At forestille sig at alt er okay

Af: Tony Watkins
I "Soning" begår 13-årige Briony en fejl mod Cecilia og Robbie - en fejl, der får konsekvenser for dem, og som giver Briony samvittighedskvaler resten af livet.

Filmen Soning begynder en varm sommerdag i 1935. Den gammelkloge 13-årige Briony Tallis (Saoirse Ronan) skriver på et skuespil, som hendes kusine og fætre skal opføre, mens de er på besøg hos familien Tallis på landet. Fra vinduet ser Briony en ualmindelig scene, som udspiller sig ved fontænen, en scene mellem hendes storesøster Cecilia (Keira Knightley) og rengøringskonens søn, Robbie (James McAvoy), som er lige gammel med Cecilia. Veltalende og intelligente Robbie har lige fået sin eksamen fra Universitet i Cambridge. Studiet blev betalt af Brionys far, og Robbie har nu job som gartner i Tallis' park i sommerferien. Cecilia er også færdig med eksamen fra Cambridge, men til trods for, at hun og Robbie var gode venner i barndommen, talte hun knap nok med ham i studietiden og lige så lidt i sommerferierne. Briony ser med forbavselse på, at Cecilia ser ud til at være voldsomt uenig med Robbie. Cecilia tager bluse og nederdel af, kravler op i fontænen og dykker under vandet i lang tid, før hun dukker op, tager tøjet på og lusker væk. Brionys livlige fantasi tolker denne hændelse - sammen med to andre, som sker senere på dagen - til, at Robbie er en farlig sexgalning. Da kusinen Lola (Juno Temple) om aftenen bliver voldtaget, drager Briony hurtigt den konklusion, at gerningsmanden er Robbie. Han bliver arresteret og fængslet på grundlag af hendes vidnesbyrd.

I maj 1940 bliver Robbie løsladt og kæmper i Nordfrankrig. Han forsøger at komme til Dunkirk for at blive evakueret. Cecilia er afdelingssygeplejerske i London, og Briony er under uddannelse som sygeplejerske - også i London. Briony har indset, at hun misforstod alt det, som skete den skæbnesvangre dag fem år tidligere. Hun er tynget af skyld og fortryder, at hun er ansvarlig for, at en uskyldig mand måtte i fængsel, og at Robbie og Cecilia blev nægtet kærligheden til hinanden.

Christopher Hamptons manuskript er en glimrende tilrettelæggelse af Ian McEvans roman, og Joe Wrights førsteklasses instruktion gør dette til en af de mest vellykkede filmtilpasninger, jeg har nogensinde har set af en bog. Der er selvfølgelig ændringer, fordi film ikke fungerer på samme måde som litteratur. Desuden er der vanskelighederne ved at reducere en roman af en sådan længde til film. Alle skuespilpræstationer er i top. McAvoy er fortræffelig, men dette er Keira Knightleys absolut bedste optræden. Saoirse Ronan, Romala Garai og Vanessa Redgrave alle er pragtfulde i rollen som Briony Tallis i forskellige aldre. Filmkunsten er mageløs gennem hele filmen og fanger perfekt de trykkende dage ved Tallis' landsted og stemningen i krigens Frankrig og London.

Scenen, hvor Robbie ankommer til kaoset i Dunkirk, indeholder en fabelagtig 5-minutters scene uden klip, optaget med et kørende kamera på stranden. Alt er fint suppleret af Dario Marianellis musik, som dygtigt understreger lyden fra Brionys anslag på skrivemaskinen. Det er uforglemmelig musik, som vokser i smertelig melankoli, og som helt præcist fanger den emotionelle tone uden nogensinde at blive overvældende eller manipulerende.

Ligesom det meste af Ian McEwans arbejde, er "Soning" en dybdeborende undersøgelse af personernes indre liv. Han udmærker sig ved at analysere emotionel angst og mental smerte, så vi til trods for, at vi ikke deler personernes synspunkt, alligevel forstår hvorfor de er, som de er. Når det gælder Briony Tallis, får vi ikke denne forståelse før langt henne i historien, men ved at udsætte afsløringen, giver McEwan os en endnu dybere indsigt i hendes karakter, end vi måske ellers ville have fået. Samvittigheden nager hende gennem hendes voksne liv, og som en gammel dame og vellykket forfatter udgiver hun en selvbiografisk roman, Soning, i et forsøg på at gøre op med fortiden. Hun tilstår sine fejltagelser i bogen og endnu mere i et tv-interview (den største ændring i forhold til romanen, hvor hun reflekterer over, hvad der er sket og beklager, at bogen ikke kan udgives, før hun dør).

