Guds spion: Kurt Gerstein

Af: Torben Jørgensen
SS-officeren Kurt Gersteins kristne tro forbød ham at holde mund med, hvad han med egne øjne havde set i koncentrationslejrene.

Dette er historien om Kurt Gerstein. Hans historie er næsten for usandsynlig til at være sand. Vi kender den, dels gennem afhøringer af ham efter krigen, dels via hans skriftlige beretninger ("Gerstein-rapporten"). Derudover gennem en større mængde bevarede breve fra hans hånd, via udsagn fra folk, der kendte eller mødte ham og endelig via nogle enkelte officielle dokumenter fra det Tredje Rige. Det er klart, at Gersteins egne breve og beretninger må læses kildekritisk. Filmen Amen handler om Kurt Gerstein.

I maj 1933 blev Kurt Gerstein på familiens råd medlem af NSDAP, nazipartiet. Han forklarede siden, at han meldte sig ind for lettere at kunne få job. Men han tilføjede, at han var enig med nazisterne på en række områder. Som så mange andre af sin generation var Kurt Gerstein en overbevist tysk nationalist, og han nærede store håb til Hitler. Som tiden gik, blev Gerstein imidlertid mere og mere kritisk over for nazisterne. Især var de anti-kristne tendenser i nazismen en anstødssten for Gerstein. Resultatet af dette var at han blev arresteret, forhørt hos Gestapo (det hemmelige politi) og til sidst for en kort overgang indsat i en tysk koncentrationslejr.

Modstand
I 1935 gik et nazistisk teaterstykke på de tyske scener. Det var stykket "Wittekind", der var stærkt kritisk over for kristendommen. Gerstein overværede stykket i en sal, der var fuldt pakket af partimedlemmer og medlemmer af SA (stormtropperne). Midt i det hele rejste han sig og råbte, "Vi finder os ikke i, at man gør nar af vores Gud, af Jesus Kristus". Han blev banket sønder og sammen, mistede flere tænder og blev smidt ud af salen. Da havde han allerede gjort sig bemærket med nazi-kritiske bemærkninger i de kristne ungdomsbevægelser, der var blevet lagt ind under Hitler-Jugend. Her havde Gerstein opfordret til, at lederne forlod Hitler-Jugend og gik tilbage til de kristne organisationer. Afstraffelsen i teatersalen fik ikke Gerstein på andre tanker. Han forfattede og distribuerede anti-nazistiske eller snarere nazi-kritiske skrifter, som han lod udbringe sammen med ungdomsbevægelsernes medlemsblade.

I september 1936 blev han arresteret af Gestapo for disse aktiviteter og indsat i tugthuset i Saarbrücken i seks uger. Kort efter blev han udstødt af partiet. Endvidere blev han udsat for Berufsverbot; dvs. fyret fra sit job som mineingeniør med forbud mod at arbejde igen. I stedet begyndte han på teologistudiet, men valgte kort efter at læse medicin. I 1937 giftede han sig med præstedatteren Elfriede. Gerstein lagde imidlertid ikke sine anti-nazistiske aktiviteter på hylden; arbejdet med de hemmelige protestskrifter fortsatte. I sommeren 1938 blev han igen arresteret, og denne gang indsat i koncentrationslejren Welzheim nær Stuttgart. Efter sin løsladelse få måneder efter genoptog han sine studier.

Ind i SS
I begyndelsen af 1940 blev det såkaldte eutanasi-program sat i gang i Tyskland. Det var et hemmeligt program, hvor store dele af landets anstaltspatienter – handicappede, psykisk syge og andre – skulle myrdes. Disse mennesker blev gasset på seks forskellige anstalter i Tyskland og Østrig, hvorefter familierne modtog falske dødsattester. En af disse anstalter hed Hadamar og lå mellem Frankfurt og Köln.

Et af Kurt Gersteins kvindelige familiemedlemmer blev i foråret 1941 myrdet på Hadamar. Mystikken, der omgav hendes død og en stærk mistanke om statens indblanding, fik Kurt Gerstein til at træffe en ekstraordinær beslutning: Han ville melde sig ind i SS og der virke som "Guds spion og Herrens sabotør".

