Jesus i instruktørernes billede

Af: Per Arne Gjerdi
Instruktøren lader en piskescene vare i 10 minutter, og Jesus fremstår som en helt. Når det eneste, som bliver formidlet om Gud i filmen, er, at han kræver sin søns død, så er det et utrolig hårdt gudsbillede.

Jesus i instruktørernes billede
At skildre Jesus på film byder på mange udfordringer. Teolog og filmkritiker Kjartan Leer-Salvesen har set og analyseret en masse film i genren. Instruktører skaber let Jesus i sit eget billede, mener han.

Hvem har ikke set Jesus på film? Internationalt er der lavet omkring 160 film, hvor Jesus skildres enten i hovedrollen eller i en birolle. Det gør Jesus til tidernes største filmstjerne, hævder Kjartan Leer-Salvesen.

Men hvordan fremstår historien om Jesus, når den bliver præsenteret gennem vor tids stærkeste medium? Teologen og filmkritikeren opdagede for et stykke tid siden, at der ikke var gjort noget særligt for at finde ud af det i Norge. Norsk Filmkritikerlag og flere andre instanser gav han anledningen til at gribe fat i udfordringen. Projektet foreligger nu i bogform med titlen "Fra glansbilde til antihelt - Jesus på film" (Verbum Forlag)

Set af en milliard
Franco Zeffirellis Jesus af Nazaret (1977), som både var biograffilm og miniserie i tv, og "Jesus" (1979), oftest kaldt "Jesusfilmen", er nok de mest kendte Jesus-film, som er lavet. Den sidstnævnte er blevet brugt meget i missionssammenhæng, og er vist nok set af en milliard mennesker. Vi skal helt frem til Mel Gibsons kontroversielle The Passion of the Christ (2004) for at finde en Jesus-film med tilsvarende publikumsinteresse.

- Sidst i 70-erne dukkede der en del ironiske, satiriske film op. Mest kendt er "Life of Brian", som parodierede den lidt højtidelige tendens i Jesus-filmene. Derefter blev der sjældnere lavet film om Jesus. To kendte fra 90'erne er imidlertid "Jesus fra Montreal" og The Last Temptation of Christ, som er tydeligt anderledes end de klassiske fortællende og fromme film fra 60'erne og 70'erne, siger Leer-Salvesen.

Jesu identitet
- Måske kan man sige, at Jesus-filmen var kommet i en krise. Men omkring årtusindskiftet skete der en del. "The Passion of the Christ" er bare én. Johannesevangeliet og BBC-produktionen "I undernes tid" er to andre. Pludselig blev der mangfoldige filmatiske måder at fremstille Jesus på. Genren udvidede sig til også at skildre Jesus i vor egen tid. Filmskaberne tog sig større kunstneriske friheder ved radikalt at undersøge Jesu identitet, ikke mindst i forhold til dette at han er både Gud og menneske. Martin Scorseses "The Last Temptation of Christ" skildrer for eksempel en Jesus, som er i tvivl om, om han hører Guds eller Djævelens stemme.

- Hvordan går det til, at "The Last Temptation of Christ" fik kristne til at demonstrere foran biograferne for 15 år siden, mens omstridte Jesus-skildringer ikke synes at vække samme reaktioner i dag?

- Grænsen for, hvad man accepterer, har nok flyttet sig siden den gang. Samtidig har vi ikke fået en lige så kontroversiel film igen. Mens det var mere karismatiske og konservative miljøer, som reagerede på "The Last Temptation of Christ", var det modsatte fløje, som reagerede på "The Passion of the Christ". Så jeg tror ikke tiden til at reagere er forbi.

Den rigtige stemning
I bogen skriver Leer-Salvesen blandt andet om "Fra krybben til korset" (1912). Filmen blev vist med orgelmusik og røgelse i rummet for at skabe den rigtige stemning og dermed forhindre alt for voldsomme protester.

- Det har altid været ømtåleligt at fremstille frelseren på film, og sådan bliver det nok ved med at være. Fordi dette er fortællinger, som er grundlæggende for mange.

- Hvilke problemer er knyttet til det at skildre Jesus på film?

