Romeo, Julie og rod med religion

Af: Eivind Algrøy
Er "Winter's Tale" et resultat af vor nyreligiøse tid eller et smukt eventyr om kærlighed og offer? Filmen efterlader seeren med mange store spørgsmål. Derfor er efterfølgende samtale og refleksion vigtig.

Dramaet Winter's Tale er baseret på en bog af samme navn af Mark Helprin. Vi møder tyven Peter Lake (Colin Farrell), der er på flugt gennem 1800-tallets gader i New York fra sin onde gangsterchef, Pearly Soames (Russell Crowe). Under flugten møder han den unge kvinde Beverly Penn (Jessica Brown Findley), som lider af tæring. Det bliver hurtigt klart, at deres skæbner er forbundet med hinanden, men af årsager, som ikke er klare. Vi finder også hurtigt ud af, at Soames' ondskab stikker dybere end den gennemsnitlige mafialeder.

Det er vanskeligt at gengive særlig meget af handlingen uden at afsløre centrale dele af plottet. Men det er måske heller ikke selve historien, der er det mest interessante. "Winter's Tale" er en af den slags film, som ser ud til at være gennemsyret af referencer, hvad enten det er religion, kunst eller eksistentielle spørgsmål.

Ånder og kræfter
Handlingen foregår i et tilsyneladende ordinært univers. Og den forbliver næsten ordinær, men kun næsten. Allerede fra første klip ser vi stjerner, engle og symboler med religiøs
betydning placeret på åbenlyse vigtige steder. Her har alt fra gravsten til reklametekster vigtige budskaber. Og gennem hele filmen dukker der hints op lige fra naturreligiøsitet over åndetro og til Shakespeare - som filmen også henter sin titel fra. Det hele gør det noget vanskeligt at forholde sig til - af flere grunde.

For er "Winter's Tale" en åbning for det, som rigtig mange mennesker i verden tror, nemlig at der findes ånder og kræfter, som på en eller anden måde overgår eller omgår fysikkens love, som vi kender dem? I så fald giver filmen et modstridende budskab om, hvad eller hvordan disse er.

I en interessant rolle som Lucifer ser vi Will Smith forklare, hvordan han er fanget på jorden. Vi ser også faldne engle og dæmoner, som samarbejder med ham mod det gode, og som kan gøre brug af lys i deres kamp for mørket. Klassiske motiver fra kristen lære med andre ord.

Men samtidig kolliderer filmen ubehageligt med Bibelens sobre fortælling om universet som et forudsigeligt sted, underlagt faste love. Stadig hører vi det drømmende "Hvad nu hvis … ", og forestillingerne går på alt fra, hvordan livet er efter døden, til om hvor vidt reeinkarnation er mulig og til, om universet har en skæbne for alle mennesker.

Håb om forår
Mere oplagt er det vel at forstå "Winter's Tale" som en slags fabel eller legende på samme måde, som Shakespeares egen A Winter's Tale indeholder legendariske træk om en statue, der reinkarneres. I så fald kan den måske være en slags billede på en mere ordinær virkelighed. Shakespeare troede næppe på statuer, som genopstår. Filmen har helt klart et budskab om, at kærlighed, lys og håb overvinder had, mørke og frygt. Der er også en klar tanke om, at ethvert menneskes liv har mening, og at meningen er knyttet til at gøre verden til et bedre sted. Selv filmens titel viser, at under ondskaben og kampen ligger håbet om forår, og om liv og godhed.

Rum for samtale
Til trods for nogle gode karakterer, ikke mindst Russell Crowe som dæmonen Pearly Soames, lykkes filmen ikke helt med sit projekt. "Winter's Tale" peger på mange måder i alle
retninger og efterlader seeren med flere store spørgsmål. Det kan være et tegn på, at filmen ikke kan håndtere alle de store spørgsmål, som bogen indeholder. I spørgsmålene, som opstår, kan der måske blive rum for samtale om, hvad filmen egentlig siger om verden.

Et interessant spørgsmål i den sammenhæng kan være, hvor filmen leder hen for at finde håb. Og da bliver det faktisk et problem med alle de eksplicitte referencer til kristne begreber. For i filmen affejes Gud og Djævelen som "moderne begreber" på den ældgamle kamp mellem det gode og det onde. I "Winter's Tale" ligger håbet i selve universet. Det er universet, som har en skæbne for mennesker, og det er universet, som sidder på magten til at gribe ind i menneskers liv. Menneskers frelse ligger i at opfylde sin skæbne, sådan at de kan befri sig fra tilværelsens kamp og blive stjerner på himlen.

Nåde og karma
Sådan set kan det hele minde om østlige ideer om karma som et uudgrundeligt system af love, der regulerer tilværelsen. Og dermed er vi inde på en helt anden interessant side ved filmen, nemlig tanken om, at sygdom har mening. To af filmens hovedpersoner er døende, og i begge tilfælde ser det ud til, at sygdommen er givet dem af en grund - enten for at tage livet af dem eller for at de skal blive udsat for kærlighed.

Afværger konsekvenserne
Uden Bibelens åbenbaring kan tanker om karma og skæbne hurtigt vise sig at blive rigelig skæbnesvanger. Selvfølgelig skilter filmen ikke med det, men i livssynsdebatten er det derimod et ofte brugt tema. Han er måske ikke den mest skolede filosof, men i bogen Bono siger U2's forsanger, at han vælger nåde frem for den populære ide om karma-love til regulering af tilværelsen. "For vi forstår med vor fornuft, at vi fortjener straf for vore synder. Derfor er nåden en så stærk ide, fordi den afværger konsekvenserne af menneskers handlinger," siger Bono.

En større kærlighed
Rockstjernen går videre og knytter denne nåde op på Jesus Kristus, som dør på korset for menneskers synder. Da bliver frelsen ikke afhængig af, at hver enkelt af os lever i en forudbestemt vilje for vores liv. Ifølge kristen tro er det ikke først og fremmest kærlighedens mirakel, at mennesker kan give sit liv for andre. Det er i stedet for en mulig konsekvens af den største kærlighed: at Gud selv gav sit liv for menneskers frelse. Det er den overraskende løsning på den umulige sætning om "øje for øje og tand for tand".

Kilde: Kulturvinduet.no

---