I marts 1941 meldte Gerstein sig derfor ind i SS, og som ingeniør blev han sendt til Waffen-SS hygiejneinstitut. Hans første opgave blev at udvikle et vandrensningsanlæg til brug for tropperne i felten. På den tid havde man store problemer med 

plettyfus i militæret, og da Gerstein hurtigt og effektivt løste opgaven, var ledelsen i hygiejneinstituttet begejstret for den nye medarbejder. Det fik stor betydning, for nogle måneder senere, i efteråret 1941, blev partiet opmærksom på, at Gerstein nu var medlem af SS. De forsøgte at få ham fjernet, men succesen med vandrensningsanlæggene gjorde, at hygiejneinstituttet ikke ville skille sig af med ham. Tværtimod blev Gerstein forfremmet i januar 1942, hvorved han blev leder af instituttets tekniske desinfektionsafdeling. I denne afdeling arbejdede man også med giftstoffet Zyklon B. Denne ekstremt giftige blåsyregas blev oprindelig brugt til desinfektion af tøj, men i efteråret 1941 gennemførte man imidlertid eksperimenter med massedrab ved hjælp af Zyklon B i Auschwitz, og gassen blev derefter det foretrukne middel til drab på især jøder i Auschwitz og i visse andre lejre. Det blev Gersteins opgave at sørge for leveringen af Zyklon B til Auschwitz.

Gerstein-rapporten
I 1942 blev de fleste massedrab foretaget i udryddelseslejrene Be?zéc, Sobibór og Treblinka i det tysk-besatte Polen, hvor man benyttede kuliltegas i form af udstødning fra bilmotorer. I august 1942 blev Gerstein sendt til disse lejre for at forsøge at overtale ledelsen der til at gå over til at benytte Zyklon B. Med en lastbil fuld af denne giftgas kørte Gerstein til Be?zéc, hvor han overværede en massegasning. Ifølge hans eget udsagn fortalte han kommandanten (der i øvrigt ikke ønskede at bruge Zyklon B), at gassen var blevet ustabil og dermed farlig for personalet at benytte. Gassen, der lå i containere, blev derefter gravet ned. Gerstein hævdede siden, at han for at modarbejde massedrabene også ved andre lejligheder benyttede denne taktik, altså at hævde at gassen var blevet ustabil og derfor burde destrueres.

Hvad han så i lejrene, chokerede ham dybt. Således fortæller han i sin rapport fra 1945 om den gasning, han overværede under besøget i Be?zéc:

 "Menneskene stod på hinandens fødder. 700-800 på 25 kvadratmeter, i 45 kubikmeter! SS’erne tvang dem fysisk sammen, så meget som overhovedet muligt. – Dørene lukkede sig. Imens ventede de andre derude i det fri, nøgne. Man sagde mig: Også om vinteren er det nøjagtig sådan! Jamen de kan jo dø af det, sagde jeg. – Ja, det er jo netop derfor, de er her! sagde en SS-mand til mig på sin dialekt. – Nu forstår jeg endelig også, hvorfor hele indretningen [gashuset] hed Hackenholt-stiftelsen. Hackenholt er chauffør på denne dieselmotor, en lille tekniker, samtidig den, der har bygget anlægget. Med dieseludstødningen skal disse mennesker dræbes. Men dieselmotoren fungerer ikke! Kaptajn Wirth [kommandant i Be?zéc] ankommer. Man ser, at det er ham pinligt, at det netop skulle ske nu, hvor jeg er her. Javel, jeg ser alt! Og jeg venter. Mit stopur har registreret alt udmærket. 50 minutter, 70 minutter – motoren starter ikke! Menneskene venter i deres gaskamre. Forgæves! Man hører dem græde, hulke. [...] Kaptajn Wirth slår med sin ridepisk på ukraineren, der skal hjælpe Hackenholt med motoren, 12, 13 gange i ansigtet. Efter to timer og 49 minutter – stopuret har registreret alt udmærket – starter motoren. Til dette øjeblik levede menneskene i disse fire kamre, fire gange 750 mennesker i fire gange 45 kubikmeter! – Forfra, 25 minutter er gået. Rigtigt, mange er nu døde. Man ser det gennem de lille vindue, når det elektriske lys et øjeblik oplyser kammeret. Efter 28 minutter lever kun få endnu. Endelig, efter 32 minutter er alle døde!"

Gerstein berettede for forskellige mennesker om det, han havde set. På vej hjem fra Polen mødte han i et tog en svensk diplomat, baron Göran von Otter. De faldt i snak, og Gerstein tog en vanvittig chance: Han fortalte svenskeren om Be?zéc, Treblinka og de nazistiske massedrab på jøder i Polen. Von Otter huskede siden, at toget var stoppet i åbent land nær Warszawa:
"Vi sprang begge ned fra toget for at få lidt frisk luft. […] Der var svedperler på hans pande. Der var tårer i hans øjne. Og hans stemme var hæs, da han pludselig sagde, "jeg så noget frygteligt i går. Kan jeg komme og se Dem på legationen?""

Von Otter foreslog, at de talte ombord på toget, og spurgte Gerstein: "Er det jøderne," spurgte han. "Ja," sagde Gerstein, "jeg så mere end titusinde dø i dag."

