Dietrich Bonhoeffer var en tysk teolog og præst, som blev født i 1906 i Berlin, hvor han voksede op i en humanistisk og liberal tradition blandt den borgerlige akademiske elite. Hans opvækst var præget af sikker økonomi, stærke familierelationer, stor interesse for musik og god menneskelig indlevelsesevne. Bonhoeffer blev indskrevet på Friedrich Wilhelm Universitet i Berlin i 1924, og til manges forundring ville han læse teologi. Han udviste stor selvstændighed som teolog og turde stå fast ved sine synspunkter, selv når ingen var enige med ham. Denne evne skulle senere vise sig at være skelsættende for hans liv.
Udtalelser mod Hitler
For os i dag kan Bonhoeffers modstand virke så oplagt, men der var meget få af samtidens teologer, som havde gennemskuet nationalsocialismen. Der er beretninger om fornuftige tyskere, som gik til de massemøder, som Hitler arrangerede, og som blev påvirket af den diabolske kraft, som var så stærk og virksom, at de kom hjem som forandrede. Som en af de første teologer kritiserede Bonhoeffer offentligt Hitler. Kort tid efter Hitlers tiltræden holdt Bonhoeffer et radioprogram, hvor han advarede folket: Den sande fører burde vise bort fra sin egen person og hen til de ægte autoriteter, som har deres autoritet fra Gud, såsom faderen, læreren, dommeren og staten, for ellers bliver føreren en forfører og afgud. Radioprogrammet blev afbrudt, inden Bonhoeffer var færdig – måske var det en tilfældighed, eller også skyldtes det, at nazisterne havde mediekontrol meget tidligt efter deres magtovertagelse.
Attentat mod Hitler
Som udgangspunkt ønskede Bonhoeffer ikke at være imod landets regler. Han var et meget troskyldigt menneske, der ønskede at forene teologi og god sædelig adfærd. Men i takt med nazismens magtovertagelse blev der vendt rundt på rigtigt og forkert. Dette medvirkede til, at Bonhoeffer blev revolutionær. Bonhoeffer havde del i det mislykkede attentat mod Hitler. Han virkede som præst for modstandsbevægelsen og var indforstået med planerne omkring drabet på Føreren. Samarbejdet med modstandsbevægelsen resulterede i, at han blev fængslet i april 1943. Han fik lov at skrive breve fra fængslet, men efter 1½ år blev han flyttet til Gestapos eget fængsel Flossenburg, hvor han blev henrettet ved hængning 9. april 1945. Den 23. april 1945 befriede amerikanerne lejren.
Fængslet
I juni 1939 lykkedes det nogle af Bonhoeffers amerikanske venner at få bragt ham til USA – herfra virkede alt sikkert og godt, set med hans tilhængeres øjne. Men Bonhoeffers hjerte længtes tilbage til Tyskland. Han ville være sammen med sine tyske trosfæller i krigens stund, hvor de led mest og havde stor brug for hans nærvær.
Da Bonhoeffer kom tilbage til Tyskland, blev han fængslet. I et af sine breve, hvor han giver udtryk for ikke at fortryde sin beslutning, skrev han: "Jeg er sikker på Guds hånd og ledelse … du må aldrig betvivle min taknemmelighed og glæde over at gå ad den vej, jeg bliver ledt. Mit forgangne liv er til overflod fyldt af Guds nåde, og al min synd er underlagt den korsfæstedes tilgivende kærlighed."
Kan en præst deltage i et attentat?
En fange spurgte ham en gang, hvordan han som præst kunne deltage i et attentat. Et spørgsmål, som også siden er diskuteret af teologer – kan det være bibelsk korrekt at fjerne en diktator for at redde menneskeliv. Er civil ulydighed også en valgmulighed for kristne? Hertil svarede Bonhoeffer: "Hvis jeg ser en fuld mand køre bil, da er det ikke min opgave at begrave de eventuelle døde, men vigtigere at fjerne den fulde mand fra rattet." Nazismen havde overtrådt sit mandat. Hvordan man skulle reagere i en sådan situation, satte han intet regelsæt op for, for alt det normale var sat ud af funktion i kraft af nazismens magt.
Bonhoeffer var selv i tvivl om, hvorvidt han sad i fængsel for Kristi navns skyld. Modstanden kostede ham i første omgang friheden, siden livet. Men alligevel holdt han indtil det sidste fast ved sin erklærede modstand imod nazismen og regimet - velvidende, at den, som rejser sig mod regimet med sværdet i hånden, skal selv falde for sværdet.
