Løgn og latin

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Tro betragtes som en slags ufiks skråsikkerhed. Det er tvivlen, der er i højsædet i "Da Vinci Mysteriet".

Nu som film!

Ron Howard er manden, man hyrer, hvis man skal have et sikkert mainstreamprodukt, som mange mennesker har lyst til at indløse billet til. Fra at spille i en lavere division med film som "Splash" og "Willow" steg Howard til instruktørsuperliga efter rumgyseren "Apollo 13" og især Oscarvinderen Et smukt sind. Howard maler med den brede pensel; følelserne sidder gerne uden på tøjet, og dialogen mellem skuespillerne skal helst lyde som en vasketøjsreklame, for på den måde er man sikker på at få de fleste med.

Ja, jeg er ikke nogen fan af Howard, hvis film bedst virker, når han ikke forsøger at lave storladne, vigtige dramaer. Således var hans "Edtv" en mest morsom og spidsfindig satire over tv's rolle i menneskers liv. Morsom og spidsfindig kan man ikke kalde hans seneste film: Howard blev nemlig sat til at filmatisere Dan Browns ufatteligt populære roman - Da Vinci Mysteriet.

En roman, der er blevet et fænomen
Bogen, som 500.000 danskere har købt, stiller spørgsmålstegn ved alle de etablerede dogmer om Jesus Kristus, og det virker muligvis udmærket sådan at prøve at finde ud af, hvad kristendommen egentlig går ud på. Men den skråsikkerhed, Brown kritiserer kirken for at besidde - ja, den excellerer han selv så rigeligt i. "Da Vinci Mysteriet" bliver dermed et lidt skingert dokument, der ønsker at gøre kristendom til en art kønsløs humanisme, og Jesus til et helt almindeligt menneske. Brown fremstiller sin fiktion, som var den fakta, og dermed gør han nøjagtig det samme, han beskylder kirken for at have gjort i tusinde år: Han lyver og fordrejer fakta.

"Da Vinci Mysteriet" er blevet taget meget seriøs af kirken - men jeg tror nu det ville være bedre, om man arbejdede lidt med det, som "Da Vinci-feberen" er et udtryk for. Hos Dan Brown og Ron Howard må man gerne plukke sådan lidt i kristendommen og tage det, man synes lyder godt og lade andre ting ligge. Brown sanktionerer en selfmade tro, der med skepsis som udgangspunkt stiller spørgsmålstegn ved alle vedtagne autoriteter og tror på, at menneskets egne, selvoplevede relativistiske erfaring taler mere sandt end alt andet. Det er ikke Brown, der har opfundet disse tendenser - det fortjener han ingenlunde æren for - men hans bog er et glimrende udtryk for en udfordring, der har været herskende i Vesten i årevis.

Når tvivl er bedre end tro
Det er som om, at selvom der tales mere om den åndelige virkelighed, end der er blevet gjort i mange år - ja, så gælder det helst om ikke at tro for meget. Tro betragtes som en slags ufiks skråsikkerhed. Det er tvivlen, der er i højsædet. Skepsis. At stille spørgsmål ved alting og ingenting er det, det handler om, og sådan må det være i en tid, som er mere proces- end resultatorienteret.

Det er derfor en Grosbøl bliver hyldet og skal rummes i Folkekirken - fordi han vover at sætte tvivlen før troen og dermed giver plads for den tendens, der ikke blot hersker, men som tilsyneladende har erobret midtbanen i al tale om åndelighed og tro. Derfor bliver "Da Vinci Mysteriet" en succes - ikke fordi den sådan set er særlig nyskabende eller stiller spørgsmål, kirken ikke har behandlet før. Men fordi den giver stemme til den tvivl, som det kræver arbejde at komme til livs - et arbejde, der ikke anerkendes eller forstås som værdifuldt - fordi tvivlen hele tiden blåstemples. "Enhver bliver salig i sin vantro" - det er nok bare at fastslå, at "der må være mere mellem himmel og jord" - det er ikke superinteressant at finde ud af, hvad det er, der er der!

Man kan jo vende det positivt og sige, at tvivl forudsætter en lille tro - ellers ville det jo ikke være tvivl, men fast negativ overbevisning.

Men omvendt må man også konstatere, at selvom skepsis og tvivl virker meget humanistisk og positivt og fremadrettet - ja, så vil tvivlen altså troen til livs. Derfor skal den tages dødsensalvorlig. Men - er det det, Dan Brown gør? Er hans bog ikke bare et smart trick, som kan bruges til at tjene penge på tidsånden?

Hvad nu, kirke?
I filmen personificeres denne skepticismens udfordring til kirken i Ian McKellens ("Ringenes Herre") gamle, excentriske knark af en professor. Han har nøglen til gåden, - men hans handlinger afslører ganske langsomt hans dunkle motiver. Alligevel er det hans udlægning af Jesus Kristus, der får lov til at stå - en munter, vital og livsglad pillen Jesus ned fra sin guddommelighed. Piller han så virkelig Jesus ned, kan man spørge - og selvfølgelig gør han ikke det. Filmen lader dog sin egen udlægning af Jesus være den, der er sand - og alle, der er imod den, fremstilles som psykopatiske og magtbegærlige galninge. Jesus Kristus spændes for 117. gang for humanismens hysteriske karet - det er virkelig ikke særlig originalt. Men måske virker det.

Kirken fremstilles som den gamle, sure og løgnagtige institution - hvorimod den nye "Da Vinci-sandhed" om Jesus kommer som et friskt pust af sandhed efter årtusinders fortielser. Det er ikke første gang, kirken på den måde får på puklen - det har den sådan set altid fået. Men hvad stiller vi op med det?

"Da Vinci Mysteriet "er et makværk af en film. Usammenhængende, klodset, kedelig og ufrivillig komisk fremstår den ikke som en vinder på nogen måder, selvom den nok skal blive en stor succes. Om føje år er den sikkert glemt - men hvad gør vi som kristenfolk? Tør vi tage den hjemmelavede trosforståelse op som problematisk, fordi den ikke giver et bibelsk billede af Gud? Er vi optaget af at møde de spørgsmål, en film og bog som "Da Vinci Mysteriet" skaber hos folk? Og vigtigst af alt: Gør vi, hvad vi kan for at præsentere et sandt billede af Jesus Kristus som Guds søn for de mange mennesker, der har læst bogen og set filmen, men som ikke ved, hvordan de skal gribe Bibelen an?

Og dig, der har set filmen eller læst bogen: Hvad gør du ved "Da Vinci Mysteriets" postulater? Tør du begive dig ind i et arbejde med at finde ud af, hvem Jesus Kristus virkelig er?

---