I en flere timer lang feberagtig samtale, vældede historien ud af Gerstein, der græd og kæderøg. Von Otter har senere i sin beskrivelse af mødet nævnt, at "det var svært at få Gerstein til at holde stemmen nede. Vi stod der sammen, hele natten, måske seks eller otte timer. Og igen og igen blev Gerstein ved med at genfortælle, hvad han havde set. Han hulkede og gemte ansigtet i hænderne. Lige fra begyndelsen, hvor Gerstein beskrev ugerningerne, grædende og med knust hjerte, havde jeg ingen tvivl om oprigtigheden af hans humanitære intentioner."

Tilbage i Berlin tog Gerstein også kontakt til den pavelige udsending i Tyskland og til en kirkelig leder, Otto Dibelius, og fortalte om lejrene. Von Otter videregav Gersteins beretning til den svenske regering, ligesom Vatikanet formentlig også blev underrettet. Men intet skete. Over de næste måneder informerede Gerstein hundreder af mennesker, herunder diplomater og gejstlige, om sin viden. Ifølge Gerstein selv saboterede han, så ofte det var ham muligt, i årene derefter forsyningen af Zyklon B til Auschwitz og andre lejre. Selv hvis det er sandt, havde det ingen eller kun ringe effekt; Auschwitz modtog rigeligt Zyklon B til at gasse hen ved en million jøder inden krematorierne og gaskamrene lukkede i januar 1945. Gerstein var virkelig blevet manden, der forsynede Auschwitz med gas, om han ville det eller ej.

Efter krigen
I foråret 1945 blev Kurt Gerstein arresteret af franske tropper. Da de blev klar over hans rolle i SS, overførte de ham til et særligt militærfængsel i Paris. Her blev han underkastet en række intensive forhør, og her nedskrev han sin beretning, den såkaldte Gerstein-rapport. Faktisk skrev han adskillige versioner i løbet af maj og juni 1945, nogle på fransk, andre på tysk. De er ikke fuldstændig enslydende. Beretningerne indeholder gengivelser af det, Gerstein oplevede i Belzéc og Treblinka, samt hans egen version af hans besynderlige livsbane og hans egne forklaringer på de valg han traf. Franskmændene anså ham for en svært belastet gerningsmand, og de behandlede ham derefter.

Den 25. juli 1945 fandt vagterne Gerstein hængt i sin celle. Om han døde for egen hånd, eller om han blev dræbt af andre SS-officerer, der sad i samme fængsel, og som anså Gerstein for en forræder, er aldrig blevet opklaret. Gersteins ven, pastor Martin Niemöller, sagde om ham:

"Han var en ganske særlig slags helgen, men fuldstændig ren, og med en uangribelig indstilling. Han var beredt til at ofre, og ofrede virkelig, sin ære, sin familie, og sit liv."

Niemöller så således Gerstein som en helgen, der var villig til at ofre alt. På den anden side står tilbage, at Gerstein var ansvarlig for at levere den gas til Auschwitz og andre udryddelseslejre, der blev brugt til drabet på mange hundredetusinde mennesker.

Kilde: www.folkedrab.dk, hvor der er spørgsmål samt links til bl.a. udenlandsk litteratur.


Gersteins opvækst
Kurt Gerstein blev født den 11. august 1905 i Münster. Han var det sjette af syv børn af den national-konservative landsretspræsident Ludwig Gerstein. Tonen i hjemmet var streng, ræget af faderen, der var et klassisk autoritært pligtmenneske. Helt frem til anden verdenskrigs afslutning holdt Ludwig Gerstein under diskussioner med sønnen fast på, at man skulle adlyde sine foresatte ubetinget; at ansvaret eneog alene lå hos den, der udstedte ordrer, ikke hos den, der fulgte dem. Gerstein blev som ganske ung medlem af en række kristne ungdomsorganisationer, og fra 1925, hvor han var 20 år gammel, blev han en dybt troende kristen. Han læste til mineingeniør og aflagde den sidste eksamen i 1931.

Eutanasiprogrammet
Den såkaldte "eutanasi"(medlidenhedsdrab") var et mordprogram, der blev iværksat i Tyskland i slutningen af 1939.  Efter, at man fra 1938 var begyndt at dræbe handicappede børn i de tyske anstalter, myrdede man fra 1940 også voksne patienter. Hvor børnene enten blev sultet ihjel eller dræbt med giftinsprøjtninger, blev de voksne myrdet i gaskamre med kulilte. 7-8.000 børn og omkring 90.000 voksne blev myrdet under dette program (kaldet T4) mellem 1940 og sommeren 1941.

KZ-lejren Belzéc
Belzéc var en af tre udryddellejre, som nazisterne administrerede fra den polske by Lublin i 1942 under kodebetegnelsen "Aktion Reinhardt". De to andre var Solibór og Treblinka (i nærheden af Warszawa). I Belzéc blev mellem 500.000 og 600.000 jøder myrdet med udstødningsgas fra en forbrændingsmotor fra marts til december 1942.

---