99 Homes

Socialrealistisk fortælling om finanskrisen, der tvinger familier ud af deres hjem og presser mennesker ud i desperation. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2014
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Ramin Bahrani,
Medvirkende: Andrew Garfield, Michael Shannon, Laura Dern, Clancy Brown,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen - 23.08.2016

AFPRØVNING AF SAMVITTIGHEDENS GRÆNSER

Filmen åbner med en død mand på et badeværelse. Selvmord. Den dramatiske tone er sat, for selv om dette er en film om finanskrise, har vi med en fortælling om desperation at gøre. At filmens aldersgrænse er 15 år har ikke noget at gøre med sex eller vold, men skyldes det svært fordøjelige emne; økonomi, boligboble og bankspekulation er svære termer at formidle og forstå. Filmens instruktør Ramin Bahrani er dog mand for (klogeligt) at fokusere på de menneskelige skæbner frem for de svære mekanismer bag krisen, og filmen er noget så sjældent som en socialrealistisk film fra Hollywood.

Filmen har Dennis Nash (Andrew Garfield) som central hovedrolle. Han er tømrer og bor med sin mor og sin søn i et hus i årene lige efter finanskrisen. Han kæmper for at betale sine terminer, hvilket ikke lykkes, og en dag banker den iskolde ejendomsmægler Nick Carver (Michael Shannon) på døren og sætter huset på tvangsauktion. Familien indlogeres på et sørgeligt motel, hvor de deler skæbne med adskillige andre familier. Nash er med ét hjemløs, ydmyget og desperat, men til hans umiddelbare held hyrer Nick Carver Nash til nogle håndværksopgaver. Nash indrulleres dog hurtigt i Carvers virksomhed og stiger i graderne med større indtægter og større moralske dilemmaer til følge.

Systemet mod den lille mand
Filmen lykkes rigtig godt med at skildre, hvor uigennemskueligt jurasystemet, boligsituationen og banklånene er for en menig amerikaner i middelklassen midt i finanskrisen. Familier kæmper for at beholde job og hjem, og hvem kæmper de imod? Systemet. Det er i hvert fald Bahranis tydelige pointe i denne film, at Systemet – dommeren, bankmanden, politimanden – ikke er der for borgerens skyld. Tværtimod overhører Systemet kriseramte familiers bønner om hjælp og lukrerer endda på deres ulykke. Eksemplificeret i en scene, hvor Nash henvender sig til Carver og siger, at Carver smed ham ud af hans hjem forleden, hvortil Carver svarer: "Det var ikke mig, men banken." Det er der jo noget rigtigt i, for Carver er jo bare budbringeren, der skal gøre det beskidte arbejde, men hvem kan en stakkel som Nash henvende sig til – hvem har ansvaret? Det er den lille mand imod kolosserne.

Filmen brillerer især i sine udsmidningsscener, hvor familier på hjerteskærende vis må forlade deres hjem i offentlig ydmygelse. Filmen koncentrerer sig ikke så meget omkring Nash-familien, som den kunne, men det er jeg personligt glad for, for moren (Laura Dern) og sønnen Connor er ikke så interessante, som forholdet mellem Carver og Dennis Nash er. Andrew Garfield spiller særdeles godt og troværdigt, men især Michael Shannon excellerer som den excentriske og intimiderende spekulant. Samspillet mellem de to er aldeles godt. Karakterernes udvikling er filmens styrke, og Nashs kamp for at forsørge sin familie uden at gå for meget på kompromis med sin samvittighed er meget let at relatere til.

Lidt for unuanceret
Noget, som desværre trækker filmen lidt ned for mig, er, hvordan de rige og magtfulde portrætteres lidt vel ensidigt som grådige, dekadente og ubønhørlige. Virkeligheden er vel også, at middelklassefamilierne før finanskrisen umådeholdent lånte penge og levede over evne. Er bankerne i øvrigt ikke i deres gode ret til at sætte huse på tvangsauktion, når der efter gentagne gange ikke bliver betalt, selv om der bliver rykket for penge? Den nuance, mener jeg, at Bahrani kunne have lavet noget meget interessant ud af. Ligeledes kunne Bahrani have lavet en meget interessant "skurketype" i Carver ved blot at lade ham være denne hærdede, men nødvendige budbringer af dårligt nyt fra Systemet. Desværre finder man ud af undervejs i filmen, at Carver også bedriver ulovlig virksomhed, og der går filmen fra at være pur socialrealisme til at være en lidt mere karikeret "de gode imod de onde"-fortælling, hvor vi ikke kan forsvare Carver længere, og hvor det begynder at blive tydeligt, hvordan det må ende for Nash og for Carver.

God dramatik og godt skuespil
"99 Homes" er en vigtig film, som har succes med at formidle følelser som ydmygelse, smerte, desperation, magtesløshed, moralske skrupler og dobbeltliv til sit publikum. I sin ærværdige portrættering af en grum og aktuel virkelighed, kammer filmen dog lidt over og gør de interessante grånuancer mere sort-hvide, end den havde behøvet. Her kunne det være interessant at få os til at tænke selv: Er udsmiderne onde? Hvem har skylden i krisen? Bahranis svar er: Udsmiderne er usympatiske, bankerne har skylden, og de kolde spekulanter tjener kassen på ulykkelige menneskeskæbner (ja, de fremprovokerer endda tvangsauktionerne).

Vi står dog stadig tilbage med en rigtig god film, som trods sit svære tema leverer aldeles god dramatik, storartet skuespil og dejlig socialrealisme om tabernes virkelighed.

---