FEEL GOOD-FILM MED FINE POINTER
Filmens hovedperson er den 10-årige amerikanske dreng August "Auggie" Pullman (Jacob Tremblay), som er født med et misdannet hoved og som trods 27 operationer har et meget deformt ansigt. Hans mor og far (Julia Roberts og Owen Wilson) elsker ham meget og har indrettet hele deres liv efter hans behov. Således har moren udskudt sin karriere for at passe og hjemmeundervise Auggie. Men nu beslutter de, at han skal ud blandt almindelige børn, og han begynder i en privatskole. Auggie går helst kun uden for døren, hvis han er iført en rumhjelm. I hans dagdrømme er han en tiljublet astronaut, men primært er hjelmen der for at skjule hans ansigt, der altid påkalder en ubehagelig opmærksomhed fra andre.
Mobning
Hans nye skolekammerater glor da også med nysgerrighed og afsky på ham, og han bliver udsat for voldsom mobning. Der er dog også nogle, der begynder at blive hans venner. Filmen igennem følger vi de op- og nedture, Auggie oplever på vej mod at turde leve et normalt liv sammen med alle andre. Samtidig følger vi flere af de personer, der som "måner" svæver rundt om planeten Auggie og påvirkes af ham. Hans storesøster Olivia (Izabela Vidovic) har siden Auggies fødsel oplevet sig tilsidesat af sine forældre, der havde deres fokus på lillebror. Hun elsker sin lillebror, men oplever også sin tilværelse som "måne" meget tung. Filmen fortæller vel, at et barn med så voldsomme særlige behov nemt kan medføre store ofre: far og mor ofrer sig og ligeså andre søskende.
Sidehistorier
Vi følger flere andre "måner", bl.a. Olivias slyngveninde og Auggies klassekammerater. Uden at røbe filmens afslutning skal det siges, at dens pointe udtrykkes meget klart: personer som Auggie har den funktion/egenskab, at de kalder det bedste frem i andres hjerter, hvis de andre vil lade det ske. Samtidig ender filmen på en måde, der afgjort må give den en plads blandt feel good-filmene med en etisk pointe til brug i hverdagslivet.
Sundt menneskesyn
Egentlig har filmen alle muligheder for at blive en sukkersød og forudsigelig amerikansk film med en god morale. Men selv om jeg havde denne klare forventning, da jeg satte mig i biografen, må jeg indrømme, at filmen ikke efterlod mig med dette indtryk. Jeg kan ikke helt analysere hvorfor. Måske fordi der alligevel sker nogle tvist undervejs i plottet. Måske fordi der leveres meget godt skuespil. Måske fordi historien rummer en uimodsigelig sandhed, der overtrumfer tendenserne til sukkersødme. I hvert fald indeholder filmen mange anledninger til både smil, tårer og eftertanke. Og som kristen kan man jo glæde sig over en film, der i den grad hejser flaget for den grundsten i det kristne menneskesyn, at alle mennesker har uendelig værdi – uanset udseende eller andre ting, vi normalt måler hinanden på. Og vel også noget af det lidt skjulte, men kostbare guld i det kristne menneskesyn: at de mennesker, der kalder på en særlig omsorg, ikke først og fremmest er en opgave, men en gave til os andre.