• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Drama

X + Y

En teenager, der har autisme, har særlige matematiske evner. Han bliver udfordret, da han udtages til konkurrence og skal i træningslejr i uvante omgivelser.

DramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2014
Varighed: 111 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Morgan Matthews,
Medvirkende: Asa ButterfieldRafe SpallSally HawkinsEddie Marsan,
Stikord:
 Geni,










Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 08.11.2016



EN DRENG MED SÆRLIGE EVNER

Meget af filmen udspiller sig blandt high school-elever, hvor Nathan (Asa Butterfield) er hovedpersonen. Filmen fortæller Nathans udvikling fra lille dreng til teenager. Nathan er en af de personer med autisme, der har særlige matematiske evner, men filmen er ikke kun for mennesker med interesse for matematik eller autisme.

Den er så ægte og charmerende, at den fanger alle. Nathans far var i stand til at nå ind til sin søn. Han kunne få ham til at le og lege. Men han omkom i en trafikulykke allerede i filmens første scener. Nathans mor (Sally Hawkins) prøver efter bedste evne at nå ind til ham, men hendes frustration over hans manglende eller "uhensigtsmæssige" reaktioner slår ofte igennem.

Med til matematik-OL
Nathans redning bliver, at den noget skæve matematiklærer Martin (Rafe Spall) fatter interesse for ham og sætter sig for at udvikle hans specielle evner. Martin har sine egne problemer at slås med, men han når ind til Nathan og åbner matematikkens skønhed for ham. Hovedparten af filmen har den internationale matematiske olympiade (IMO) som ramme. Nathan bliver udtaget til det hold, der skal repræsentere Storbritannien. Han kommer på træningslejr i Taiwan, langt væk fra vante omgivelser. Her lærer han en sød kinesisk pige at kende. Sammen med hende føler han sig nogenlunde tryg og kan slappe lidt af.

Afsæt i virkeligheden
Der er flere vanskelige roller, men skuespillerne får det hele til at virke ægte. Nogle kalder filmen en komedie, men det er den for seriøs til. Seriøs i forhold til filmens alvorlige temaer. Der er hele vejen en lun humor, som klæder filmen rigtig godt.

Det er instruktøren Morgan Matthews' første spillefilm. Han har tidligere skabt sig en karriere inden for dokumentarfilm. "X+Y" bygger på hans dokumentar "Beautiful Young Minds" om en mand med autisme, der vandt sølvmedalje ved IMO. Vores fornemmelse er, at det er lykkedes ham at lave en troværdig film, der skildrer de udfordringer, som autisme giver hovedpersonen og hans omgivelser.

Centrale livsnære temaer
Filmen er fyldt med eksistentielle udfordringer, som også må være centrale for en kristen. Der siges noget om menneskeværd, omsorg, mening og meningsløshed, selvrespekt og mangel på samme, sorgen ved at miste, magtesløsheden hos en mor, der ikke kan nå ind til sin søn. Alt sammen noget, som kan være baggrund for en god samtale - også blandt teenagere.

Kan ses på Google Play.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer