Kvalitetsløft af kristne film

Af: Eivind Algrøy
De senere år har givet stadig bedre kristne film, noget som også bekræftes af mere uafhængige filmkritikere.

Store ressourcer bruges hvert år på film, som bærer etiketten "kristen film". Som i filmverdenen i øvrigt, er USA førende, men flere kommer til. Det sydafrikanske filmselskab Character Matters Animation Studios lancerede i fjor animationsfilmen "The Lion of Juda", som senere er lanceret i USA, og som skal lanceres i Storbritannien. Filmen har desværre fået en modtagelse, som ikke er usædvanlig for kristne film: Lovprisning fra menigheder og klagesang fra fagfolk og anmeldere.

De senere år har imidlertid givet os stadig bedre kristne film, noget som også bekræftes af mere uafhængige filmkritikere. Alligevel har forfatter Phil Cooke en pointe, når han i hårde vendinger udtaler, at kristen filmproduktion "stinker". Phil Cooke, som har produceret medieindhold for blandt andre Billy Graham, er kendt som en af amerikansk kristenlivs stærkeste interne kritikere. Han er selvsagt ikke den første, der kritiserer kristne filmskabere for at mene, at deres budskab er så vigtigt, at man kan tillade sig at nedprioritere filmhåndværket.

Kirken har de bedste forudsætninger
Jeg er heller ikke den første, som påpeger det åbenlyse: at kristne burde være de bedste historiefortællere. Vi kender en Gud, som har skabt med en kraft og kreativitet, som overgår alt, hvad vi kan forestille os. Vi ved, at al menneskelig kreativitet vidner om, at Skaberen har lagt noget af sin skaberglæde ned i menneskene. Vi ved også, at kampen mellem det onde og det gode, som alle film dybest set handler om, er et ekko fra Adams syndefald og syndens realitet i verden. Filmsproget er et krævende medie. Alligevel burde det være muligt for kristne at anvende dette i fortællinger, som giver genklang, som berører og inspirerer, ja, ganske enkelt viser kristen tro som troværdig og relevant.

Der kan være mange årsager til, at så mange missionskroner og dollars er gået til filmprojekter, som stort set ikke når længere end til menigheden. Givere og sponsorer, som stiller krav til et tydeligt formidlet evangelium i en bestemt form, og som primært ønsker et "positivt og opløftende produkt", er noget af forklaringen. Endvidere er det også sådan, at uafhængige filmskabere altid vil lide under begrænsede midler og manglende tilgang til det sidst nye inden for filmteknologi og kompetenceudvikling.

Lovende tegn på kristne films fremtid
Det kan også være, at kristne film dømmes unødvendig hårdt af nogle. Det kan være fordomsfulde anmeldere i pressen eller kristne, som ønsker at distancere sig fra begrebet "kristne film" på grund af de negative associationer ordet i mange sammenhænge giver. Mere lavmælte kristne film som Rust og Faith Like Potatoes eller den mere kommercielle Courageous kan risikere at havne i "spam-filteret" hos anmelderne af disse grunde. Som jeg ser det, giver de to førstnævnte film lovende tegn på, at kristne film kan have en fremtid. Endvidere overrasker "Courageous" fra selskabet bag blandt andre Facing the Giants og Fireproof ved at lande på en fjerdeplads i solgte billetter i åbningsweekenden i USA.

Det mest grundlæggende problem for kristne films troværdighed har været filmskabernes forhold til filmens budskab. Selv den mest letbenede komedie har budskaber på flere niveauer, fra de handlinger og valg, som hovedpersonen gør, til de mere grundlæggende værdier, som bevidst eller ubevidst leder ham eller hende til at træffe valgene. Men der er forskel på, om hver historie har et budskab, eller om en historie kun lever for at formidle et bestemt budskab. I det første tilfælde er budskabet underlagt samspillet med den gode historie og fremstår som et resultat af hændelsesforløbet. I det andet tilfælde kan man let ende med at have en kunstig og forudsigelig historie, som dermed ofte står i vejen for det budskab, man har ønsket at formidle.

Woody Allen - en tydelig formidler
Der er selvfølgelig mange eksempler på film, der lykkes, selvom de er lavet for at formidle et budskab. Det gælder ikke mindst film, som formidler andre livssynsperspektiver end det kristne. Som regel skyldes det god forståelse af, hvordan fortællinger foregår på lærred, og at filmen har andre rigtig gode kvaliteter, som overbeviser - eller distraherer - publikum tilstrækkelig til, at de nemt "tror" på historien. Woody Allen er et eksempel på en anerkendt filmskaber, som indimellem er meget tydelig i sin formidling af eksistentialismen. I hans tilfælde er det som regel afvæbnende humor og selvironi, der bidrager til, at publikum også fanges af budskabet.

Man har lov at håbe, at de positive signaler fra film som "Rust" og "Faith Like Potatoes" kan være begyndelsen på en tid, hvor det lykkes kristne filmskabere at lave film, som formidler det kristne budskab på en måde, som det fortjener. Vi har stadig til gode at se, om det sekulære anmelderkorps formår at se med nye øjne på film, som har det "kristne" stempel på sig.

Kilde: damaris.no

---