Flot og farligt forførende film

Af: Ingerlise Provstgaard
"De fortabte sjæles ø" forkynder, at våbnet mod ondskaben er magi og kontakt med de okkulte kræfter. Det er meget betænkeligt.

Lulu, hovedpersonen i den nye danske eventyrfilm "De fortabte sjæles ø", er flyttet med sin mor og lillebror til Broby, et rædsomt kedeligt sted "på landet", som familien insisterer på at kalde villakvarteret med nydelige 60'er huse.

Lulu "dyrker alt, hvad der er anderledes og overnaturligt", siger foromtalen af filmen. Og det får vi hurtigt at se, da hun sætter sig med sit ouijabræt og messer: "Hvis der på dette sted findes hvileløse sjæle, så lad denne kalden gi' tilbage jeres mæle!" Og hun tilføjer med ringe forhåbninger i stemmen: "... lad der bare for én gangs skyld være noget - bare et eller andet!"

Sjæle i små flasker
Hun får sin drøm om eventyr opfyldt. En hvileløs sjæl hører hendes kalden og farer i kroppen på hendes lillebror. Ånden hedder Herman, og han var hundrede år tidligere blandt munkene i "Logen til bekæmpelse af det onde". I logens kamp mod en mand, der havde indgået en pagt med det onde, mistede han sin elskede Linnea, der havde en særlig styrke til at bruge "logebogen", en bog med magiske tegn og besværgelser, som brugt rigtigt af en særlig udvalgt kunne overvinde onde kræfter.

Det lykkedes at sende den onde mand i døden, men Linnea selv døde under kampen, og i sorg tog Herman sit eget liv efter at have gjort logebogen ubrugelig ved at splitte den op i mange dele.

For at sætte Herman fri og få lillebror tilbage opsøger de sammen med nabovennen Oliver en clairvoyant, Ricard, der har arbejdet hele livet med den slags, men som ikke længere tror på, det er virkeligt.

"Lad os se det i øjnene," siger Richard, da han afviser dem, "spøgelser findes ikke!" Men dér tager han fejl, og de hvirvles alle fire ind i hæsblæsende og vildt uhyggelige begivenheder på en lille ø i den nærliggende sø, hvor de i en underjordisk hule kommer i nærkontakt med en masse sjæle, der holdes fangne i små flasker af en såkaldt necromancer.

Man forbavses ikke over, at necromanceren er den selvsamme person, som Linnea overvandt, blot i en ny menneskelig skikkelse.

En af de udvalgte
I kampen vågner også ønsket om at hjælpe de fangne sjæle fri, og under voldsomme angreb fra både necromanceren og filmens morsomme monster, fugleskræmslet, kæmper de så for at neutralisere den dæmoniske magt. Men først ved besværgelser fra logebogen, som med Hermans hjælp er blevet samlet igen, forsvinder endelig ondskabens menneskelige skikkelse ned i jorden i en overdådighed af ild og røg og torden.

De fangne sjæle svæver frisatte ind i et himmelsk lys, undrende og lykkelige - Herman og Linnea hånd i hånd som de sidste, kærligt vinkende til den lille venneflok, der nu står tilbage, Lulu med logebogen under armen.

Forinden har Herman nemlig rakt Linneas fakkel videre til Lulu og betroet hende, at hun er en af de udvalgte, der besidder den særlige styrke, der skal til for at bruge bogen, så "nu er vi den nye loge til bekæmpelse af det onde!" siger hun til de andre.

Ånden i glasset
Hvad skal vi mene om dette absolut flotte danske bud på en klassisk eventyrfilm om det godes kamp mod det onde?

Der er mange ting, der både teknisk og indholdsmæssigt nærmer sig de andre store eventyrfilm, som de fleste børn i dag nok har set. Men der er også noget, der gør den anderledes og måske adskilligt farligere.

Den er mindre eventyr og mere virkelighed. For mens film som Ringenes Herre og Narnia og såmænd også Harry Potter alle foregår i et gennemført eventyrunivers, som intet normalt barn ser en realistisk indgang til, så sættes hele denne historie i gang af en meget dansk ung skolepige, der sidder i et parcelhus i Broby og påkalder ånder fra dødsriget via et ouijabræt. Hvilket fører hende lige lukt ind i en åndelig virkelighed, som altså selv den clairvoyante, der har mistet sin tro, må erkende som virkelig.

Jamen det er jo noget, enhver kan forholde sig til - det er bare at spæne ned i "Toys'R'us" og købe sig et bræt! Og så sætte sig med længslen: "Lad der dog bare for én gangs skyld ske noget spændende i mit liv - bare et eller andet!" Jeg synes slet ikke, det er usandsynligt at antage, at filmen vil give os en ny bølge af "Ånden-i-glasset-problemer".

Magi som våben
Også filmens dybere budskab om, hvordan man bekæmper og overvinder det onde, er det værd at kigge på. I de klassiske eventyr om ondt og godt - og også i eventyr som Ringenes Herre og Narnia - er det egenskaber som uskyld, troskab, godhed, kærlighed og selvopofrelse, der er våbnet mod ondskaben. Egenskaber, som i sin grund spejler det kristne budskab, at Jesus med sit liv og sin offerdød i kærlighed overvandt død og djævel.

Denne film forkynder, at våbnet er magi - besværgelser udført af et eller flere stærke, udvalgte mennesker. Den forkynder, at den overnaturlige verden er et sted, hvor ondt og godt findes side om side, og hvor vi mennesker kan færdes og være herrer, hvis vi bare er stærke nok og dygtige nok.

Den forkynder, at det er okay at kontakte den, ja, at det kan være meningsfuldt og uselvisk at gøre det, fordi levende mennesker faktisk kan hjælpe forvildede ånder til at finde vej til deres hjem i dødsriget, hvor alt er lys og lykke.

Dette er naturligvis ikke kristne tanker - hvilket filmens ophavsmand, Nikolaj Arcel, da heller ikke påstår.

En voksen skal med
Det er heller ikke en kristen tanke, at det onde altid optræder i denne uhyggelige genkendelighed, bulder og brag, skræmmende tåger ud af væggen, småkomiske monstre, en mand i sort med dæmonisk glans i øjet. Der har de klassiske eventyr en langt mere nuanceret og sand beskrivelse af ondskabens mange forklædninger.

Filmen frarådes set af børn under 11 år, og det synes jeg er mere end godt, for den må da i sandhed kunne give onde drømme med alle sine skræmmende chokeffekter.

Hvis de større børn i familien insisterer på at se den, vil jeg absolut anbefale, at den også ses af de voksne. I så fald kan den give anledning til en god snak om, at det ikke bare er spændende, men også dødsensfarligt at lege med okkulte teknikker. Og den kan være et godt udgangspunkt for at belyse og drøfte grundlæggende forskelle mellem det kristne evangelium og de mange andre, der bliver forkyndt for os i dag.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 9/2007

---