Historien om 11. september

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Såkaldte historiske film efterlader os ofte med en fornemmelse af at have vist det, "som det virkelig var".

Lige siden D. W. Griffith's "The Birth of a Nation" i 1915 udkom, har filmindustrien været et vigtigt redskab, når der skulle bygges mytologi og forståelse af historiske begivenheder. Både verdenshistoriske og lokalhistoriske hændelser har været genstand for kameraets opmærksomhed og har skabt film der har vakt debat eller eftertanke. Men behandlingerne af emnerne er følsomme overfor, hvad tidsånd, politiske vinde og samtiden har været optaget af.

Et eksempel på det kunne være anden verdenskrig. Med "Judgement at Nuremberg" i 1962 fik en generation sin "nazifilm" – en film der havde som præmis at retfærdigheden skulle ske fyldest, og at ofrene for nazitiden skulle hævnes. I 80'erne var det en film som "Sophies Valg", der tegnede anden verdenskrig – en tragisk film om traumet ved selv at være skyldig og dog overlevende.

Med Spielbergs Schindlers Liste fik min generation "sin" film om anden verdenskrig – en film der valgte en humanistisk vinkel med udgangspunkt i Holocaust– en film der i høj grad tror på det gode i mennesket midt i Holocaust. Det samme gør sig gældende i film som Saving Private Ryan og Livet er smukt. Det er min påstand, at film som disse er mere afgørende, end vi tror, for, hvilket billede der dannes i offentligheden af de pågældende begivenheder. De fleste er godt klar over, at filmene til dels opererer inden for en fiktionsramme – men fordi film gør indtryk efterlader de ofte en fornemmelse af at have vist det, "som det virkelig var". Man kan spørge, om vi er helt klar over, hvad det gør ved os at se film om historiske begivenheder ...

9/11
Nu er det så blevet tid for at 9/11 – den 11. september 2001 med terrorangrebene på Washington og World Trade Center – får sine film. Der har været bygget på mytologien om den dag, siden det skete, og politiske og religiøse bevægelser har gjort, hvad de kunne, for at få deres tolkning af den dag fremstillet som sand. Netop, fordi det var en så ufattelig begivenhed så forholdsvis tæt på os, bliver mytologien interessant og vigtig, for den hjælper os til at besvare det store "hvorfor", der vokser ud af begivenheder så enorme.

Der har allerede været et par tv-film om 9/11 og et ensemble-drama af små kortfilm af forskellige instruktører. Der har – interessant nok – også været en tyrkisk film, "Ulvenes dal", om terroristangrebene og den efterfølgende invasion i Irak. En meget USA-kritisk film, der blev en kassesucces i Mellemøsten …

Men de to film som 2006 indtil nu har budt på, har uden tvivl været de mest fremtrædende, og begge har vakt stor debat – både Paul Greengrass' United 93 og Oliver Stones World Trade Center.

Det interessante er, at der her både er tale om to meget forskellige og to meget ens film. Stone's film er den store Hollywood-produktion der anskuer terrorangrebet på New York uden at beskæftige sig med terroristerne overhovedet. Greengrass' film dvæler både ved terroristerne og ofrene. I begge film er der helte – og heltene er i "United 93" ualmindelig almindelige, mens de i "World Trade Center" er almindelig ualmindelige! Greengrass dvæler ved menneskets iboende trang til at overleve, mens Stone's synsvinkel er to ofre, der faktisk ikke begår andet heltemodigt end at prøve at passe deres arbejde – og så være blandt de meget få, der overlevede inde i World Trade Center – efter at bygningerne styrtede sammen.

Politik eller ej?
Det er interessant, at en begivenhed som i den grad har præget det politiske verdenskort lige siden 2001 forsøges at bliv behandlet "upolitisk". Men selvfølgelig er begge film politiske. 

"United 93" lader et par korte hip falde omkring den amerikanske præsidents inkompetence. Passagererne i flyet den morgen bliver dermed helte som amerikanske "græsrødder", og filmen giver et portræt af det USA, der ikke er lig med George W. Bush, men som blev ofre for den islamiske terrorisme. Greengrass balancerer elegant på en knivsæg: Han ønsker at vise hvordan systemet fejlede den dag, men samtidig har han tydeligvis stor ærbødighed for de mennesker, der var sat til at administrere det. Stone derimod vil give et meget autoriseret billede af Amerika, og dermed bliver hans film voldsomt patriotisk. Sandt nok holder den perspektivet småt med historien om de to indespærrede politibetjente, men den lader en galning af en marinesoldat tale om hævn og slutter med en lakonisk besked om, hvordan den pågældende soldat nu to gange har kæmpet mod terrorister i Irak. Dermed blåstempler Oliver Stone den udlægning af 9/11, der blev præsident Bushs og det officielle Amerikas. Greengrass derimod lader tavsheden være talende i sin film, der slet skjult retter en skarp kritik mod Bush's administration.

Hvilken mytologi vinder?
Sært nok har ingen af de to film været store kassesucceser i USA. "United 93" vandt anmelderne, men "World Trade Center" solgte flere billetter. Man kan spørge sig selv, om det var for tidligt, disse film kom. Ikke desto mindre vil 2007 bringe flere film, der tager udgangspunkt i katastrofen 11. september 2001. Nu har vi fået to film, der er "baseret på virkelige hændelser". Nu tager fiktionen over og bruger begivenhederne den dag som dramatiske fikspunkter nærmere end emner i sig selv. Det skal blive interessant at se, hvilken udlægning, de film vil lægge sig op ad – og det bliver spændende at se hvordan fremtiden vil bedømme de film der så inderligt ønsker at være et sindbillede af en frygtelig dag.

Som kristen tror jeg ikke, man har færre spørgsmål end andre mennesker. Datoen vil for os også i fremtiden være en "Jobs dag", hvor spørgsmålene om mening og sammenhæng trænger sig på. Vi ved dog, at Gud ønsker fællesskab med menneskerne, og at vi er skabt til fællesskab med ham. Hvilke konsekvenser får det for os i en verden med terrorisme og tsunamier?

Hverken "World Trade Center" eller "United 93" kan svare på det, omend Kristus får en central plads hos Oliver Stone. Vi må selv kæmpe videre med spørgsmålene, velvidende at vi nok aldrig kan og vil kunne finde svar. At se filmene er på en måde at se i øjnene, hvilken verden vi lever i. Det er ikke et kønt syn. Men det kan lære os noget om, netop hvorfor Jesus kom til jorden og byggede en bro mellem os og Gud.

---