Bøn, mystik og forfatteren Flannery

Af: Nick Olson
I dette dybdegående interview fortæller den kristne succesinstruktør Scott Derrickson om sin nye film "Deliver Us From Evil", og hvorfor han er besat af gysergenren.

Scott Derrickson har instrueret en række store film, herunder nogle bemærkelsesværdige bidrag til den genre, han holder mest af - horrorfilmen: Besat - The Exorcism of Emily Rose og Sinister. For nylig blev han desuden hyret til at instruere den kommende Marvel-film "Dr. Strange".

For næsten et årti siden interviewede vi Derrickson, der er et kristen menneske med en særlig forkærlighed for det mystiske. Selv skrev han i 2002 artiklen Behind the Lens om at være kristen i den amerikanske filmverden. Når han taler om sit arbejde, refererer Derrickson ofte til den bibelske tanke om at afsløre det onde ved at kaste lys på det.

Derricksons seneste film, Deliver Us From Evil er inspireret af Beware the Night, en biografi af Ralph Sarchie, der var politibetjent i New York City Police Department. Sarchie arbejdede i South Bronx, hvor han begyndte at undersøge nogle tilfælde af paranormal aktivitet og dæmonbesættelse. Det fortælles om Sarchie - der er troende katolik – at han har foretaget over 300 anholdelser, modtaget syv fortjenstmedaljer og medvirket i over 20 dæmonuddrivelser.

Jeg havde for nylig lejlighed til at interviewe Derrickson efter at have set "Deliver Us From Evil".

Hvad er det, der har fascineret dig i en sådan grad ved Ralph Sarchies historie gennem så mange år, at da du var færdig med "Sinister" og filmselskabet spurgte, hvad du nu ville lave, så var det dette projekt, der stod øverst på din liste?

- Jeg har bevaret kontakten med Ralph i årenes løb, og jeg tror, ??at det var manden selv og hans personlighed, som gjorde, at han forblev en af ??de mere interessante mennesker, jeg har mødt i mit liv. Helt konkret var han en ægte hardcore betjent, der på det tidspunkt, jeg mødte ham, arbejdede i Bronx i det mest voldelige distrikt i landet. Distriktet var kendt som den farligste kvadratkilometer i Amerika.

Han arbejdede undercover med et team, som forsøgte at afsløre forbrydelser, der var så onde, at selv de mest garvede betjente aldrig har oplevet noget lignende. Og så var han vidne til det paranormale. Desuden havde han en karakter, jeg altid har ønsket at se på det hvide lærred.

I betragtning af filmens titel, og hvad der er involveret i eksorcisme inden for den katolske kirke, er det nærmest uundgåeligt, at bøn er en væsentlig del i denne film -  en film, hvor Jesus både er en forbandelse på læberne og en magt til at lukke munden på den forbandede. Hvordan kommer kommunikationen med "den anden side" til spille ind i dramaet i Sarchies liv i denne film?

- Det sker i hele filmen. Det andet vigtige motiv for mig i filmen er, at jeg ønsker at fortælle historier om de store mysterier i livet. Vi lever i en verden, som ikke blot er materiel og som vi kan se og måle. Den virkelige Ralph Sarchie er en betjent, som er meget direkte og klar i mælet, og han taler på samme måde i filmen.

Samtidig er der også et meget særpræget sprog i de rituelle bønner i filmen. Bønnesproget, som præsten Mendoza bruger, er også bemærkelsesværdigt.

Meget af filmen handler om sprogets hellighed og ordets kraft. Kristne tror på, ??at "i begyndelsen var Ordet", og at Gud skabte verden gennem Ordet. Sprogets styrke har derfor en afgørende rolle i denne film.

Og det er ikke tilfældigt, at dæmonen i filmens klimaks taler spansk for at angribe præsten Mendoza personligt. Så sproget i hele filmen - lige fra skældsordene til uddrivelsesritualet – er meget betydningsfuldt.

Du har været engageret i horrorfilm, eller film om ondskab, i mange år. Kan du så stadig lære nye ting om mysteriet om det onde, om Gud eller om spiritualitet i processen med at skabe denne særlige genre?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at der er et reelt mysterium i det uforklarlige og irrationelle i ægte ondskab - både menneskeligt og åndeligt. Jeg tror, ??at jo mere jeg arbejder med denne genre, jo mere jeg ser det, jo mere lærer jeg om mysterierne i verden, og hvordan det arbejder i mit eget liv og inden i mig. Det er en af ??grundene til, at jeg laver, hvad jeg gør. Jeg er besat af det.

For at være ærlig, så forstår jeg virkelig ikke, hvorfor ikke alle er optaget af at granske og finde en dybere forståelse af det. Hvis ikke vi er tvunget til at få en dybere forståelse af godt og ondt, hvordan kan vi så gøre verden til et bedre sted? Hvordan kan vi befinde os ved afslutningen af vores liv og vide, at vort liv var betydningsfuldt? Disse ting ville være umuligheder.

