At finde ægte kærlighed

Af: Stephen Innes
En film som demonstrerer, hvordan et samfund instinktivt udtrykker godhed og medfølelse over for dem, vi elsker.

Hvordan laver man en film om en mands forhold til en dukke (i menneske-størrelse), der er bestilt på nettet, og så dreje den til at sige noget godt og håbefuldt om kærlighed og fællesskab? I filmen Lars and the Real Girl ser vi, hvordan man begynder med et potentielt risikabelt udgangspunkt, men ender med en fantastisk film, som viser mange underfundige, men stærke skildringer af menneskenaturen og kærlighedens forvandlende kraft i lokalsamfundet. Faktisk er dette tema flot præsenteret helt fra begyndelsen. Man ser her præsten i den lokale kirke, som siger, at den vigtigste gerning, en person kan gøre, er at elske sin næste. Resten af filmen er en fabel om, hvad der ville ske i lokalsamfundet, hvis man tog Jesu befaling om at elske sin næste alvorligt. Det gør filmen på en humoristisk, sød og dyb måde.

Lars (Ryan Gosling) er en venlig og afholdt mand, som er både ekstrem genert, ensom og tynget af sorg. Han fungerer i hverdagen og har et kontorarbejde, men om aftenerne sidder han i familiens garage. Hans mor døde, da han var meget ung, faren var følelsesmæssig utilgængelig på grund af egen sorg (og er også for nylig død). Lars' bror, Gus (Paul Schneider), og hans gravide svigerinde Karin (Emily Mortimer), bor nu i forældrenes hjem. Karin strækker sig langt for at inkludere Lars i deres liv, men han vil hellere passe sig selv.

En af Lars' arbejdskolleger viser ham en dag en internetside med "anatomisk korrekte" voksne silikonedukker. Et par uger senere ser vi, at Lars har bestilt en af dukkerne - ikke til sex, noget filmen er påpasselig med at vise - men som livsledsager. Han snakker med hende, skaber en rigtig interessant personlig baggrund for hende (en handicappet missionær fra Brasilien) og tager hende med til fester, i kirken og ved familiens måltider.

Gus og Karin glæder sig, da Lars fortæller, at han har mødt en, som han ønsker, de skal møde. Glæden bliver vendt til chok, da de møder Bianca. Gus føler sig dybt krænket og er overvist om, at Lars er blevet sindssyg. Karin er noget mere åben overfor, at der ligger mere bag end det, man ser med det blotte øje. De tager Lars med til byens læge, som også har erfaring inden for psykiatri. Doktor Dagmars (Patricia Clarkson) råd er at spille med på Lars' vrangforestilling indtil man finder ud af, hvad der er årsag til den. Når Karin er alene med Lars, er hun meget påpasselig med at vise empati for hans følelser og hans forhold til Bianca, samtidig med at hun på en smart måde udfordrer ham med, hvad forholdet til Bianca egentlig handler om. Som tiden går, opfordrer Gus og Karin lokalbefolkningen til at spille med, når det gælder Lars. I en temmelig morsom scene, hvor ledelsen i kirken klager over at gøre noget så latterligt, udfordrer præsten de andre med spørgsmålet: "What would Jesus do?" Det bliver sjovt, fordi det bliver brugt som kliche, men alligevel bliver det et spørgsmål, som flytter noget. Hvordan ville Jesus behandle Lars og Bianca?

Næsten mirakuløst (og for at holde den fabelignende form på fortællingen) bestemmer folkene i lokalsamfundet sig for at tage udfordringen op og strække sig langt for at vise, at de godtager Bianca og dermed også vise kærlighed til Lars. Vi kender alle mennesker, som har vist os kærlighed på en måde, der er ægte og stærk, uanset hvad vi har gjort. I filmen ser vi denne kærlighed udtrykt af en del kvinder i lokalsamfundet, noget som er interessant, eftersom det er mangel på moderlig kærlighed, der har ført Lars ind i denne situation. Mens Gus ser ud til at være mest optaget af, hvad andre mennesker tænker, er Karin, Dr. Dagmar og en herlig nabo, Mrs. Gruner, mere optaget af, hvad Lars tænker. Også en kollega til Lars, Margo (Kelli Garner), er særligt optaget af Lars' situation, og hun er flink til at invitere ham ind i den virkelige verdens relationer.

