Ordet

Carl Th. Dreyers mesterlige tolkning af Kaj Munks "Ordet" kan fungere som prædiken eller almindelig opbyggelse, men er først og fremmest en kunstnerisk oplevelse. Drama, Top 100 2011, Filmstriben.dk, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 1955
Varighed: 119 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Carl Th. Dreyer,
Medvirkende: Preben Lerdorff Rye, Henrik Malberg, Birgitte Federspiel, Emil Hass Christensen,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 18.03.2008

Historien om Kaj Munk er velkendt: Digterpræsten, der led en martyrdød for friheden og blev skudt af tyskerne under den Anden Verdenskrig. Mindre kendt er nok, at Munk forfattede mange teaterstykker; alle med vægtig kunstnerisk kvalitet – men alligevel blev Munk aldrig anset for at være en 'rigtig' dramatiker af parnasset, der ikke brød sig om Munks gammeldags kristentro. Ikke desto mindre bliver Munks stykker stadig jævnligt opført af danske teatre. I 2008 opføres "Ordet" af både Odense Teater og Det kongelige Teater.

"Ordet", fra 1932, blev i 1955 filmatiseret af den store danske instruktør Carl Th. Dreyer. Hvorvidt Dreyer, få år efter Munks død, identificerede sig med den henrettede præst, er svært at sige. Men sandt er det, at også Dreyer i mange henseender var miskendt af sin samtid. Ligesom Munk strittede hans produktion for meget. Dreyer ønskede fuld kontrol over sine film og fik et renommé som "vanskelig" – et rygte, der gjorde hans værkliste alt, alt for kort. Dreyers spillefilm beskæftigede sig i høj grad med religiøse aspekter. Jeanne d'Arcs lidelse og død var et hjerteskærende og stærkt portræt af troens konsekvens i en tid, der af politiske årsager ikke ville den – men ingen kassesucces. "Vredens Dag" fortsatte martyrtemaet med historien om en heksebrænding, der fik voldsomme konsekvenser for hustruen til den præst, der eksekverede dommen. En stærk film om at se splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sin eget; om hysteri og religiøsitet. "Vampyr" var en gotisk gyser, der ikke ueffent spillede på overtroens rædselsvisioner om det hinsides. "Gertrud", som blev Dreyers sidste film, handlede om en kvinde, der brød med konventionerne, også de af troen foreskrevne, for at leve ensomt og alene.

Filmteknisk blev Dreyers brug af lys og de lange filmsekvenser banebrydende, og det er derfor ikke helt ved siden af, når han fremhæves som en af de største instruktører nogensinde. Dreyers indflydelse langt op i vores tid skal ikke undervurderes; så meget desto større er fornøjelsen over, at hans film ikke har mistet deres friskhed og aktualitet, men fremstår som godt gemte perler.

Det ligger i kortene, at Dreyers portræt af kristendommen og de troende ikke var uden en vis malurt, og det er nok symptomatisk, at film som "Ordet" og "Jeanne d'Arc" tegner både problematiske og favorable billeder af de troende. Den naive Jeanne står op imod gejstligheden, som af politiske årsager ikke kan bruge hendes syner og gudfrygtighed til noget, og i "Ordet" er det den sindssyge Johannes, som mere eller mindre uforvarende bliver et værktøj for, at miraklet kan ske, alt imens missionsfolk og grundtvigianere kævler løs imod hinanden i baggrunden. I det følgende vil filmen anmeldes; og for den, som endnu ikke har set "Ordet", vil et par afgørende pointer afsløres. Så er De advaret!

"Ordet" foregår på en gård i Vestjylland. Her residerer enkemanden Morten Borgen (Henrik Malberg) med sine tre sønner: Den ældste, Mikkel (Emil Hass Christensen) er gift med Inger (Birgitte Federspiel), som venter sig; sammen er de forældre til Lilleinger (Susanne Rud). Den yngste søn, Anders (Cay Kristiansen), er håbløst forelsket i Peter Skrædders (Ejnar Federspiel) datter Kirstin (Sylvia Eckhausen), som går til hånde i præstegården. Skrædderen er missionsk, og det er Morten Borgen ikke; og sådan mødes både Anders og Kirstins forelskelse med mishag og uden de faderlige velsignelser, der skal til for at deres kærlighed kan blive til et ægteskab.

