Irland 1920. Det udsultede og fattige land er invaderet af engelske tropper. Den unge læge Damien O'Donovan (en fremragende Cillian Murphy) havde egentlig forestillet sig at rejse til London og fortsætte sin uddannelse, men da han bliver vidne til et uretfærdigt mord, begået på barbarisk vis af de engelske besættelsestropper må han træffe et nyt valg, og han vælger at gå ind i den irske undergrundshær – IRA.
Sammen med sin bror, Teddy (Pádraic Delaney), og en gruppe venner danner Damien en milits, der kæmper imod briterne. Ved hjælp af attentater og sabotage arbejder de aktivt og voldeligt for Irlands selvstændighed. Som kampen griber om sig skal også spioner straffes. Samtidig avler tryk modtryk. Hver eneste aktion skal hævnes, og dét afføder flere hævnaktioner, indtil der er regulært krig.
Med en våbenhvile på beddingen er muligheden for fred inden for rækkevidde – men kampen fortsætter for Teddy og Damien, da det viser sig, at de to brødres drømme om fremtidens Irland er meget forskellige. Et opgør er uundgåeligt.
"Vinden der ryster kornet" vandt overraskende Guldpalmen i Cannes i 2006. Overraskende, fordi filmen på det nærmeste er gammeldags i sin skildring af et undertrykt folks modstandskamp. Loachs sympati er – som altid – på den svages side. Men Loach har også syn for de blinde vinkler, som så ofte opstår, når man kæmper nidkært for en sag, og det giver filmen en velkommen tyngde. Samtidig bliver modstandskampens omkostninger nærværende – det er hovedpersonernes venner og familiemedlemmer, der dør for friheden.
Konflikten i Irland har alle dage haft en religiøs dimension, og den skildres også i filmen. Undergrundshærens identitet som irere er uvægerligt forbundet med deres katolske tro. På den måde smelter tro og national identitet sammen, og for Damien og vennerne betyder det, at troen ikke findes uden for deres nationale bevidsthed. Men hvad sker der så, da kirken tager stilling i konflikten?
"Vinden der ryster kornet" er en alvorlig og voldelig film. I sin konflikt mellem de to brødre, som går så meget igennem, men alligevel må skilles, præsenterer historien sig som en art urfortælling, mere i familie med fortællingen om Kain og Abel end Jakob og Esau. For Loach er kampen for frihed i sin natur tragisk, for den destruerer de kæmpende indefra. Det er en skrue uden ende, der æder mennesker op. Damien ville ikke ind i modstandskampen, men kom det; og da han vil ud kan han ikke længere selv vælge det. Irland fik sin selvstændighed til sidst, men man spørger sig selv, hvad de, der mistede alt, vandt? Var deres ofre det hele værd?
Filmen er anbefalelsesværdig, især for os, for hvem ideen om at "kæmpe for noget" kan virke fjern. Men det skal gentages, at filmen tegner et billede af et land i krig med alt, hvad det indebærer.