Hvordan det hele ender, er meget berigende. Efter at man har set filmen (og kun da), forstår man, hvordan en film, som kunne ende frygtelig galt, i stedet for viser sig at være en sød fortælling om ensomhed, og om hvordan den bliver mildnet af menneskelig godhed. Filmen er ikke så optaget af psykologiske forklaringer på Lars' situation. Den vil hellere vise folks respons til ham via venlighed, forståelse og tolerance. Filmen demonstrerer, hvordan et samfund instinktivt udtrykker godhed og medfølelse over for dem, vi elsker.

I et interview med manuskriptforfatter Nancy Oliver (som skrev mange episoder af Six Feet Under) taler hun om en almindelig kritik, der rettes mod filmen: "Nogen står af, når filmen skildrer menneskelig godhed. De siger, at mennesker ikke opfører sig på den måde, og at i den virkelige verden ville Lars i høj grad blive udelukket og latterliggjort." Svaret fra Nancy Oliver er, at vi så ofte ser film, som udtrykker de voldelige fantasier hos filmskaberne, så hvorfor ikke lave en fabel-/fantasifortælling om godhed, medfølelse og tolerance? Spørgsmålet, som ligger under, er, om vores kultur har bestemt, at film om gode, flinke mennesker er urealistiske, og at de eneste film, som er troværdige, er dem, som viser menneskelig fordærvelse?

Efter min mening rammer denne kritik plet. Det er ikke meningen, at "Lars and the Real Girl" skal være realistisk i egentlig forstand. Den er en idyllisk fabel om livet, og om hvordan det burde være, snarere end om hvordan det er. Derved beder den os overveje en side af menneskenaturen, som ofte overses i dagens samfund. Der tales tit om en iboende godhed i mennesker, samtidig med at vi stadig hører historier om menneskelig adfærd, der er rodfæstet i frygt og mistænksomhed. Selv om dette negative aspekt af menneskenaturen definitivt er en del af, hvem vi er, bør vi ikke glemme de muligheder, som ligger i at være god, venlig og kærlig. Sådanne gerninger er ofte diskrete og går upåagtet hen og giver slet ikke anledning til interessante historier i nyhederne sammenlignet med al den vold og uretfærdighed, der dagligt sker. Det er interessant, at en del film på det seneste har nægtet kun at fokusere på menneskelig fordærvelse, og i stedet for fokuserer på optimisme og genoprettelse (f.eks. Mike Leigh's Happy-Go-Lucky). Disse historier udfordrer os til at tænke over, om menneskets elendighed er det eneste, vi har, eller om vi var tænkt til at skulle være mere. Har vi mulighed for at være "gode" mennesker, eller er alle gode gerninger befængt af vores syndige menneskenatur?

Med historier som "Lars and the Real Girl", inviteres vi til at håbe på, at mennesker faktisk kan elske hinanden. Det er ikke uden betydning, at Nancy Oliver formede historien til at fokusere på tanken om opstandelse. Hun taler om, hvordan historien falder sammen med kirkekalenderen; den begynder i november og slutter i påsken. Kirken spiller en central rolle i filmen, og det er forfriskende at se, at kirken spiller en positiv rolle i Lars' og lokalsamfundets liv i modsætning til den fordærvende eller korrupte rolle, vi ofte ser i film. Lars' opstandelse sker ved hjælp af kærlighedens forvandlende kraft; en rejse, der begynder med en ubevægelig genstand. Selv om Lars' opstandelsesproces er babyskridt, markerer det ikke desto mindre, at han vender tilbage til livet. Det er som om, han genindtræder til livet fra et sted med meget ensomhed og isolation, fra en slags tilstand som levende død.

Jesu befaling om at elske hinanden blev ikke givet på baggrund af, at mennesket er godt. Han indbød mennesker til at gå ud over deres korrupte og voldelige måde at forholde sig til hinanden på og i stedet for vise kærlighed. Vi er ikke bare kaldet til at elske Gud og vores næste. Vi er også kaldet til at elske dem, som ikke elsker os, eller som er forhindret i at genelske os. Udfordringen med fortællinger som "Lars and the Real Girl", og den, Jesus fortalte os i evangelierne, er, at vi mennesker er syndere og jævnligt retter os efter vores naturs mørke sider. Men det er ikke meningen, at det skal forblive sådan. Vi bliver bedt om at "dø" fra disse sider i vores natur og i stedet for relatere på en ny måde - en håbets vej som har sit rodfæste i kærlighed. Denne film inviterer os til at begynde at drømme om, at hvis et samfund tager sit kald alvorligt, vil gode og nyttige forandringer kunne ske.

Kilde: damaris.no. Oversat til norsk af Bjørn Beckmann

---