THE ROSA PARKS STORY nu på dvd og filmstriben.dk
GRAN TURISMO nu på Viaplay udover dvd og blu-ray
INGEN KENDER DAGEN nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
LADY BIRD nu på Netflix udover dvd og blu-ray
HVOR FLODKREBSENE SYNGER nu på Netflix udover dvd og blu-ray
NEXT GOAL WINS på dvd og blku-ray samt Disney+
TO GAMLE I EN AUTOCAMPER
Advarsel: Filmens slutning bliver afsløret i anmeldelsen.
Vi er i nutiden, i USA, hvor det gamle ægtepar Ella (Helen Mirren) og John (Donald Sutherland) begge har alvorlige sygdomme. Hun har uhelbredelig kræft, og han har alvorlig Alzheimers. En morgen overrasker de deres to voksne børn ved simpelthen at have taget den gamle autocamper og kørt bort. Børnene prøver at ringe dem op, men de to gamle vil ikke fortælle, hvor de er. Nu er de på deres livs ferie, og hverken børn eller sundhedsmyndigheder skal blande sig i det. Deres drøm er at tage på den tur, de før i tiden tog på sammen med deres børn. Men de vil fortsætte længere end de kunne, da børnene var med: nemlig helt til forfatteren Ernst Hemingways hus. John har været litteraturlærer og er en stor fan af Hemingway, hvilket han underholder adskillige servitricer med undervejs gennem USA. Ellas kærlighed udfordres konstant af Johns sygdom: det ene øjeblik er han den elskelige John, hun kender, men det næste aner han ikke, hvem hun er – eller raser over, at hun er ham utro med en ungdomskæreste.
Livsrejse
På mange måder bliver det også en rejse gennem hele deres liv. Når de har parkeret autocamperen på en campingplads, sidder de under nattehimlen og ser lysbilleder med fotos fra hele deres ægteskab. På den måde oprulles mange ting – nogle gange med og nogle gange uden Johns hukommelse. I løbet af turen erfarer Ella noget nyt og chorkerende om deres ægteskab, som truer med at ødelægge turen. Skildringen af Johns sygdom og Ellas reaktioner på den – samtidig med, at hun kæmper mod store smerter og tiltagende træthed - virker på mange måder realistisk. Handlingen er naturligvis tilpasset, så der er tilpas megen varm humor og romantiske øjeblikke undervejs. Det er en feel good-film med plads til eftertanke – der dog ikke må blive for voldsom.
Enden
Da Ella kan se, at hendes tid meget snart er forbi, vurderer hun, at John ikke vil kunne leve videre uden hende. Så derfor giver hun dem begge bedøvende medicin om aftenen, da de lægger sig til at sove i camperen. Derefter tænder hun for motoren og fører udstødningen ind i kabinen, så de begge sover stille ind.
En overfladisk rejse
Den opmærksomme læser kan måske undre sig over, at filmudbyderen placerer filmen som drama, komedie, romance – kan de ikke bestemme sig? Svaret er klart nej. Den er for overfladisk i sin fremstilling af problemstillingerne til at være ægte drama. Den er udstyret med nogle voldsomt tydelige grine-scener, så komedie måske er passende – men til den genre er der alt for mange og lange passager uden grund til latter. Romance er måske mest dækkende, men igen savner man de dybder, den genre kunne lægge op til. Mange problemstillinger slås an i løbet af filmen, men de bearbejdes sjældent på et seriøst plan. Filmens to afsluttende "store overraskelser" kommer absolut ikke som overraskelser for tilskueren, der lagde mærke til de tydelige hints, der allerede helt fra filmens begyndelse lægges ud. Og selvfølgelig slutter det hele politisk korrekt med aktiv dødshjælp kombineret med selvmord.
I filmen, (og i livet?) styrer Ella totalt, hvad der skal ske. Hun efterlader et brev, hvor hun forklarer deres børn, hvordan de nu skal føle og tænke og dermed komme godt videre i livet. Ikke på noget tidspunkt i filmen stilles der et eneste spørgsmål ved, om dette nu er den rigtige slutning. Alt lægger op til, at selvfølgelig er det den eneste rigtige beslutning. Lad os alle klemme en tåre og beundre heltinden for hendes mod. Havde filmen skildret det virkelige liv, kunne man ellers godt få øje på nogle uforløste ting i familiemønsteret, som kunne få en anden udgang, hvis Ella ikke længere styrede det hele. Måske havde filmens heltinde netop ikke mod til at forestille sig den slags ting. Men man skal nok ikke prøve at tænke for dybt i denne film – bare er det ærgerligt, at den lægger endnu et ureflekteret lod i vægtskålen for aktiv dødshjælp.
Gemmer din stemme...