Uanset omkostninger
For Bonhoeffer var det vigtigt, at kirken kun er kirke, når den eksisterer over for andre. Guds åbenbaring er ikke kun en fortidig handling, men virkeligheden er, at vi i ethvert menneske møder den nære kirke af kød og blod. Man skal ikke gemme sig i teologier og store tanker om frelse og evighed. Det kristne liv skal leves sammen med næsten i det virkelige liv. Og måden, hvorpå det skal udleves, er at være villig til at følge efter Jesus uanset omkostningerne. At følge Jesus er ikke et til- eller fravalg, alt efter hvad konsekvenserne ser ud til at være ved at bekende Jesus som Herre. Efterfølgelsen er muliggjort ved Guds nåde – Jesu død – og denne dyre nåde er gratis i tro, men koster i efterfølgelsen.
Mange af Bonhoeffers bøger kan købes på dansk. Hvis nogle ønsker at sætte sig dybere ind i Bonhoeffers teologiske univers, vil jeg anbefale at læse "Efterfølgelse", "Hengivelse og Modstand" og brevene fra fængslet: "Min tid er i dine hænder" eller den historiske roman: "Vredens bæger".
En smagsprøve på Dietrich Bonhoeffers teologi afskrevet fra "Efterfølgelse":
"Billig nåde er vor kirkes dødsfjende. Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris; nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst; nåde uden pris, uden omkostninger … Billig nåde – det er nåde som lære, som princip, som system; det er syndernes forladelse som en almen sandhed, det er Guds kærlighed som den kristelige forestilling om Gud. Den, der siger Ja til dette, har allerede fået tilgivelse for sine synder … Billig nåde er derfor fornægtelse af Guds levende ord, fornægtelse af Guds ords menneskevordelse ... Billig nåde betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen … Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåden uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.
Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har … Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse … Dyr er nåden frem for alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv – "I blev købt dyrt" -, og fordi det, som har været dyrt for Gud, ikke kan være billigt for os. Nåde er den frem for alt, fordi Gud ikke anså sin søn for at være for stor en pris for vort liv, men gav ham hen for os. Den dyre nåde er Guds menneskevordelse …"
Kilde: Dansk Europamission nr. 3/2006
Gammel vin på nye flaskerBaggrundAf: Christian Thomsen 04.07.2024Mange Hollywood-film kommer med efterfølgere, hvis[mere] |
Aberne vender tilbageBaggrundAf: Christian Thomsen 27.05.2024Endnu en film i serien om Abernes planet er netop [mere] |
Årets bedste film?BaggrundAf: Christian Thomsen 29.01.2024Kan man overhovedet tale om en 'årets bedste film'[mere] |
Første test-atombombe hed TrinityBaggrundAf: Ann-Christin Østerberg 04.10.2023At den første test-atombombe kom til at hedde Trin[mere] |
Film med eksorcismeBaggrundAf: Sprint Aagaard Korsholm 27.07.2023Når film handler om eksorcisme, er den måde, det b[mere] |
Fra forfølger til forfulgtBaggrundAf: Lars Dahle 24.08.2018Filmen Paul, Apostle of Christ har to hovedtemaer [mere] |
Maria Magadalene - discipel og forbilledeBaggrundAf: Lars Dahle 26.07.2018En film om Maria Magdalene måtte bare komme! Hun h[mere] |
En mands tunge valgBaggrundAf: Lars Dahle 16.02.2018Da flere og flere lande i 1940 blev besat af Nazit[mere] |
Præsten i hovedrollenBaggrundAf: Johan Schmidt Larsen 18.10.2017Præster er godt stof på film, ja de spiller faktis[mere] |
Hvorfor er der delte meninger om bogen HyttenBaggrundAf: Anne Solfrid Brennhovd 07.08.2017Når vi læser bogen Hytten og ser filmen "The Shack[mere] |
Et halvt års opmuntringBaggrundAf: Anne Solfrid Brennhovd 13.06.2017Et menneskes værdi afhænger ikke af, hvor mange le[mere] |
Jul på filmBaggrundAf: Johan Schmidt Larsen 16.12.2016Det er ikke altid let at finde gode julefilm, for [mere] |
Gud som selve problemetBaggrundAf: Bjørn Hinderaker 08.06.2016Budskabet i "Det spritnye testamente" er banalt, m[mere] |
Romeo, Julie og rod med religionBaggrundAf: Eivind Algrøy 21.10.2014Er "Winter's Tale" et resultat af vor nyreligiøse [mere] |
Fascinerende filmfortællingerBaggrundAf: Lars Dahle 03.01.2014Vi møder i Hobbitten en fantasiverden, som er skab[mere] |