Dine tanker minder mig om, at jeg altid har tænkt på dig som en kunstner, der arbejder på samme måde som romanforfatteren Flannery O'Connor, der primært ønskede at fortælle en god historie, men også samtidig mente, at vi ikke kunne vende tilbage til det gode, medmindre vi fuldt ud forstod dybden af det onde. Din filmografi i horrorgenren ligner for mig at se, hendes litterære brug af det groteske. Er der noget om, at du håber, at biproduktet af at lave et godt gys også er at chokere folk ud af en komfortabel nihilisme?

- Flannery O'Connor er min kreative helt. Jeg synes, ??hun er den største amerikanske forfatter. Hendes bog, Mystery of Manners, er min kreative bibel. Jeg er ydmyg over sammenligningen. Hun er en ægte amerikansk skatkiste.

Hun sagde, at til de hørehæmmede, er du nødt til at råbe, og til de svagtseende må du tegne store og overraskende billeder. Den sætning er i sig selv et så godt forsvar for horrorfilm, som man overhovedet kan udtrykke det.

Det, jeg elsker ved hendes arbejde, og som jeg stadig lærer af, er den måde, hvorpå hun stolede på fortællingens kompleksitet og dermed evnen til at placere sine læsere i det rigtige område, så de kunne gribe det, de havde brug for, eller gå glip af det, hvis de ikke var forberedt på det. I sidste ende er hendes historier som moralske labyrinter, hvor man ikke vil være i stand til at nå til udgangen og tage historien til sig, men hun ønskede at placere dig i et tankeområde, indtil du har grebet noget af det.

Hun gør alt dette, mens hun samtidig er chokerende og underholdende og giver dig en fantastisk fortælling. Hvis der findes en kunstners filosofi, som jeg stræber efter, så er det hendes. Her findes der en særlig forkærlighed for mystik.

Der er en gammel og tilbagevendende teologisk debat om, hvorvidt Satan snarere er en negation af det gode - et "ingenting" - eller hvorvidt han i højere grad er et aktivt og identificerbart individ. Hvordan relaterer dette spørgsmål om Satans eksistens til den måde, du vælger at skildre ham på, i et så enestående visuelt medie? Hvad er der på spil for dig, og hvordan forestiller du dig, at det onde ser ud?

- Tja, på begge måder, for vi beskæftiger os jo stadig med en abstraktion og en immateriel personlighed, der ikke visuelt er repræsenteret. Men for at ramme kernen af, hvad jeg tror dit spørgsmål handler om, så påskønner jeg og har respekt for begge forståelser af det onde.

Jeg tror, ??at de to mest afgørende beskrivelser af det onde og af Djævelen, som har påvirket mig mest, er fra Thomas Aquinas, som skrev, at det onde er en abstraktion, og at det onde i verden er en fordrejning af det gode. Eller som C. S. Lewis skrev, at der findes ikke noget, som kan kaldes absolut ondt.

Og det er jeg enig med dem i. For at noget kan være fuldstændig ondt, må det være ingenting. Satan har f.eks. gode intelligente egenskaber, men de er blevet ødelagt og beskadiget. Jeg kan ikke følelsesmæssigt forlige mig med alternative forståelser af det onde.

Meget i denne film handler om åbninger og spændingen mellem vores opfattelsesevne og virkeligheden, og selvfølgelig dukker The Doors op et par gange i filmens soundtrack. På hvilke måder er Jim Morrison vævet ind i din fantasi?

- Jeg tror, at når jeg værdsætter The Doors' musik meget, stammer det fra min opdagelse af dem, da jeg så "Dommedag nu". Den film er nummer to på min liste over favoritfilm. Der er en mørk mystik i The Doors' musik, og jeg oplevede den for første gang med denne film efter at have set den flere gange. Jeg hørte Light My Fire i radioen, da jeg voksede op. Og senere i mine første studieår – efter at have set "Dommedag nu" – fordybede jeg mig virkelig i The Doors' univers.

Disse mørke mystiske idéer og erkendelsesåbninger på den ene side af den materielle verden og så samtidig være i stand til at træde igennem til den anden side. Det, at mennesker bliver mærkelige, spiller helt åbenbart en rolle i filmen.

I mine film ønsker jeg enten, at musikken skal være meget subtil og tilbagetrukket eller også være helt i front og samtidig være supergrov og afstumpet. The Doors var meget afstumpede, og det er det, deres musik repræsenterer i denne film.

En ting, der slog mig, da jeg havde mulighed for at sidde sammen med flere medlemmer i din trup, var, at denne gruppe var blevet meget sammentømret gennem tilblivelsen af ??denne film. Hvor vigtigt er det for dig at dyrke denne teamånd på et filmset? Og hvordan opnår du det som instruktør?

- Det er forskelligt fra film til film. For at være filmskaber i denne genre, må jeg have gode skuespillere. Jeg elsker ikke berømtheder. Jeg elsker aktører. Jeg elsker, det de gør. Jeg elsker at skabe en arena, hvor de kan gøre uventede ting. Med denne særlige film, blev det et meget dybere og meget mere personligt samarbejde, end jeg havde forventet.

