Første test-atombombe hed Trinity

Af: Ann-Christin Østerberg
At den første test-atombombe kom til at hedde Trinity skyldtes, at Oppenheimer var inspireret af sin favoritdigter John Donnes digt "Hymn to God, My God, in My Sickness".

Oppenheimer er en af årets mest omtalte og besøgte biograffilm. Filmen handler om ham, som blev kaldt atombombens far, fysikeren Robert Oppenheimer. Sammen med sit forskerteam udviklede han atombomben, som satte et grusomt og endeligt punktum for anden verdenskrig.

Filmen rammer sit mål præcist. Det er en antikrigsfilm om store dilemmaer og samvittighedskvaler, blandet med en portion dommedagsadvarsler. Jeg lagde mærke til en lille detalje - navnet på den første test-atombombe. Den hed Trinity, som betyder treenighed. Et underligt navn at give verdens første atombombe.

Trinity-testen blev gennemført den 16. juli 1945 kl. halv seks om morgenen og bliver betragtet som en af de største videnskabelige præstationer i verden. Den ledte vores verden ind i atomalderen. Men hvorfor i alverden kaldte de bomben Trinity? Når det gælder dette særlige valg af navn, må vi finde svaret hos atombombens far. Det viser sig, at geniet Oppenheimer også var lidenskabeligt optaget af litteratur.

Inspireret af digte
Da han flere år efter krigen blev spurgt om, hvorfor han valgte navnet Trinity, svarede han, at det var inspireret af digte af en af hans favoritdigtere, John Donne. Først citerede han fra Hymn to God, My God, in My Sickness, som handler om en mand, der ikke var bange for at dø, fordi han troede på opstandelsen. Derefter henviser Oppenheimer til et andet digt af Donne: Batter my heart, three-person'd God. "Udover dette har jeg ikke den mindste ide om hvorfor," skrev han. Et interessant valg af digt og navn fra en ikke-religiøs forsker, født i en sekulær jødisk familie.

Jeg vil ikke spekulere mere i, hvad der lå bag Oppenheimers fascination for digtene, men den morgen, Trinity sprang, fortæller han: "Vi vidste, at verden ikke ville blive den samme igen. Nogen lo, nogen græd, de fleste var stille." Så citerer han det, som er  blevet hans mest kendte citat: "Jeg husker en linje fra det hinduistiske skrift Bhagavad Gita: Jeg blev døden, ødelæggeren af verden." At mennesket er kapabelt til katastrofale ting, bliver denne morgen en stærk påmindelse om.

Brug for udfrielse
At mennesket har brug for frelse og udfrielse fra sig selv er dette også en påmindelse om. Digtet Batter my heart, thre-person'd God handler om, at vi har brug for frelse, og at det kun er kraften i treenigheden, som kan bryde syndens bånd. Digteren finder frihed i at overgive sig til Guds vilje og hans kærlighed. Det beskriver kampen mellem nåde og dom og paradokset i, at kun ved at være bundet til Kristus, kan vi blive virkelig frie. Paulus nævner noget om denne kamp i Romerbrevet kapitel 8 vers 2-6:
For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred.

I disse vers omtales både Gud, Jesus og Den hellige ånd. Selv om vi ikke finder ordet treenighed i Bibelen, så møder vi beskrivelser og omtaler af treenigheden flere steder - som her i Romerbrevet.

Det var Gud, som sendte sin Søn, som ofrede sig for vores synder. Det er Ånden, som giver liv og fred. Det er selve summen af evangeliet og vigtige kernepunkter i den kristne tro. Vi tror på én Gud, bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden, hvor både hans væsen og gerninger er ét. Vi finder det også i Paulus' hilsen til menigheden i Korinth. Paulus har givet sine indspil og formaninger til korintherne, han har sagt farvel, og så afslutter han med:
Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle! (2. Korintherbrev kapitel 13 vers 13).

 Kilde: snakkomtro.com

---