på universiteterne. Flere har senere agiteret for, at filmen faktisk har mistet sin relevans, og at den er ligegyldig set med et nutidigt blik.

Diskussionen vil altid være et spændingsfelt mellem, hvor stor værdi man skal tildele historiske værker, der var med til at forandre mediet. Hvor mange husker fx i dag "The Birth of a Nation" af D.W. Griffith, selvom den fuldstændig smadrede forestillingen om, hvad en film kunne? En afklaring på diskussionen kommer der formentlig ikke, men første præmis må selvfølgelig være at se filmen!

Filmen er typisk Godard. Et lettere, råt miljø med en charmerede mandlig hovedperson, der er på flugt fra lovens lange arm. Hans psykiske tilstand er på bristepunktet, for mellem hans umættelige appetit på livet og hans begær efter udødelighed, er de kvinder, som han falder så let for. Dialogerne som udspiller sig mellem filmens (anti)helt Michel Poiccard og hans muse Patricia Franchini er netop filmens største svaghed. De handler stort set om sex alle sammen, og på en kikset og usensuel måde. Måske var det provokerende dengang, men det er umuligt at relatere til for nutidens menneske (i hvert fald for mig!). Når jeg nævner det, så er det fordi dialogerne fylder temmelig meget, og de flytter sig ikke rigtig ud af stedet. Der er ingen konflikt i stemmerne, ingen temaer der bliver taget ordentlig op. Når der endelig bliver sagt noget interessant, som fx hvordan søvnen egentlig adskiller to elskende, så bliver det ved den ene punchline. Man kommer ganske enkelt til at sukke efter refleksion og dybde. Noget der sikkert ville såre Godard hvis han hørte det.

Måske skal det retfærdigvis siges, at min kone er meget uenig. Hun mener at dialogerne er et udtryk for den misforståelse, der opstår mellem dem, fordi de ikke har samme forudsætning og intention for forholdet. Det er i hvert fald en interessant vinkel, som man kan overveje, når man ser filmen.

Rent teknisk er filmen flot. Paris bliver vist fra sin bedste side, og de sort-hvide billeder er elegante og alligevel kølige. Af og til bliver der leget lidt med mediet. Fx bliver der klippet 8-10 gange, bare mens kameraet hviler på redaktøren på New York Herald Tribune, da han holder en længere monolog for Patricia. Denne legelyst skal klart honoreres.

De to meget smukke hovedpersoner fremstår også lidt for trimmede med deres cigartykke smøger og fine, glatte ansigter. Måske var verden så fin og frisk i 60'erne, men det er svært at blive helt grebet.

Alt i alt synes jeg dog, at filmen er lidt for kedelig! Og det er ikke et kompliment. Jeg er normalt brandforelsket i lidt ældre, sort-hvide film, men denne film mangler nerve og intensitet i plottet. For mange ting sker bare, som om spændingen lige skal sikres, og det gælder ikke mindst afslutningen på filmen.

Det er ærgerligt, for Godard er jo en mester, og det viser han for mig at se ikke mindst i "Alphaville". "Åndeløs" er en interessant indgang til repertoiret, men så heller ikke mere. Filmen vil derfor kun være for særligt interesserede.

NB: For en dybere introduktion i filmens æstetiske nybrud vil jeg gerne henvise til Politikens 1001 film (s. 370).

---