Meget af dette startede med Joel (McHale), som har været min bedste ven i 13 år. Jeg kendte ham, da han boede i Seattle og forsøgte at komme med i lokale teaterforestillinger ved at tilbyde at spille uden honorar. Så allerede der, var der en tryg relation.

Edgar Ramirez og jeg kom utrolig tæt på hinanden i forberedelsen af produktionen - vi opbyggede Mendozas karakter sammen. I første omgang sagde han nej til rollen, men så bad jeg ham spise frokost sammen med mig for finde ud af hvorfor. Her talte han om sin venezuelanske præsteven, som beskæftiger sig med stofmisbrug. Da vi så sammen arbejdede med karakteren, sagde han ja til at medvirke.

Og da vi gik i gang med optagelserne, var vi kommet ganske tæt på hinanden. Joel kendte allerede Olivia Munn. Eric Bana og Joel havde det fint sammen, fordi de begge har en fælles baggrund i komediegenren. De er alle sammen rigtig gode og søde mennesker.

Men da jeg i selve researchprocessen viste dem nogle videoer med dæmonuddrivelse, ramte projektets seriøsitet dem for alvor. Jeg viste dem ting, jeg ikke ellers ville vise til nogen. Pludselig gik det op for alle, at vi forsøgte at lave en virkelig film om noget, der sker i den virkelige verden. Du behøver altså ikke at tro på det onde for at blive forskrækket over den dybe menneskelige lidelse i videoen.

Endelig var det en virkelig hård film at lave. Der var et stort pres fra studiet. Vejret i New York var forfærdeligt, og vi filmede om natten i kvælende varme. Optagelserne krævede en kvalitet som var ganske opslidende. Og afslutningsscenen var følelsesmæssigt krævende.

Det var uden tvivl den hårdeste film for mig personligt og som drænede mig for energi. Filmholdet opnåede en særlig støtte og omsorg for hinanden. Vi kom meget tæt på hinanden. Når vi alle var i byen for at spise sammen, handlede det ikke om vort faglige fællesskab.

Eric Bana og Olivia Munn talte en hel del om en video fra New York Police Department, som forstyrrede deres nattesøvn i flere dage. Du har tidligere sagt, at du går efter realisme med denne film. Kan du bekræfte, at båndet er lige så chokerende, som de hævder? Og har du kommentarer til, i hvilket omfang folk måske bliver overrasket over, hvor realistisk skildringen af dæmonbesættelse og eksorcisme er i denne film?

- På den ene side er skildringen af besættelse og eksorcisme i denne film – så vel som i "Eksorcisten" før den – stadig overdrevet. Og alligevel, på den anden side er det virkelig sådan, det er. Jeg har ikke set en video, der er så ekstrem, som det vises i filmen.

Men noget af det, der sker i filmen er virkelighedstro. Jeg har set en fyr blive holdt nede, og pludselig åbner hans pande sig helt af sig selv og begynder at bløde. Hvis du er en materialistisk skeptiker, bliver du nødt til at benægte, at det skete. Men Ralph Sarchie var der og så det. Nogle af disse ekstreme ting skete virkelig.

Men hvad, der gør det skræmmende, er ikke de uforklarlige ting, men dybden af de ??menneskelige lidelser, som du er vidne til. Det er ondskabens vedholdende banalitet og følelsen af ??fremmede ånders tilstedeværelse i disse mennesker, og ligeså troværdigheden af ??vidneudsagnene fra de mennesker, der har gennemgået det.

Jeg viste ikke Eric Bana bare ét videobånd.  Jeg viste ham en masse bånd. Selv nogle bånd med islamisk eksorcisme. Dette er ikke blot et kristent fænomen. Det er en antropologisk virkelighed. Da disciplene kom til Jesus og klagede over én som uddrev ånde ånder - selv om han ikke var tilhænger af Jesus – så siger Jesus, lad ham gøre det, for han hjælper dog stadig mennesker.

Det er ikke så vildt dramatisk, som det er i "Eksorcisten" eller min film, men det er mere dramatisk, end folk tror. Det dybt skræmmende eller urovækkende er ikke den paranormale aktivitet; det er dybden af den menneskelige lidelse, som er til stede.

En af de ting, jeg er mest stolt af, er, at Mendozas karakter ikke fremstår som en krigerisk dæmonpræst. Hans primære fokus er at hjælpe folk. Han bekymrer sig meget om de mennesker, der er besat. Han bekymrer sig om Santino, og det er grunden til, at slutningen er så følelsesmæssig stærk. Tilgangen til virkeligheden bag besættelse og eksorcisme sker ud fra et følelsesmæssigt, sandfærdigt perspektiv.

De eksorcister, jeg har mødt i det virkelige liv, gør det ikke til en leg – de er ikke interesserede i det dæmoniske - de bekymrer sig om mennesker. De har hjulpet folk med at finde lindring på måder, som de ikke kunne få fra den psykologiske eller materielle verden.

Oversættelse: Johan Schmidt Larsen

Nick Olson er assisterende professor i engelsk på Liberty University og skriver om film for Christ and Pop Culture og Filmwell. 

Copyright: Christianity Today

---