Centralt i historien er magten og faren ved fantasi. Vi lever i vores sind på en virkelig måde. Fantasi, minder, vor analyse af verden og vor fortolkning af hændelserne, som gør indtryk på os. Det gør os i stand til at fungere, til at tage afgørelser og til at handle. Men, som McEwan på en stærk måde viser, er vi i konstant fare. Vi vandrer på grænsen mellem fantasi og virkelighed. Vi forholder os til mennesker, ikke på grundlag af hvem de virkelig er i sig selv, men på grundlag af, hvad vi tror, de er, og hvordan vi forestiller os, at de har handlet i en given situation eller har sagt bestemte ting. Vi ser en handling og tillægger de involverede personer nogle motiver, selvom vi aldrig med sikkerhed kan vide, hvad intentionerne var. Vi har ofte ret - eller næsten - fordi vi ville have handlet på samme måde i den samme situation, eller fordi vi har tidligere erfaringer med personerne, som er involveret. En del af det at blive klogere er en bedre evne til at skelne, hvad der ligger til grund for de handlinger og ord, vi møder. Når vi danner os rigtige antagelser om motiverne, reagerer vi på en passende måde - i hvert fald, hvis vi ikke handler ud af ondskab. Men når vi tager fejl, kan udfaldet blive katastrofalt.

Det er derfor McEwan placerer Briony i centrum af historien og ikke, som mange tror, Robbie og Cecilia. Hændelserne drejer sig selvsagt om dem, men det betyder ikke, at handlingen først og fremmest er om dem. Filmen omringes af forfatteren Briony, først som 13-årig, der skriver et udkast til The Trials of Arabella (Arabellas prøvelser), og til sidst som den aldrende romanforfatter, der er ved at miste sin hukommelse, på grund af begyndende demens. Hun er, som moren i romanen bemærker, "altid i sine egne tanker". Hun slipper opfindsomheden løs, når hun skaber sine fantasier - ikke bare de skrevne, men dem, som findes i hendes tanker, om virkelige mennesker - fantasier for livet. Briony har ikke endnu nået til det punkt, hvor hun forstår, at hun kan tillægge andre helt fejlagtige motiver for måden, de opfører sig på, fordi de er voksne og kan opføre sig på måder,  som aldrig ville have faldet hende ind, fordi hun stadig er barn. Men da hun selv bliver voksen, udvikler hun gradvist en forfærdelig klarhed om, hvordan hun tog fejl, og hvordan hun ikke bare har ødelagt Robbies liv, men også Cecilias, og på en måde også sit eget.

Alligevel er tragedien i hjertet af historien ikke kun et resultat af barnlig misforståelse. Senere får vi stærke hint om, at der var et ondskabselement i aktion, muligvis så subtilt, at Briony først opfatter det senere. Hun havde som 10-årig forelsket sig i Robbie og havde en fantasi om, at han vil redde hende, hvis hun falder i søen. Da han bekræfter, at han vil redde hende, hvis hun falder i, hopper hun straks i og venter på, at han skal springe i og bringe hende i sikkerhed. Selvfølgelig gør han det, men han er - ikke overraskende - rasende. Det ser ud til, at langvarig harme får hende til at drage forhastede slutninger om Robbie, hvor hun, efter at have kendt ham livet igennem, ville være bedre tjent med at drage en langt mere velvillig konklusion om ham.