Men der en søn mere, Johannes (Preben Lerdorff Rye). Johannes rejste til Århus for at læse teologi, men nu er han kommet hjem og er ikke længere "rigtig i hovedet". Han tror faktisk, at han er Jesus Kristus, og som sådan vandrer han rundt og tilsiger folk bibelord. Det ikke bare ligner blasfemi, det er en ulykkelig blasfemi, der har ramt præstegården, og Johannes mødes både med vrede, med misforstået medlidenhed og med hovedrysten.

Blot Lilleinger har tillid til Johannes' ord. Hendes farbror er for hende ikke en galning, men et menneske, der taler godt og sandt om den gode Gud, hun tror på. Hun er ikke bange for den sindssyge og for hvad han skal gøre.Tiden er kommet hvor Inger skal føde. Men noget går galt under fødslen. Barnet dør i sin moders liv, og også Inger dør. Inger, der var gårdens sol og lys - Inger, der kunne se en mulig forsoning mellem gårdejeren og skrædderen, så de to unge kunne få hinanden. Nu ligger hun død.Og Johannes er forsvundet. Utilregnelig, som han er, er det ikke til at sige, om han har gjort en ulykke på sig selv. Gården er i sorg og i oprør. Men så kommer Johannes tilbage. Og nu tværer den syge salt i sorgens sår, for Lilleinger minder ham om, at han jo har lovet at Gud vil vække Inger fra de døde og at han som Kristus jo må bære rundt på Guds kraft. En sådan bespottelse af sorgen, af Gud og af døden hører ingen steder hjemme. Men Lilleinger tager sin farbror ved hånden og stiller sig ved kisten, fast overbevidst om, at miraklet kan og vil ske."Ordet" er på mange måder en bemærkelsesværdig film. Dels antager den ikke, at kun skøre eller syge mennesker har en tro, men den viser os et nuanceret billede af troens mennesker. Munk og Dreyer tegner både et troværdigt portræt af uenigheden mellem den grundtvigske bonde og den missionske skrædder, men kommentaren handler her ikke om at hænge nogen ud, men er en stilfærdig påpegelse af det mærkværdige i, at Guds børn skændes. Vi ser sorgens ansigt i de troende, og vreden mod den Gud, der lader det frygtelige ske. Og vi ser barnets tro; en nærmest øretæveindbydende, tillidsfuld tro på det, vi jo godt véd, der er umuligt.

Figuren Johannes er en af de mest mærkværdige og fascinerende figurer nogensinde. Han er syg, men han er mere end syg; og for ham er der helbredelse til sidst. Han forlader sin vrangforestilling og bliver et helt menneske; bag den maske, han havde taget på sig som Kristus, fandtes tilsyneladende en stakkels vantro sjæl, som først i mirakeløjeblikket forstår, at Gud virker igennem barnets tro. Det er først da, Johannes erkender sin magtesløshed og resignerer, at troen i Lilleinger får plads og sætter mirakuløst igennem. Her, i sin vantro og magtesløshed, røres også Johannes af Guds finger og helbredelse. I vantroen skænker Gud troen, og Lilleingers tro bliver til et mirakel og et vidnesbyrd.Dreyers "Ordet" er en nænsom fortalt historie, der virker bevidst om, hvilken bevægelse og rystelse, den sætter i gang; også her, mere end 50 år efter sin premiere. Filmen er en andagt over troens natur og Guds kraft og kærlighed, og indeholder en usentimental eftertanke om, hvorvidt modernitetens afvisning af al metafysik nu også er rigtig. Men mest af alt er "Ordet" stor kunst. Øjeblikket ,hvor Inger rører på sig i kisten, holder man vejret af bare ærefrygt.

Med en film som denne, der både finder sin skønhed udefra i Henning Bendtsens smukke billeder, som indefra, i sin bevægende og uovertrufne skildring af sorg og død, liv og tro, fremstår "Ordet" som intet andet end et uomgængeligt mesterværk, der samtidig kan fungere som bibeltime, prædiken eller til ganske almindelig opbyggelse af den, der som familien Borgen både hører til blandt troens og vantroens mennesker.

Filmen er kommet på dvd.

---