- Jeg ser flere udfordringer, både teologiske og æstetiske. Det er vanskeligt at lave en film med udgangspunkt i en historie, de allerfleste kender. Der er allerede lavet så mange film om Jesus. Desuden er Jesus som person meget forskellig fra andre filmhovedpersoner. Det handler også om at evangelierne er nogle meget anderledes tekster end et filmmanuskript. Filmskaberne bliver nødt til at give personerne en psykologisk motivation, og de må digte en samtale mellem Jesus og disciplene. Så bliver udfordringen at finde balancen mellem bibelfortællingen og det, man digter.

Mattæusevangeliet
- Teologisk er det en udfordring at forholde sig til fire evangelier med uens præg, når man laver et filmmanuskript. Hvad tager man med, og hvad tager man ikke med? Man skaber let en Jesus i sit eget billede. Man tager det med, som man kan lide, men nedtoner det kontroversielle. Det bliver i mange tilfælde en publikumsvenlig Jesus, som er fjern fra evangelierne.

- Skuespillerens betydning er vel heller ikke uvæsentlig for, hvilket billede vi får af Jesus?

- Nej, skuespilleren er utrolig vigtig. I mange film synes jeg, Jesus fremstilles som en guddommelig statue, de andre står og ser på. Det går let i retning af maleriet, i låste kompositioner, uden den dynamik og realisme, vi ellers forventer af film. Tilmed forstærkes dette af en voldsom brug af musik, som skal fremhæve Jesu guddommelighed. Et af de mest uløselige problemer med Jesus-film har netop været at skildre ham som både sand Gud og sandt menneske.

- Har du selv en favorit, når det gælder Jesus på film?

- Jeg synes Pasolinis Matthæusevangeliet fra 1964 er den bedste af de klassiske Jesus-film. Instruktøren forstår at indfange noget, jeg oplever som evangeliets egenart. Den skildrer en Jesus, som vækker undren og reaktioner, og som giver mig lyst til at nærlæse evangeliet.

Passion
- Der var meget opmærksomhed omkring Mel Gibsons "The Passion of the Christ". Du var blandt dem, som gav filmen en hård medfart, da du anmeldte den i "Vårt Land". Hvorfor?

- Noget af det vigtigste i mit anliggende har været at finde frem til nogle redskaber, som gør, at vi kan vurdere, hvilke gudsbilleder der bliver præsenteret, og hvordan bibelfortællingerne bliver brugt. Når man ser en Jesus-film, er det meget let at genfinde den ene fine, flotte historie efter den anden. Det kan give mange stærke, opbyggelige oplevelser. Jeg har prøvet at hæve blikket og stille tre vigtige spørgsmål: Hvad er opdigtet, hvad er udeladt, og hvad er blevet fremhævet? Når jeg går til "The Passion of the Christ", reagerer jeg ikke mindst på fortælleudsnittet, som bare lægger vægt på Jesu lidelse, og ikke på hvem han var. Han bliver et offer, ikke en person med et budskab.

Leer-Salvesen mener, filmen aldrig etablerer Jesus som en personlighed, før han kastes ud i alle de dramatiske omstændigheder.

- Instruktøren lader en piskescene vare i 10 minutter. Det viser tydeligt filmens fokus. Når Jesus formår at rejse sig efter piskningen, skildres det med virkemidler, som fremmer Jesu heltemod. Han orker at tage imod mere lidelse. Og når det eneste, som bliver formidlet om Gud i filmen, er, at han kræver sin søns død, ja, så er det et utrolig hårdt gudsbillede i forhold til det, evangelierne ellers fortæller. Filmens budskab er, at Jesus kun blev sendt for at dø. Vi møder kun lidt af den positive baggrund for, at han kom. Hvad han forkyndte om Guds rige, hvordan han mødte mennesker, og at han gjorde undere, er totalt borte.

Nytolkning
Leer-Salvesen har ikke bare undersøgt film med et åbenbart Jesus-portræt. Han har også set "film på sporet af Kristus Inkognito", film hvor hovedpersonen har Kristus-ligheder. Det interessante for ham er imidlertid ikke at finde direkte ligheder, men at se hvordan Jesus-fortællingen og filmfortællinger bliver vævet sammen og belyser hinanden gensidigt.

- Jeg har ikke ønsket at fælde en værdidom over filmene, eller måle dem med dogmebriller. Enhver nytolkning, enten den sker på film eller i forkyndelse, står i fare for at miste noget væsentligt. Men Jesus-fortællingen vil støve til som en museumsgenstand, hvis ikke den bliver nytolket og aktualiseret i dag, siger Kjartan Leer-Salvesen.

---