• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Komedie

Wednesday (serie)

Wednesday er en usædvanlig teenagepige med magiske kræfter og et mørkt sind. Da hun sendes til sine forældres gamle skole, vikles hun ind i et mordmysterium.

KomedieKrimiTEMA Serier
Produktionsår: 2022
Varighed: 405 min.
Censur: 13 år
Instruktør: Gjanda MonteiroJames MarshallTim Burton,
Medvirkende: Jenna OrtegaEmma MyersGwendoline Christie,
Stikord:
 Magi,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 03.02.2023



CHARMERENDE SORT HUMOR 

Teenagepigen Wednesday (Jenna Ortega) smides ud af sin skole, da hun slipper en pose piratfisk løs i det bassin, hvor hendes brors plageånder bader. Hun sendes derefter til Nevermore Academy, der er en særlig skole for elever med usædvanlige evner. Her gik hendes forældre også, og de sender deres datter afsted med ønsket om, at hun må få et godt skoleår. Hun indkvarteres på værelse med Enid (Emma Myers), der er hendes absolutte modsætning: lyshåret, munter, udadvendt med hang til poptøseudsmykning. De to roommates udvikler et kompliceret had/kærlighedsforhold til hinanden. Skolens mystiske rektor, Larissa Weems (Gwendoline Christie), der var student på skolen sammen med Wednesdays forældre, kommer naturligt nok hurtigt til at prøve kræfter med den nye elev, der agter at gå sine egne veje på alle områder. Da der sker et mord, beslutter Wednesday sig for at opklare mysteriet, om det så skal koste hende livet. Som hun siger ved sin første (naturligvis påtvungne) samtale med skolens psykolog: "Verden er et sted, der skal udholdes, og min filosofi er: dræb eller bliv dræbt."

Pige med mørkt sind
Wednesday, der altid er klædt i sort, er ude af stand til at smile eller sige noget venligt. Hendes mange tanker og ord er oftest udformet på en spiddende sarkastisk måde, der i hvert fald kan påskønnes af voksne seere. Venner ønsker hun ingen af, hvilket hun også tydeligt udstråler. Hun elsker – som resten af sin familie – lidelse og uhygge og er ikke bange for noget – det skulle da lige være at blive tvunget til at være social. Hendes evner til at se ting, andre ikke kan se, udvikles i løbet af tiden på Nevermore. Selve mordgåden skal ikke afsløres her, men vi kommer vidt omkring i både fortid, nutid og blandt mennesker, monstre og dem, der er begge dele. Ved samme lejlighed kommer den lokale landsby med sin tilsyneladende glorværdige fortid til at rystes i sin grundvold.

Hæver sig over andre serier
Thing er navnet på den sammensyede hånd i Frankenstein-stil, der er hendes eneste ven og medhjælper. Egentlig blev den lagt i hendes kuffert af forældrene for at holde øje med hende, men Wednesday opdager det med det samme og giver hånden et ultimatum: bliv låst inde i en skuffe, eller bliv total lydig mod mig! Thing er i stand til næsten alt og kan spionere, åbne låste døre og tusind andre nyttige ting. De to kommunikerer sammen på den måde, at Thing bruger tegnsprog og Wednesday taler. Thing tilfører serien både humor og overraskelser, og er efter min mening noget af det, der hæver denne serie op over så mange andre lignende serier.

Teenageren
Som næsten alle nyere serier med varulve, vampyrer og andre menneske/monster-typer, handler også denne serie dybest set om almindelige menneskelige teenageproblemer. Forholdet til forældrene, til broren, til jævnaldrende, og til andre voksne, der vil bestemme over en, og værst af alle: forholdet til en selv. Wednesday står over for et ret krævende og indviklet teenageprojekt, og når næppe helt i mål i løbet af serien. Men der skulle vist også komme en to'er. Men naturligvis kan hun ikke helt holde sin 100% selvkørende isolations-facade. Det er dog ret overraskende, hvem det lykkes først at trænge gennem hendes sorte og kolde skal.

Gys og grin
Serien lægger selv op til, at monstre og den slags ikke skal tages voldsomt alvorligt. Vel er der scener, der kan virke uhyggelige på juniorer, men ellers er den ret uskadelig på det område. Der er faktisk nogle spændende og kringlede mysterier i mordgåden, som også roder op i Wednesdays forældres fortid. Wednesdays sublime ironiske sprog og adfærd nydes måske bedst af de lidt ældre teenagere og af de voksne, men på den måde kan det også være et bud på en god familieserie for en familie med unge teenagere. Egentlig burde jeg med min smag ikke kunne lide denne slags banale serier med deres alt for tydelige karakterer og handlinger, men den lille sorte is-pige med Thing på skulderen har en uimodståelig charme.

Kan ses på Netflix.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.3 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer