UAFRYSTELIGT DRAMA!
Det var forfærdeligt at være jøde i Hitlers Tyskland, men det var også ekstremt svært for en anden, dog meget mindre gruppe, nemlig hvis man var født som mulat. Leyna er resultatet af en tysk, hvid mor og en fransk, sort soldat, der mødte hinanden efter første verdenskrig. Hun opdager for alvor i 40'ernes Tyskland, at hun stikker voldsomt ud med sin mørke hudfarve i forhold til den almindelige tysker. Og den åbenlyse foragt og dyriskhed, som Hitlers mænd viser hende, er skræmmende. Derfor flytter hun med sin mor og hvide lillebror, fra en lille landsby i Rhinlandet til Berlin for at prøve at være mere usynlig i gadebilledet. Desværre er det ikke så enkelt. Nazismen har gjort sit indtog i hele Tyskland, og man kan ikke skjule sig længere nogen steder. Den entydige, ækle racisme stikker sit grimme, skrydende fjæs frem over alt mellem hagekorsene og de heilende arme. Moren gør, hvad hun kan for at beskytte sin datter mod nazisterne, men nettet strammer til. En af de få, der behandler hende værdigt og med respekt, er Günther, som er jødisk. En dag bliver hun kørt ned af en ung mand fra Hitler-jugend, der kommer cyklende. Han bliver dybt betaget af hende. Og der opstår senere et kærlighedsforhold mellem dem. Et fuldstændig umuligt forhold, der på forhånd rummer undergangen i sig. Ikke mindst, da de indleder et seksuelt forhold, hvilket er forbudt, da en arier ikke må være sammen med en af anden race. Og derfor er det helt forfærdeligt, da dette forhold får konsekvenser: Leyna venter sig. Kampen for overlevelse er gået ind.
Et velkendt tema fra en ny vinkel
Uanset hvor mange film, man ser fra Nazi-tiden, så bliver man til stadighed rystet over vanviddet. Over ondskaben. Over djævelskaben. Temaet i filmen er jo set før. Der findes mange film om jødeforfølgelsens grusomhed, men nu bliver det udvidet til også at handle om sorte, og deres historie er mig bekendt ikke fortalt ind i denne sammenhæng før. Det var en anden tid end vores, men ikke desto mindre, må vi også i vores tid være på vagt over for racismen, også den lille racisme, der deler mennesker op i et "os og dem". Den lurer hele tiden lige under overfladen, - også i vores tid. Ja, til tider holder den sig ikke under overfladen, men stikker selvbevidst sit hoved åbenlyst frem og fremturer med største selvfølgelighed. Vi skal være på vagt, for den kommer snigende ind, hvor den ser en sprække af utilfredshed, frygt eller misundelse og lader det gå ud over uskyldige. Og inden man får set sig om, slår de værdier, man troede var så uangribelige, revner og begynder at vakle. Handlingen går lige ind og berører en dybt, og man sidder helt stille og bare ryster på hovedet, da den slutter.
Fabelagtigt skuespil
"Where Hands Touch" er en hjerteskærende, rystende film, der også tager emner op som mod og identitet. For hvordan finder man sin identitet i en kultur, der pålægger en af være morder, når alt i en skriger, at dette er forkert? Det er det dilemma, som Leynas kæreste, den unge tyske soldat, Lutz, står i. Og ikke mindst er hans karakter særdeles interessant. For ud over, at han langsomt indser, at han er blevet en del af det tyske riges krigsmaskine, udspiller der sig også et opgør mellem hans far, der er ledende nazist, og ham selv. Lutz spilles af George Mackay, og han gør det på alle måder fantastisk. Ligeledes spiller Amandla Stenberg rollen som Leyna fabelagtig. Der er noget blidt og uskyldigt over hele hendes væsen.
Det er en film, der handler om, hvad der er rigtigt og forkert, om værdier og samvittighed, om menneskelighed og umenneskelighed, og om at kærlighed ikke har en bestemt hudfarve. Filmen er inspireret af virkelige begivenheder.
Kan ses på blockbuster.dk.