Der er noget irrationelt over Brionys opførsel den skæbnesvangre sommerdag, men irrationaliteten var det fantasifulde spring, hun tog. Når først hun vælger den forkerte vej, fortsætter hun med at afsløre "sandheden" om manden, hun har konkluderet, er farlig. Vi kan være kritiske over for Briony, men vi gør alle noget, der fremstår som irrationelt for andre. Det er vigtigt at indse, at irrationaliteten findes i vores hoveder. Det vi gør, ser for os ud til at være rationelt - ellers ville vi ikke have gjort det. Måske indser vi hurtigt, at vi har begået en fejl, har været for hurtige, dumme, blinde eller uansvarlige og forsøger straks at rette op på problemet. Eller måske gør vi det ikke. Den virkelige fare ved hurtige konklusioner opstår, når nogen rationelt og udholdende gennemtrumfer afgørelsen med dens konsekvenser, uanset hvilke følger det får for andre, i stedet for at indrømme det vaklende grundlag for konklusionen og tillade andre at reflektere over sagen. Vi kan alle, hurtigere end vi tror, befinde os i en situation, som ligner Brionys. En situation hvor omstændighederne har rottet sig sammen mod den voksende følelse af et behov for at reparere noget, at gøre noget, hvor utilstrækkeligt det end er, for at rette op på situationen. Briony er en vigtig påmindelse om, hvor livsvigtigt det er at være vís, når vi dømmer andre, og nøje gennemtænke situationen, før vi handler - især når disse handlinger kan få livs-ændrende konsekvenser. Som der står i Ordsprogenes Bog: "Et forstandigt hjerte søger kundskab, tåbers mund tager sig af dumhed" (15,14) og "Dumhed er til glæde for den uforstandige, en forstandig mand går den rette vej" (15,21).

Uanset hvor gode intentioner, vi har, oplever vi alle nogle af smerterne, Briony føler, når hun har handlet forkert med alvorlige og endda ødelæggende konsekvenser. Alle har vi på et tidspunkt fraveget vore gode hensigter og handlet ud af ondskab. Hvad kan vi gøre ved det? Briony endte med at ønske, at hun kunne gøre noget for at gøre det godt igen, selv om hun ikke kan trække Robbies tabte år tilbage. Hvis vi kan gøre bod på skaderne, skal vi det. Hvis vi kan lave om på vores historie for at sandheden kan blive kendt, skal vi det. Det kan være ekstremt smertefuldt, endda ydmygende, men hvis vi ønsker at bevare integritet og en ren samvittighed, må vi sone noget. Soning (på engelsk atonement - som er den engelske titel på filmen, red.) er et dybt teologisk ord. Det blev opfundet af William Tyndale i det 15. århundrede, da han indså, at der ikke fandtes en direkte oversættelse til engelsk af det bibelske begreb. Det inkluderer begreberne forsoning eller forlig og det at være skjult - en lovovertrædelse skal sones for at oprette forsoning mellem den tiltalte og den forurettede. Det nytter ikke noget bare at feje forseelsen ind under gulvtæppet. Der er brug for en form for betaling, som dækker skaden. Det er det, Briony ikke var i stand til at gøre, og derfor tyr hun igen til sin fantasi, da hun hjemsøges af samvittighedsnag - et forsøg på at finde en måde at finde fred med sig selv på.

Det er dog ikke nok, for når vi gør noget forkert mod andre, gør vi også noget forkert mod Gud. Vor følelse af skyld kommer ikke bare af dårlig samvittighed i forholdet til andre, men i relation til Gud, som en dag vil kræve os til regnskab. Selv om vi måske kan fjerne de problemer, vi har forårsaget mod andre mennesker, hvordan kan vi fjerne problemet, der består i, at vi også har gjort noget forkert mod Gud? Det bibelske svar er, at vi ikke kan gøre det selv. Men netop derfor måtte Tyndale lave det nye ord soning. Bibelen fortæller om, at Jesus Kristus, Guds søn, var soning for os, da han døde og opstod igen. Det kan forstås på flere måder inklusive den, at Jesus vandt en sejr over Satan og døden. Han betalte en løsesum til Satan for at befri os fra hans magt og slaveri til døden, en heling af forholdet. Jesus betalte prisen, vi ikke kan betale. Han døde døden, vi fortjente. Han tog straffen, som skulle have været vor, sonede vores overtrædelser, fordi de er så store, at vi aldrig bliver i stand til at gøre det selv. Briony længtes efter at kunne sone på den måde, men kunne ikke. Hun indså ikke, at det er gjort for os. Det kræver ganske vist, at vi tager stoltheden i os og ydmyger os. Det indebærer, at vi må indrømme, at vi har været drevet af dumhed og ønsketænkning i stedet for visdom og sandhed. Dersom Briony havde opdaget dét, kunne hun have søgt tilgivelse i stedet for at håbe på, at hun kunne sone for sine forkerte handlinger ved at finde på endnu flere historier.

Kilde: Damaris.no - oversat til norsk af Anne Solfrid Brennhovd

---