• WEDNESDAY sæson 2 Netflix-serie

  • Den kristne film WAR ROOM nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • KOMMENDE NARNIA-FILM frygtes udvandet

  • LÆREREN DER LOVEDE HAVET på dvd og filmstriben.dk

  • HJEM KÆRE HJEM kan nu købes på streamingtjenester (dvd 6/10)

Alle anmeldelser - Komedie

Wednesday sæson 2 (serie)

Sort humor, dødsensfarlige monstre og geniale indfald. I løbet af denne sæson må teenageren Wednesday finde sig selv.

KomedieKrimiTEMA Serier
Produktionsår: 2025
Varighed: 463 min.
Censur: 13 år
Instruktør: Angela RobinsonPaco CabezasTim Burton,
Medvirkende: Jenna OrtegaEmma MyersSteve Buscemi,
Stikord:
 Magi,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 16.09.2025



WEDNESDAY KÆMPER MOD DET ONDE OG MED SIG SELV 

Se sæson 1 først
Det vil give meget lidt mening at begynde med at se sæson 2, så begynd med sæson 1. Derfor vil denne anmeldelse også forudsætte, at du har læst anmeldelsen til sæson 1.

Teenagepigen Wednesday Addams er stadig på kostskolen Nevermore Academy, en skole for ”de udstødte”. ”Udstødt” vil fx sige, at man er varulv eller synsk eller har en masse strøm i sig, eller kan blive usynlig, eller ...

Wednesday (Jenna Ortega) er stadig altid klædt i sort, og er bidende ironisk og sarkastisk. Hun oplever sig også stadig altid på mission for at forhindre noget grusomt – fx at hendes roommate, Enid (Emma Myers) bliver myrdet. I deres værelse bor også Wednesdays eneste ven, en afhugget hånd ved navn Thing. Thing hjælper hende med alt.

Mens sæson 1 ridsede hele dette magiske univers op, og beskrev Wednesdays komplicerede indre lidt, så ruller vi i denne sæson meget dybere ind i hendes sind og hendes relationer og dermed hendes fortid. Hendes bror, Pugsley bliver også elev på Nevermore og med sine evner kombineret med en stadig ret enkel og barnlig tilgang til livet, får han både udløst nogle mægtige rædsler og en del humor.

Resten af familien Addams spiller også store roller i denne sæson – både far, mor og bedstemor. Selv Things historie får vi til sidst! Der er så mange lig i den families fortid, at selv om mange graves op i denne sæson, er der sikkert en del flere tilbage.

En serie med mange kvaliteter
Plottet skal ikke røbes, men husk at Enid med K-pop, glimmer og farver og sjov faktisk er en varulv ... Og bemærk skolens nye rektor (Steve Buscemi), der tilsyneladende er et virkelig stort fjols, men måske har dybere og mere sorte lag ... Til gengæld vil jeg se lidt på seriens form:

Humor
Egentlig bygger serien på et forlæg i bogform og tidligere film, hvor komik og humor var det primære. Der er stadig megen humor i mange variationer: Wednesdays barberbladsskarpe ironi, Things mange kommentarer, rektorens latterlige adfærd, konflikten med en flok soldateragtige spejdere på Nevermores sommerudflugt, scenerne da Enid og Wednesday bytter krop osv ... Bare glæd dig!

Barbariske mord
Samtidig er det blandet med monstre, der myrder mennesker og æder deres hjerner. Og politifolk (ledet af en særdeles barmfager chef), der kæmper for at opretholde bare lidt ro og orden. Man skal kunne klare denne dobbelthed for at kunne nyde serien. Man skal selvfølgelig også bede sin logik om at koncentrere sig om popcornene indimellem, fordi det bliver ret grotesk - selv indenfor de rammer, serien selv stiller op.

Gåder og mystik
Wednesday er – med og uden synske evner – altid i gang med at løse gåder og afdække mystiske ting. Om det så skal koste hende livet. Og der er nok at tage fat på. Fælles for alt, hvad hun kæmper med, er dels en kamp mod ondskab og uretfærdighed generelt, og dels en kamp for at disse ting ikke skal skade hendes nærmeste. Her får vi den primære korrektion til hendes tilsyneladende afvisende og iskolde ydre: Dybest set er der faktisk nogle mennesker, der betyder rigtig meget for hende!

Iderigdom
For mig er humoren fin, og der er nogle spændende gåder, der skal løses. Men det bedste for mig er de mange ideer, der popper op, hver gang man synes, at nu er noget brugt tilstrækkeligt. Skøre medlemmer af familien Addams, allergiske reaktioner hos Wednesday, en ny åndelig vejleder, en uforglemmelig dans mellem de to piger på Nevermore, der er nærmest på Wednesday (hvoraf den ene af dem konstant prøver at blive bedste veninde med Wednesday, der selvfølgelig aldrig vil indrømme, at hun har brug for venner), osv. Bare glæd dig!

Wednesday indeni
I løbet af denne sæson må teenageren til at finde sig selv, og det kan - ubehageligt nok for hende - kun ske ved at tage hul på det superkomplicerede forhold til hendes mor. Og til hendes ”venner” på Nevermore. For selv om hun mener, at det altid er bedst at klare sig selv (og det er hun bestemt også uhyggelig dygtig til) – så oplever hun, at hun ikke kan klare sig uden venner – der fx redder hendes liv.

Ligesom i sæson 1 er den seriøse rygrad i historien ikke noget med magi og monstre – men med mennesker, der skal gennemleve de klassiske kampe i livet. Her er det primært teenage-kampen og komplicerede familie-relationer, der er i fokus. Og ofte under den vinkel, at fortidens synder skal betales på et tidspunkt. Men også venskaber og endda en lille smule forelskelse får lov at fylde i denne meget usædvanlige sorte komedie fyldt med geniale indfald.

Kan ses på Netflix.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer